Spill the T

[Lavender C. Buchanan]

“Kom ind, jeg har lige sat vandet over,” proklamerede hun overfor Peigi Ogden, før hun gav plads til veninden. Der blev dog også plads til et kram. Mere pæn og engelsk end det var hun heller ikke.

“Jeg vil høre alt om hvad der skete efter jeg tog hjem. Jeg har også kjolen klar og strøget til dig. Tak for lån.”

[Peigi Ogden]

Peigi havde som altid vanvittigt travlt, men formåede alligevel at klemme tid til de vigtige mennesker ind og Lavender var absolut en af dem. Hun trådte ind, gengældte kram og fik hængt den lette, vinrøde forårskappe op, før hun fulgte med ind i lejligheden.

Et muntert fnys undslap hende over det første krav, som hun ikke forholdt sig til med det første. "Velbekomme," svarede hun i stedet. "Den var da ikke helt frygtelig at have på, var den vel?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavender gik videre ind i det lille hjem og fnøs let af Peigis spørgsmål, før hun trak på skuldrene. “Den var ikke uanstændig eller stram,” medgav hun. “Thaddeus Buchanan mente at den så godt ud. Eller det sagde han i hvert fald - måske bare for at glæde mig.”

Hun gik ind i køkkenet, men lod døren stå åben, mens hun puslede rundt derude.

[Peigi Ogden]

Peigi fnøs let over det første, der ikke var noget klart svar, før hendes øjenbryn hævede sig over det næste. "For det første, så lyder der ingen tak herfra over de tvivlsomme komplimenter til min kjole," konstaterede hun, en anelse tørt, men ikke for alvor fornærmet.

"Og for det andet," kaldte hun, som Lavender fortsatte ud i køkkenet. "Så er det interessant, at det er hans holdning, du har hæftet dig ved."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender rødmede lidt over begge svar, men var heldigvis beskæftiget med at sætte alle tingene til te på en bakke. “Det betyder ikke det du tror,” forsikrede hun fra køkkenet.

“Han er forlovet nu, med Cedrella Yaxley. Ville jeg have skubbet på for det, hvis jeg havde det som du bliver ved med at påstå?”

[Peigi Ogden]

Peigi var ikke overbevist. Lavendler havde været hendes bedste veninde i årevis og hun kendte hende. Brynene hævede sig lidt, som hun drejede sig i den retning, hvor den anden kvinde kom med bakken.

"Selvfølgelig ville du det," teoretiserede hun, nærmest henkastet. "For så er det nemmere at overbevise dig selv om, at du ikke selv er interesseret, ikke?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders mellemgulv trak sig nådesløst sammen og hun rystede et øjeblik på hænderne med bakken, som hun kom gående med. Blikket mødte ikke venindens. Hun havde vældig travlt med at placere alting på sofabordet.

“Lad være med at sige sådan noget pjat,” fik hun frem, noget presset over hvor let Peigi havde læst hende.

[Peigi Ogden]

Peigi betragtede Lavender og fik kun fornemmelsen af at hun havde ret. Hun tog en dyb indånding og trak lidt på skuldrene.

"Okay," konstaterede hun. "Men jeg siger bare, at det er for dumt at vente med at finde ud af det til han rent faktisk ér gift."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender så langsomt op og klarede halsen svagt med en dyb rynke i panden. “Han er så godt som gift,” indvendte hun. “Forestil dig skandalen, hvis han brød en forlovelse for mig...” Det sugede lidt i maven. “Hans familie ville ikke tillade det. Min familie ville heller ikke tillade det.”

Hun rystede på hovedet og sank sammen i den ene lænestol, selvom hun stadig manglede vandet og tekanden i køkkenet. “Selv hvis du havde ret, så er det for sent. Og det kan være ligegyldigt om jeg er interesseret i ham. Han ser mig ikke sådan.”

[Peigi Ogden]

Peigi kunne have pointeret at den eneste grund til dét, var at Lavender selv havde blandet sig, men hvad var pointen i det? Hun tog en dyb indånding og så på veninden.

"Bare lad være med at opgive noget, der kunne gøre dig glad, fordi du er bekymret om resten af verden."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender trykkede læberne lidt sammen, før hun trak på skuldrene i dyb bekymring. “Verden betyder noget,” pointerede hun.

“Og han betyder også noget. Hvad hvis jeg skræmmer ham væk? Så mister jeg min ven, kun på grund af nogen fjollede griller.”

[Peigi Ogden]

Peg havde lyst til at himle med øjnene, men gjorde det trods alt ikke. I stedet trak hun på skuldrene og kunne ikke lade være med at stille det modsatte scenarie op for veninden.

"Hvad, hvis du ikke gør? Hvad hvis han også kan lide dig og du går glip af noget godt, fordi du ikke tør sige noget?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders blik flakkede. Hun var den mindst modige løve hun kendte. Hendes skuldre blev trukket lidt op og hun stirrede en smule ud i luften et øjeblik.

“Men hvordan siger man sådan noget? Jeg kan ikke bare erklære det ud i luften på en gåtur.”

[Peigi Ogden]

Peigi trak på skuldrene. Hun havde ærligt talt ikke haft mange, store romantiske eventyr selv, men havde mere praktiseret kortlivede affærer. Hun anså dog generelt ikke tingene for mere komplicerede, end de behøvede at være.

"Hvorfor ikke?" spurgte hun, henkastet.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender så skandaliseret på veninden og rystede bestemt på hovedet. “Fordi,” lagde hun ud, men tøvede et øjeblik. “Fordi...”

Hun kunne ikke finde en god grund. Det virkede bare helt forkert. Men hun havde heller aldrig gjort sådan noget. Med Vincent havde det aldrig været kærlighed af den slags. Men det var det selvfølgelig heller ikke nu. Det var mest noget pjat. Sådan da.

“Sådan gør man da ikke,” endte hun med at konkludere. “Jeg ville ikke bryde mig om det.”