I mørket er alle katte grå

[Padraig Ogden]

Det var lidt som balsam på en svagt ru overflade.

Padraigs fingre lukkede sig instinktivt om Cedrellas, før hans anden hånd lagde sig blødt om hende og trak hende forsigtigt ind i en omfavnelse, som hun let kunne slippe ud af.

[Cedrella Ogden]

Det eneste rigtige hun kunne have gjort, var at bede ham om at tage hjem til sin kæreste og selv gå sin vej, men grænserne var allerede godt slørede og da han trak hende ind til sig, var hun ikke stærk nok til at stå imod.

Så hun lod det ske og hvilede hovedet ind mod hans hals og lod den frie hånd hvile mod hans bryst , mens fortvivlelsen summede rundt i kroppen.

Ord kom der ingen af. For hvad kunne hun sige?

[Padraig Ogden]

Padraig vidste godt at det var forkert. At han på en eller anden måde elskede to kvinder og ikke vidste hvordan livet så ud uden den ene af dem. Han strøg Cedrella forsigtigt over ryggen.

“Undskyld,” mumlede han igen. “Jeg vil ikke gøre dig fortvivlet. Jeg ved ikke hvad der er op og ned.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella gik lidt i stykker over fornemmelsen af at stå i hans arme, men ikke finde megen glæde i det. For hun havde hørt ham erklære, at forholdet med Abigail var slut, kun for at genoptage det. Og hvad skulle hindre de her følelser i at vende på samme måde?

Men alligevel trak hun sig ikke væk med det samme. Stirrede bare lidt frem for sig, hovedet endnu i krogen ved hans hals. Først efter et par sekunder trak hun sig nok tilbage til at kunne se ham, skønt hun virkelig ikke havde lyst. Hun havde lyst til at være egoistisk, men formåede det ikke.

"Jeg vil ikke være det, der kommer i vejen for jer."

[Padraig Ogden]

Padraigs arm blev liggende omkring Cedrella, men han så ned på hende, alvorligt og med en dyb panderynke.

“Din integritet er noget af det jeg ikke kan stå for,” svarede han lavmælt. “Jeg forstår hvad du siger. Jeg ved ikke længere om noget kommer mellem os eller om vi har klaret det fint selv. Jeg synes det er svært at sige farvel til hende og alt vi har været, men jeg føler ikke hun er min længere...”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas blik flakkede mellem hans øjne og hendes pande rynkede sig sammen, mens hans ord satte et virvar af følelser i gang. Én ting stod dog klart, selvom det gav hende en knugen i maven at sige det højt.

"Det er du nødt til at finde ud af," konstaterede hun, lavmælt. "For hvad hvis du alligevel fortryder nu?"

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede svagt. “Det ville ikke være retfærdigt,” konstaterede han i forlængelse af hendes ord. “Men hvis det er slut... Hvad så?”

Hans blik flakkede lidt mellem hendes lyse øjne. “Er du så stadig forlovet?”

[Cedrella Ogden]

Realisationen gled over Cedrellas ansigt. Hun havde tydeligvis slet og ret glemt sin forlovelse, men ved påmindelsen om den, tog hun en indånding. Krummede fingrene, der lå mod hans bryst, lidt sammen. Men ikke ind mod ham.

"Det er svært at svare på," sagde hun endelig, lavmælt. Fordi hun ikke kunne få sig selv til at sige, at hun ville bryde den. Det var meget at sige til en mand, som havde en kæreste og allerede var gået tilbage til hende én gang. Uanset hvor meget hun så gerne ville.

Men kunne hun løbe risikoen?

[Padraig Ogden]

Padraigs blik gled mellem hendes øjne og han samlede lidt mod. Prøvede at forestille sig hvordan det ville være at kunne være sammen med Cedrella. At få lov til at elske hende frit. Men det var ikke det, der var på bedding.

“Hvis jeg tilbyder dig mere end en beskidt affære?”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hjerte gik i stå i et lille øjeblik. Det var helt absurd at stå og have den samtale med Padraig nu, ud af ingenting og hun var ikke helt overbevist om, at hun ikke ville vågne om lidt. Spørgsmålet var ikke ét, der var ligetil eller simpelt og hun så op på ham, tavs i flere sekunder, mens tankerne tydeligvis kørte.

"Så er der tid nok til at finde ud af det, efter du selv har haft tid til at tænke. Til at udrede tingene," konstaterede hun lavmælt, men alvorligt, da endelig hun fik samling nok på sig selv til at kunne svare. Hun havde hverken lyst til at være en reserve for ham, som sikkerhed for at slutte sit forhold, men hun havde heller ikke lyst til at risikere at ende med en brudt forlovelse, hvis han fortrød.

"Lad være med at gøre noget forhastet," bad hun lavmælt, selvom en del af hende bare mest havde lyst til at smide fornuften over skulderen og kysse ham. Måske var det fordi, at det virkede lidt for godt til at være sandt, at hun lod være.

[Padraig Ogden]

Padraig havde lyst til at kysse hende, men han havde spurgt og fået et nej, for nu. Så han holdt sig i skindet, respekterede hendes ønsker og nøjedes med at stryge hende blødt over kinden en sidste gang, før han trak hånden til sig.

“Sig at du har følelser for mig,” bad han dæmpet. Et ønske om bekræftelse.

[Cedrella Ogden]

Cedrella skælvede en anelse under kærtegnet og holdt næsten vejret, mens det stod på. Blikket flakkede over hans ved hans ord og læberne var let adskilte, mens hun overvejede. Hjertet hamrede i brystet på hende og hun sank langsomt. Fugtede læberne.

"Det må du vide," svarede hun, helt lavmælt.

[Padraig Ogden]

Padraig trak vejret dybt ned i lungerne og nikkede lidt. “Det er lidt ubelejligt for os begge to,” mumlede han. “Men jeg ved det.”

Han vidste det fordi han følte det samme og han kunne se det i hendes blik.

[Cedrella Ogden]

Det var en helt umulig og på alle måder upassende situation, men Cedrella kom også til at slippe en lyd, der var næsten munter, som hun bøjede hovedet lidt frem.

Og da hun så op igen var det med den mindste antydning af et smil. Uden at det fjernede det håbløse og svagt triste udtryk i de mørke øjne.

"Lidt ubelejligt?"

[Padraig Ogden]

Padraig slap en lavmælt, opgivende og halvmunter lyd og lænede sig selv lidt frem, så deres pander rørte hinandens. Det var intimt, men krydsede ikke samme grænse som et kys.

“Meget ubelejligt,” indrømmede han. “Jeg kan ikke slå dig ud af hovedet.”