I mørket er alle katte grå

[Cedrella Ogden]

Mere end en kollega. Hvad betød det? Hele hendes indre føltes en anelse rodet i et øjeblik overvejede hun bare at træde frem og kysse ham. Men hun gjorde det ikke. Det kunne man ikke.

Blikket flakkede væk. "Vi havde en affære engang," sagde hun i stedet, uden at ane hvorfor. Et forsvar, måske. "Thaddeus og jeg."

[Padraig Ogden]

Padraig hævede begge bryn lidt. Han havde aldrig haft en affære, men han forstod godt hvorfor Cedrella kunne finde på det. De fleste ville vel også nærmere kalde det et forhold. Ingen af de to havde trods alt været gift.

“Elsker du ham?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde været forlovet dengang. Det var en fjern verden. Hun så til siden, og det var som om at det hele alligevel kom op til overfladen nu. Alt undtagen den ene ting, hun ikke kunne sige.

"Nej," svarede hun og mødte kun langsomt hans blik igen. "Den eneste mand, jeg har elsket, er død nu."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede langsomt ud. “Der kunne komme en til,” pointerede han dæmpet.

“Man kan nå at blive forelsket flere gange i sit liv, Cedrella.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella viste at Padraig havde været sammen med Abigail siden skoletiden og hun havde lyst til at spørge ham, hvordan han vidste det. Men i sidste ende kendte hun selv svaret.

"Ja. Det kan man," konstaterede hun og fortsatte, før hun kunne stoppe sig selv. "Men ikke altid i den rigtige."

[Padraig Ogden]

Padraigs blik flakkede lidt over Cedrellas svar. Det føltes som om det krøb ind undet huden på ham og rumsterede rundt. Han havde også lyst til at spørge hvordan hun vidste det. Men han fornemnede svaret. Han tog en dyb indånding og så ned et øjeblik, før lyse øjne fandt hendes igen.

“Jeg siger bare... Du fortjener bedre end et kærlighedsløst ægteskab,” nærmest hviskede han.

[Cedrella Ogden]

Det var som om at hele samtalen for længst havde overskredet det tilforladelige. Hvis hun var i tvivl, behøvede hun bare at lytte til sin ræsende puls. Hun sank over hans ord og kunne ikke, uanset hvor meget hun så end prøvede, skjule tristheden i sit blik, under de let sammentrukne øjenbryn.

"Padraig..." begyndte hun, som om hun overvejede at sige noget. Da hun fortsatte, var det dog med andre ord, end de første der var kommet til hende. De har bar dog også rigelig vægt i sig selv. "Man kan ikke altid få, hvad man gerne vil have."

[Padraig Ogden]

Padraig tog et halvt skridt tættere på og lagde to fingre ganske blidt under Cedrellas hage, opfordrede hendes blik tilbage.

“Hvis du kunne, hvad ville du så gerne have?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella forstod ikke, hvad der skete. Hun stod som lammet, da Padraig pludselig stod foran hende og tiltede hendes hoved. Hun mødte hans blik, før hun kunne nå at tænke over det og sank. De mørke øjne flakkede over hans og der var sårbarhed i dem, sammen med den klare viden om, at grænserne for længst var overskredet.

"Du må ikke bede mig sige det," sagde hun, helt lavmælt, mens tonefaldet alligevel sagde det hele.

[Padraig Ogden]

Padraigs blik flakkede mellem Cedrellas øjne og hans tommel gled blødt ned over hendes underlæbe, næsten som i en eftertanke.

“Jeg har lyst til at kysse dig,” mumlede han lavt. “Må jeg det?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella trak vejret hørligt ind, da hans tommelfinger strøg over hendes læber og ved hans ord, var det som om at hjertet helt stoppede med at slå. I et par øjeblikke, før det ræsede afsted igen. Blikket flakkede over hans ansigt og hun var ikke det mindste i tvivl om, hvad hun gerne ville.

Men hans spørgsmål var et andet og hun var nødt til at svare på det med et andet spørgsmål. "Hvad med Abigail?"

[Padraig Ogden]

Abigail. Padraig trak hånden til sig og lukkede øjnene et øjeblik. “Undskyld,” brummede han. “Du har ret. Jeg ved ikke hvad jeg har gang i...”

Han pustede lidt ud. “Jeg... Jeg har følelser for dig.”

[Cedrella Ogden]

Det var rent instinktivt, at Cedrella rykkede sig bare en lille smule efter hans hånd. En egoistisk del af hende ville ønske, at hun bare havde accepteret, havde sagt ja, men i sidste ende havde det ikke for alvor været en mulighed. Smerten over det flakkede kort over hendes ansigt og forsvandt ikke, da han talte. For intet af det var nemt eller lykkeligt eller muligt at smile over, selvom det burde have været det.

Og så talte han igen og vred hendes mave en hel omgang mere. "Jeg..." begyndte hun og tog en indånding. Så lettere håbløst på ham. Sank. "Det ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre med, Padraig..."

Fingrene krummede sig lidt sammen, fordi hun var nervøs for om hun ellers ville række ud efter ham. "Du har en kæreste."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud igen. Hans blik faldt og han rystede lidt på hovedet. “Jeg beklager,” mumlede han.

“Jeg ved heller ikke hvad du skal med det...”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hals føltes tør og hun var helt rådvild. Forstod ikke helt, hvad der skete, samtidig med at hun forstod alt for godt. Hun sank, så på ham og rynkede på brynene. Brød sig ikke om at se ham sådan, samtidig med at hendes eget indre blødte lidt.

Og sidste ende trådte hun bare et lille skridt frem og lod hånden finde hans, blikket rettet mod det. Uden at vide, hvad hun ellers skulle gøre eller sige.