Tusmørke [S]

[Archie McCormack]

Archie reagerede normalt hurtigt, selv i pressede situationer, men han havde kun stået med Valeries liv i hænderne én gang før og da havde det været i deres hjems sikre rammer. Derfor nåede han heller ikke at reagere, før det var for sent og hun allerede var faldet ned i blodet, der steg med alarmerende hast.

Han fik hurtigt halet hende på benene igen. “Her, støt dig til mig,” mumlede han og fik hende ført den sidste afstand hen til endevæggen, der næsten måtte føre i retningen af de andre kamre. Han lagde staven fladt i hånden og hviskede lavmælt til den, før den gav sig til at snurre som pilet i et kompas. Og snart pegede den mod nord, bekræftede hans formodning.

“Kan du stå lidt selv?” spurgte han og prøvede at ignorere den klistrede følelse, der snart gik ham til knæet.

[Valerie McCormack]

Valerie gispede, som hun plaskede ned i det, der umiskendeligt var blod og hun prøvede lettere panisk at komme op, indtil hænder hjalp hende.

Det efterlod hende komplet indsmurt og skælvende, som hun forsøgte at holde fatningen. Blodet steg stadig op omkring dem og selv det var det absolut sidste hun havde lyst til, tvang hun sig selv til at slippe Archie.

"J-ja."

[Archie McCormack]

Det var en mareridtslignende situation, de var havnet i, men det var ikke meget anderledes fra Archies hverdag. Bortset fra den ene detalje, der ændrede alt; Valerie var med. Han tillod ikke sig selv at give efter for angsten og slap hende kun modstræbende.

Tavst hævede han begge hænder ud foran væggen, den ene fladt, mens den anden trak tryllestaven i strøg over den. Hele tiden mumlede han lavmælt, søgte at få den til at afsløre sine hemmeligheder. Han stoppede kun et øjeblik for at vende opmærksomheden mod Valerie, selvom blikket ikke forlod væggen.

"Prøv at se, om du kan få øje på nogle runer skåret ind i stenene," bad han, selvom han var stigende bevidst om hendes velbegrundede angst.

[Valerie McCormack]

Valerie var imponeret over Archie, mens hun selv følte sig fuldkommen nyttesløs. En klods om benet, som hun stod skælvende, dækket af blod. Derfor tog hun imod den reelle opgave, selvom det efterhånden blev sværere at bevæge sig gennem den tykke masse.

Hun lod blikket glide over væggen, men kunne ikke se noget. Desperationen voksede lidt, før hun pludselig fik øje på en lille indridsning. Hun tog en hørlig indånding.

"Her. Der er noget her."

[Archie McCormack]

Forbandelserne havde altid tiltrukket Archie mere end runemagien, men begge dele indgik i jobbet og han havde da også udviklet en vis interesse med årene som lærling. Nu ærgrede han sig dog især over, at han ikke havde læst mere, da han fik trukket lyskuglen tættere på, så de bedre ville kunne se.

"Jeg kan ikke..." mumlede han og panden lagde sig i dybe folder, mens han prøvede at tyde de gamle tegn. Blikket gled over dem igen. Det kunne da ikke...? Han tog en indånding.

"Val, det her kommer ikke til at blive rart."

[Valerie McCormack]

Valerie havde taget oldtidens runer, men de her var fremmede og hun kunne ikke få det til at give nogen umiddelbar mening med det samme. Archies ord fik dog hendes mave til at trække sig hårdt sammen og hun så alarmeret på ham.

"Hvad?"

[Archie McCormack]

Blodet gik ham nu til midt på låret og trængte sig nådesløst gennem de tynde stofbukser, fik dem til at klistre sig til hans ben. Men Archie vidste, at det kun ville blive værre, hvis de ventede længere.

"Vi skal ned," svarede han med samme oprigtige beklagelse, der var i hans blik, farvende hvert ord. "Jeg skal nok finde indgangen først, men når jeg har, er vi nødt til at dykke under det."

[Valerie McCormack]

Valerie spærrede øjnene op. Hun var allerede smurt ind i blod efter sit fald, men tanken om at forsvinde helt ned i det, fik hendes hals til at snøre sig sammen. Hjertet hamrede og hun så på ham, komplet tør i munden.

Men i sidste ende, var der ingen anden mulighed og hun nikkede, selvom hun følte sig kvalm ved tanken. "Okay."

[Archie McCormack]

Tanken om at hans lyse, fine Valerie var nødt til at bevæge sig gennem blod var knapt udholdelig, men Archie vidste, at der ikke var nogen anden udvej. De havde ikke meget tid, men han tog sig alligevel tiden til at lagde hånden finde ned over siden på hendes hoved, så tomlen fulgte hendes tinding, før han lagde den om hendes baghoved og lagde et ømt kys med hendes læber. Panden blev trykket lidt mod hendes.

"Vi er snart ude," prøvede han at berolige hende, selvom der ikke var nogen garantier. Hånden fandt hendes kind.

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte hamrede og hun var allerede klistret, der hvor Archie kærtegnede hende. Hun tænkte dog ikke over det nu, mere bekymret for andre ting og sank. Hun lukkede ikke øjnene, uvillig til at tage blikket fra ham, selv da han kyssede hende.

"Jeg elsker dig," sagde hun lavmælt, men dybfølt. Ikke overbevist om, at det var sikkert, at hun ville få muligheden for nogensinde at sige det igen.

[Archie McCormack]

Ordene fik Archies indre til at vride sig. Han havde ikke haft lyst til at sige ordene højt, men havde i stedet holdt sig for øje, at han ville ytre dem, når de igen var ude i den kølige ørkenluft. Men nu lå hendes der, punkterende. Og han strammede grebet lidt om hende.

"Jeg elsker dig," ekkoede han hende dybfølt og lagde endnu et lige så helhjertet kys mod hendes læber. Så var han atter nødt til at trække sig fra hende, selvom han knapt kunne få sin hånd til at slappe hende igen.

Koncentreret fortsatte han arbejdet, indtil han endelig fandt tegn på en magisk passage. "Det er gammel magi," mumlede han frustreret. "Når du når ned på gulvet, er der et helt glat område. Du er nødt til at sætte dine hænder mod det og forestille dig, at du kommer væk herfra. Visualisere en dør, en trappe eller noget, der kan lede dig herfra. Okay?"

Han ventede på bekræftelse, før han med et lavmælt ord fik kastet en boblehovedbesværgelse om hende.

[Valerie McCormack]

Valerie klamrede sig mentalt lidt til det sidste kys, men kunne ikke undlade at lade ham gå. Hun lyttede til ham, mens blodet efterhånden nåede hende til livet. Langsomt nikkede hun, temmelig paralyseret ved tanken om at skulle dykke ned i mørket. Men der var ikke andre muligheder og hun lod ham kaste besværgelsen.

Blikket dvælede ved ham og hun sank, men blodet steg kun omkring dem og der var ingen grund til at vente. Et enkelt spørgsmål trængte sig dog på først, lettere forvansket af boblen. "Hvad hvis jeg rører ved væggen det forkerte sted?"

[Archie McCormack]

Archies hånd lå stadig på hendes skulder, som han kæmpede med beskytterinstinktet og trangen til ikke at slippe hende ud af syne, der fulgte med den. Han gav hendes arm et beroligende klem, før han endelig slap.

"Der er intet i væggen, der kan skade dig." I hvert fald intet, som magi eller hans hænder havde afsløret.

[Valerie McCormack]

Valerie nikkede og kastede et sidste, langt blik på Archie, før hun vendte sig mod væggen. Blodet nåede hende til under brystet nu og inden længe ville det fylde kammeret helt. Hun tog en indånding, men der var luft nok i boblen og hun ventede ikke længere, før hun dykkede ned.

Alt var sort, varmt og klægt og hun kunne intet se. Og da hun søgte efter overfladen igen, et forsøg på at orientere sig, var det som om at den var forsvundet. Kort forinden havde hun stået på bunden, kun dækket til taljen, men nu var dybet uendeligt på hver side af hende og panikken meldte sig.

Hænderne søgte efter Archie, efter noget fast, men fandt intet.

[Archie McCormack]

Blikket fulgte hende vågent, mens hun langsomt blev opslugt af blodet og Archie kastede selv en boblehovedbesværgelse med blodet til omkring skuldrene, før han fulgte efter hende. Der var mørkt, trykkende og meget dybere, end han havde forventet. Hånden fandt væggen, men der var intet spor af Valerie. Frygten slog i ham, mens han søgte langs væggen uden at finde hende.

"Val!" Blodet slugte lyden og han knugede sig til staven uden at have den fjerneste anelse om, hvordan den skulle hjælpe ham med at finde hende. Panisk skubbede han sig fra væggen og havde ikke længere nogen plan, da han famlede sig blindt gennem det i indædt søgen på Valerie.

Fingrene strejfede noget fast. Fingerspidser? Han søgte mod det.