Tusmørke [S]

[Archie McCormack]

Lige så brændende varmt det var, når solen stod højest, lige så koldt syntes det at blive, når natten var mørkest. Men i timerne imellem var ørkenen skøn og når ikke de havde travlt med at arbejde, tog Archie gerne Valerie McCormack med sig ud for at se området. Sommetider tog de til de nærliggende byer eller floder og naturreservater. Andre gange gik de bare rundt i området. Som nu.

Han tog hendes hånd og flettede fingrene ind mellem hendes. "Hvordan er det så officielt at være helbreder for forbandelsesbrydere?" spurgte han med et glimt i øjet, som han så ned på hende i dagens sidste sol.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig mere og mere hjemme i ørkenen, selvom ingen nogensinde ville have forestillet sig det. Hun var blevet solbrændt og huden var ikke længere porcelænshvid, ligesom at der her ikke var plads til nydelige silkekjoler eller sirlige frisurer. For et halvt år siden ville tanken alene have sendt hende ud i en nervøs reaktion, men nu gik hun helt roligt ved siden af Archie med fingrene flettet ind mellem hans. Maven slog en lille kolbøtte og et smil spirede på hendes læber.

"En anelse uforståeligt," svarede hun og tog en indånding, men kunne slet ikke lade være med at smile. "Det føles helt uvirkeligt."

[Archie McCormack]

Engang havde Archies arbejde været noget, der drev dem fra hinanden, men nu var det blevet deres helle. Han trak tomlen hen over hendes med et skævt smil og nikkede engang, som hendes ord gav resonans.

"Mh," istemte han, før han tog en indånding og kom med en indrømmelse, der havde været nær umulig i England. "Jeg har aldrig for alvor troet på, at jeg kunne gøre dig lykkelig. Før jeg så dig her."

[Valerie McCormack]

Valerie var på ingen måde vant til den slags indrømmelser, selvom der havde været et par af den kaliber siden deres genforening. Det hindrede dog ikke maven i at slå en kolbøtte eller hjertet i at hoppe et lille slag over. Det var helt overvældende at høre ham sige og hun kunne ikke lade være med at smile, helt rørt.

Blidt trak hun i ham, for at få ham til at standse og strakte sig for at plante et enkelt, blødt kys mod hans læber. "Jeg er glad for, at du endelig har indset det," svarede hun, smilet tydeligt i stemmen.

[Archie McCormack]

Én af grundene havde været, at de var i ørkenen. En anden var, at det unægteligt var lettere at sige den slags, når blikretningerne var parallelle blikretninger. Men Archie lod sig trække ind til hende og mødte hendes læber på halvvejen.

"Jeg elsker dig," mumlede han blødt ind mod hendes læber, før han trak sig lidt væk ved følelsen af sand, der forsvandt under dem hurtigere, end kviksand gjorde det.

[Valerie McCormack]

Valerie nåede ikke at registrere, hvad der skete, før det var sket. Pludselig var det som om at jorden forsvandt under dem og hun nåede kun lige at få et glimt af Archie, før de røg ned gennem sandet. Panikfølelsen var umiddelbar, som hun faldt gennem fri luft og snart efter kolliderede med noget hårdt og solidt.

Et udbrud af smerte fulgte over det hårde sammenstød og hjertet hamrede, som alt pludselig var helt mørkt, solen blokeret af det sand, som hun kort forinden havde stået på.

[Archie McCormack]

Archie burde have genkendt det. Det var ikke første gang, de var stødt på den måde at forhekse sandet på, men han registrerede intet andet end lyse øjne, før han sank igennem og slap en anstrengt lyd ved kollisionen.

Hans egen smerte var dog snart glemt, da han hørte Valerie og han var ikke mange sekunder om at trække staven frem og med et præcist sving sendte han en lille, lysende kugle op mod sandet, de var sunket igennem.

"Val," kaldte han og bed trangen til at spørge, om hun var okay, i sig. Forbandelsesbryderen tog over. "Bliv præcis, hvor du er, okay?"

[Valerie McCormack]

Det tog Valerie et øjeblik at forstå, hvad der foregik og selv der var hun ikke sikker. Hun havde kun fået skubbet sig op på den ene hofte, da Archies stemme lød og hendes blik instinktivt søgte efter ham gennem mørket. Hendes første reaktion var at komme på benene, men det gav et smertefuldt jag i anklen, da hun forsøgte og hun faldt tilbage til den samme stilling igen med en anstrengt lyd.

Så kom der lys og hun så over mod Archie med store, svagt skræmte øjne. "Hvor er vi?"

[Archie McCormack]

Archie kunne høre hendes smerte i lyden, men kunne ikke hjæplpe hende meget lige nu. Blikket forlod hende kun modstræbende for i stedet at glide afsøgende over lokalet. Det var stort; større, end at de kunne se ud til den sidste endevæg, selv med lyset over dem.

"Vi må være et sted sydøst for de kamre, vi allerede har tjekket," musede han, ligeså meget i svar på hendes spørgsmål, som for sig selv. "Vi har ikke kunne få adgang endnu." Hvilket betød, at der potentielt kunne gå rigtigt meget galt dernede. Han tog en indånding og så tilbage på hende.

"Er du uskadt?"

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte hamrede lidt, men hun forstod heller ikke helt de præcise konsekvenser af, hvad der var sket, andet end at det potentielt var alvorligt. Hun søgte i første omgang blot efter sin tryllestav i lagene af florlet stof, så hun kunne gøre noget ved sin ankel. Hænderne stivnede midtvejs.

"Jeg har glemt min stav," sagde hun, en anelse forfærdet. Det var aldrig nogensinde sket for hende før. Ikke siden hun havde fået den, da hun blev elleve. "Den er i teltet."

[Archie McCormack]

Uden at have afsøgt rummet for fælder eller forbandelser, turde Archie ikke røre sig ud af stedet og han følte sig uendeligt magtesløs ved tavsheden fra Valerie. Lyden af hendes puslen, som knapt var synlig i det blege lys. Hendes ord fik hans hjerte til at slå lidt hårdere.

"Jeg skal nok få os ud herfra," lovede han indtrængende, før han gentog: "Er du uskadt?"

[Valerie McCormack]

Valeries håndflader føltes med ét klamme og hendes hjerte hamrede. Hvordan havde hun ikke indset, at hun ikke havde sin stav? Munden var tør og hun måtte synke en enkelt gang, tankerne spredt, da Archie talte igen. Hun blinkede, men så ikke på ham, selvom hun rynkede på brynene. Blikket vendte sig i stedet mod foden. Hun knyttede den ene hånd lidt hårdere sammen.

"Nej," svarede hun. "Jeg slog min ankel og jeg kan ikke støtte på den."

[Archie McCormack]

Archie bandede mentalt, men var ikke villig til at lade Valerie se hans bekymring. Ikke, når han så tydeligt kunne høre hendes. Han drejede staven lidt i hånden og tog en indånding, prøvede at transferere, men det mislykkedes. Forudsigeligt.

"Jeg kommer til dig, så snart jeg overhovedet kan, Valerie," lovede han med sammentrukne bryn og kastede et forpint blik på hende, før han gav sig til at kaste nogle af de normale besværgelser til at afsikre rummet.

[Valerie McCormack]

Det var sådan, at hun fandt ud af præcis, hvor alvorligt det var. For hun vidste, at Archie aldrig ville have været nødt til at efterlade hende sådan, hvis ikke der var en virkelig, virkelig god grund til det. Og det gjorde ikke ligefrem den bekymrede følelse mindre, som blot fik en yderligere dimension nu.

Nervøst kastede hun et blik rundt og gjorde sig ubevidst en anelse mindre, mens han arbejdede og hun turde ikke sige noget af frygt for at bryde hans koncentration, nu hvor hun var så godt som hjælpeløs, hvis der skulle ske noget.

Hun havde lyst til at søge efter beroligende ord fra ham, men hun var bange for, at der ikke ville være nogen, så hun bed sig i underlæben og forblev tavs, mens det dunkede ubønhørligt i anklen. Den føltes forstuvet.

[Archie McCormack]

Det var rædselsfuldt at skulle have blikket på andet end Valerie, når hun sad i hans baghoved som en splint og så snart, Archie havde kastet sidste besværgelse uden reaktion, satte han snuden mod hende. Blikket var vagtsomt på vejen, søgte fælder eller runer, men fandt intet.

Snart sank han ned ved Valeries side og tøvede ikke med at tage hendes ansigt i hænderne. "Undskyld," hviskede han og trykkede flygtigt, men bestemt panden ind mod hendes. Han tog en indånding og prøvede at klare tankerne.

"Kan du bruge min stav?"