I mørket er alle katte grå

[Padraig Ogden]

Nattevagten ramte igen og denne gang delte Padraig den med Cedrella Ogden. Han havde det udmærket, selvom han havde haft brug for at kværne en solid kop sort te og stadig stod og gabte lidt, som de så de sidste stråler af solens lys på den gryende nattehimmel.

“Det er et meget smukt syn,” konstaterede han. “Synes du ikke?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella stod, rank som altid, selvom der var den mindste snert af udmattelse i hendes ansigtstræk. Det havde været en lang nat og hun følte sig efterhånden temmeligt følelsesmæssigt udtæret, skønt hun ikke kunne eller ville vise det. Inden længe ville det dog være slut og så havde hun klaret det endnu engang. Som hun burde være i stand til.

Ved hans ord, tog hun en dyb indånding og tvang sig selv til at holde blikket rettet stift mod himlen. "Jo," konstaterede hun og fugtede læberne. Hun slap udåndingen. "Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver træt af at se det."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud. Han fugtede læberne og trykkede dem lidt sammen. Det var sådan en stund, der inspirerede til dybe samtaler og hudløs ærlighed. Han havde et par af den første slags med Cedrella allerede.

“Fortæl mig hvad du virkelig mener om din forlovelse,” bad han lavmælt.

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke forberedt på dét frontalangreb og hun så en anelse bestyrtet på ham, før hun fik kontrol over sig selv og rettede blikket tilbage mod udsigten. Brynene var dog sammentrukne og hun så ikke for alvor himlen længere. Det var noget af et krav, men i sidste ende ville hun jo alligevel ende med at svare ham, så hvorfor pointere det første.

"Den er fornuftig," sagde hun lavmælt og fortsatte så. "Jeg har ganske få følelser omkring det."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud og så lidt over på Cedrella med et tvivlende blik. “Jeg har aldrig helt forstået fuldblodsmagikeres behov for ikke at vise, at de har følelser,” musede han lavmælt. “Eller for ægteskaber uden kærlighed.”

Han rynkede panden lidt. “Det er ikke fordi jeg vil skælde dig ud, men du fortjener langt bedre, Cedrella. Du fortjener en mand, der elsker dig og som du selv elsker.”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas muskler spændte sig lidt. Nej, selvfølgelig forstod han ikke. Og hun kunne heller ikke forklare ham, hvorfor det var bedst sådan. Hun rankede sig lidt.

"Kærlighed kan komme af fornuft," svarede hun, uden at tage blikket fra udsigten. Stolede ikke nok på sig selv til at se på ham.

"Og jeg er et fornuftigt menneske, Padraig. Jeg kan ikke bruge hele mit liv på at vente på, at det du beskriver, måske eller måske ikke sker."

[Padraig Ogden]

“Hvorfor ikke?” Padraig så alvorligt på Cedrella i et øjeblik, inden han opgav og vendte blikket ud over udsigten. “Hvad er det du skal nå? Du er stadig både ung og utrolig smuk, charmerende når du selv vil det og generelt godt selskab. Kærligheden venter selvfølgelig på dig. Men ikke hvis du flygter fra den...”

[Cedrella Ogden]

Det var ren tortur. Hans ord føltes som salt i et åbent sår og hun sank en enkelt gang. Han havde naturligvis ret og hun havde flere gange sagt, at hun ikke havde noget imod bare at være sig selv, så hun vidste ikke, hvorfor hun ikke kæmpede mere imod nu. Måske fordi det ikke helt passede.

Langsomt drejede hun hovedet og så over på ham, uden helt at være klar over, hvad de mørke øjne viste. For meget, uden tvivl. Hun følte sig temmelig sårbar og ordene lød ynkelige i hendes egne ører, men det gjorde dem ikke mindre sande.

"Er det virkelig så forkert ikke at have lyst til at være alene?"

[Padraig Ogden]

Sårbarheden var rå, men selvom det føltes hårdt, så var Padraig ikke ked af, at se Cedrellas følelser, nu malet tydeligt op i lyset af den opgående sol. Han rakte ud og lagde en hånd på hendes skulder, gav den et let klem og så hende i øjnene.

“Selvfølgelig ikke. Men at være sammen med en, betyder ikke at man ikke kan føle sig utrolig alene. Det ved jeg alt om.”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hjerte hamrede under tyngden fra hans hånd og hun mødte hans blik nu, selvom hun ellers havde forsøgt at undgå det. Hun fugtede læberne, men slog ikke blikket væk.

"Dit valg var af kærlighed, ikke fornuft," svarede hun lavmælt, selvom alle alarmklokkerne ringede. "Er det bedre?"

[Padraig Ogden]

Padraig trykkede læberne lidt sammen og rynkede panden, før han nikkede. “Ja, det er bedre. Og jeg ved ikke om jeg har truffet et valg endnu. Vi giver det vores bedste forsøg. Kan du sige at du vil være i stand til at træde væk fra et ægteskab, hvis først det er indgået?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde en distinkt følelse af at Padraig dømte hende, men han kendte heller ikke alle hendes motiver. Kendte ikke hele hendes historie. Hun tog en indånding.

"Måske," svarede hun og fugtede læberne. "Måske bliver det ikke nødvendigt."

[Padraig Ogden]

Padraig slap Cedrellas skulder, men i en impuls, løftede han i stedet den ene hånd til hendes kind og strøg den over den bløde hud.

“Jeg vil bare nødig se dig fanget,” svarede han lavmælt.

[Cedrella Ogden]

Cedrellas øjne spærrede sig en anelse op, da en hånd lagde sig mod hendes kind og pludselig sad hjertet i halsen igen. Hamrede. Blikket flakkede over hans og hun formåede ikke at trække sig væk, selvom hun burde. Selvom det nærmest kriblede, hvor hans hud rørte hendes. Hun sank.

"Hvorfor?" spurgte hun lavmælt, helt sænket. "Hvorfor går du op i det?"

[Padraig Ogden]

Padraigs blik flakkede lidt mellem Cedrellas øjne, før han trak svagt på skuldrene og trak hånden til sig.

“Fordi jeg holder af dig, mere end en kollega. Du er noget særligt, Cedrella. Og du fortjener ægte kærlighed, også selvom den ikke er lige for.”