Tusmørke [S]

[Valerie McCormack]

Mørket var uendeligt og det samme var trykket fra den tyktflydende masse, som kun blev større og større, formentlig i takt med at niveauet steg et sted i kammeret. Panikken var levende og pludselig havde hun svært ved at trække vejret, selvom der var luft i boblen. Blindt søgte hun gennem intetheden, men fandt intet og hun var ved at nå til en realisation af, at hun måske ikke ville finde en vej ud. At det her var sådan det ville ende.

Hun gispede efter vejret, netop som hendes fingre pludselig fandt noget fast og panisk greb hun fat, fandt en arm og slap en halvkvalt lyd inde i boblen, som hun mærkede en anden krop. Velkendt. Archie.

[Archie McCormack]

Fingerspidserne gled ud mellem hans og Archie var ved at brøle i frustration ud i det altomfavnende mørke. Men så lukkede slanke fingre sig om hans arm og han var ikke sen til at trække armen ind mod sig. Snart kunne han lukke armene om Valerie og han knugede hende til sig, da han vendte staven mod den retning, han mente væggen var i.

Som halet ind, blev de nærmest suget mod endevæggen og han stoppede først, da hans skulder kolliderede hårdt mod væggen i et forsøg på at skærme Val. Han kunne ikke sige noget, så i stedet lagde han hånden over hendes og lod hende føle væggen som en opfordring til at følge den nedad.

[Valerie McCormack]

Valerie klamrede sig til Archie, da hun endelig havde fundet ham og hjertet hamrede, som hun mærkede dem hvirvle gennem blodet. Hun gispede, da det kom til et brat stop, men hun nærmede kun rykket gennem Archie. Hun kunne intet se, men lod sig føre, indtil hun mærkede noget solidt under fingerspidserne. Ingen dele af hende havde lyst til at give slip på ham igen, men hun var nødt til det og med hjertet helt oppe i halsen, lod hun sig glide ud af hans arme.

Angsten over ikke at kunne mærke ham var reel nok, men hun sank den og fulgte væggen. Prøvede at huske, hvad det var han havde sagt og hun var begyndt at tro, at det aldrig ville ende, da hun endelig mærkede en forandring under fingerspidserne. Hun fandt den glatte område med begge hænder, men fandt det svært at samle tankerne. Det krævede al den koncentration hun overhovedet kunne mønstre, men hun var rædselsslagen for at miste Archie igen.

Til sidst var det dog som om at det lykkedes, efter det sjette forsøg på at forestille sig en udgang og hun gispede, da den hårde overflade pludselig forsvandt under hendes fingre og hun kunne presse sig igennem en lille åbning. Uden at vide, om der bare ventede noget meget værre på den anden side.

[Archie McCormack]

Archie holdt en hånd nær hende hele tiden, bare for at sikre sig, at hun ikke forsvandt for ham igen og han fulgte hende ned igennem den tykke masse. Trykket var enormt efterhånden, men han ventede så tålmodigt, han kunne, til Valerie forsvandt.

Med en indånding mindede han sig selv om, at de ville ende samme sted om lidt. At han nok skulle få hende sikkert derfra. Så lagde han hænderne mod den glatte overflade. Det var ikke første gang, han stødte på den form for magi, og han forestillede sig udgangen. Døren, der førte til Valerie. Et sekund lignede den døren i det lille hus i Godricdalen.

Så gled han igennem væggen og trillede spruttende ud på et hårdt stengulv. Blodet lå i en pøl under ham, men han bekymrede sig om hverken dét eller det blod, der stadig klistrede til hans hud, hår og tøj. Faktisk var der ikke andet i hans tanker end

"Val?"

[Valerie McCormack]

Valerie var kommet igennem og landede hårdt på et stengulv, men det var solidt og ikke dækket af andet blod end det, som hun havde haft med sig. Hun gispede, som boblehovedbesværgelsen opløste sig selv og var fuldkommen smurt ind i den mørkerøde, klistrede masse, men hun havde klaret dét og hjertet hamrede, som hun hastigt kom op at sidde og så ængsteligt efter Archie.

Men han kom ikke og frygten tog til igen. Og så hørte hun hans stemme. Øjnene spærrede sig op og hun så rundt, uden at kunne bedømme, hvor lyden var kommet fra. Uelegant krabbede hun sig op. "Archie?"

[Archie McCormack]

Mørket var tættere end dét, de havde forladt og Archie blinkede et par gange med øjnene, men de vænnede sig ikke til mørket. Eller også var der ikke andet. Han så rundt, men der var ingen lyde. Før Valeries stemme kaldte.

"Val?" kaldte han igen, men kunne hverken placere hende eller vurdere, hvor stort rummet var. Der var intet ekko, men det føltes stort nok til at kunne give det. "Kan du se noget?"

[Valerie McCormack]

Valerie var kommet på benene og drejede lidt rundt om sig selv. Blikket gled over rummet og hun indså, at grunden til at hun kunne se noget, var et lille hul højt oppe, som sendte en lyskegle ned i rummet. "Det er et andet kammer," svarede hun, nervøs for at flytte mere på sig end hun allerede havde gjort.

"Jeg tror, at der kommer lys udefra, men der er langt derop..." Hjertet hamrede og hun så rundt igen. "Archie, hvor er du?"

[Archie McCormack]

Archie rettede blikket op, men der var intet lys udefra, uanset hvor langt op, han kom og hendes kalden bekræftede kun den dårlige anelse, han havde. Han sank besværet og så sig omkring, før han langsomt kom på benene igen.

"Jeg er i et andet kammer, tror jeg," svarede han og var næsten fascineret af den magi, der havde muliggjort det. Men det var et cool fænomen til en anden gang. For nu havde han et andet mål.

"Jeg skal nok finde ind til dig."

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte sank lidt i livet og lidt af panikken meldte sig igen, som hun indså, at de endnu engang var blevet adskilt. Men denne gang kunne hun høre ham og det hjalp en anelse. Hun tog en dyb indånding og forsøgte at berolige sig selv. Hendes blik gled rundt igen og hun nikkede, før hun indså, at han ikke anede, at hun gjorde det.

"Der er en skakt," konstaterede hun og tog et par forsigtige skridt i retning af den. Bekymret for, hvad hun kunne riskere at træde på. "Den ser ud til at gå opad..."

[Archie McCormack]

Modsat Valerie havde Archie sin stav og han trak den for at sende lyskuglen op igen, men denne gang blev den opslugt af mørket. Han rynkede brynene og afsøgte stedet for forbandelser, mens han forsigtigt begyndte at bevæge sig.

"Er der noget, der fører op?"

[Valerie McCormack]

Valerie gik nærmere, opfordret af Archies ord. "Ja, det ser-," var alt, hvad hun nåede at sige, før gulvet forsvandt under hende og et skrig undslap hendes læber, da hun hun faldt, hvad der føltes som et par meter gennem luften og landede hårdt på endnu et stengulv. Et anstrengt udbrud slap hende.

Og i dette kammer var alt fuldkommen mørkt. Selv fra det sted i loftet, hvor hun måtte være røget igennem.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke forventet, at Valerie rent faktisk var begyndt at bevæge sig. Han troede, at hun fortalte, hvad hun kunne se hvorfra hun sad og frygten greb hårdt om ham, da hun skreg.

"Valerie?" kaldte han og kunne for første gang ikke længere skjule panikken fra sin stemme. "Val!?"

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke tænkt sig om og forbandede sig selv, men indså også, at Archies stemme pludselig lød tættere på. Denne gang forsøgte hun ikke at rejse sig, men drejede hovedet lidt rundt. Søgte efter kilden til lyden.

"Archie!" kaldte hun tilbage, som kom hun i tanke om, at hun hellere måtte forsikre ham om, at hun ikke var kommet slemt til skade. Foden havde det temmelig skidt, dog. "Jeg kan høre dig - du lyder tæt på."

[Archie McCormack]

Der var tavst, bortset fra hans hamrende hjerte, mens Archie prøvede at kæmpe imod trangen til at ødelægge alt omkring sig. Aldrig havde han været så hjælpesløs. Han trak staven. Og så lød hendes stemme.

"Valerie?" Hans bryst eksploderede og lige dér tænkte han ikke. Han løb bare i retningen af hendes stemme.

[Valerie McCormack]

"Archie, vær forsigtig," lød det ængsteligt fra hende, da hun pludselig hørte lyden af løbende skridt. Hun prøvede at komme op at stå, men hendes fod klagede sig og hun havde vist også slået et ribben temmelig slemt. "Jeg er herovre," kaldte hun igen og trak sin hånd over den ene side, vægten kun på det ene ben.

Hun tog sig til det, netop som hun hørte lyden af skridt helt tæt på. Og så stødte de sammen.