Tusmørke [S]

[Valerie McCormack]

Valerie prøvede at kontrollere sit hamrende hjerte, men med begrænset succes. Hendes blik fulgte ham og hun var rædselsslagen for at se et eller andet forfærdeligt ske og være komplet magtesløs i det. Hun kunne næsten ikke være i det, da han bevægede sig over mod hende og først da han sank ned foran hende, slap hun en udånding, som hun ikke vidste, at hun havde holdt.

Hun lukkede øjnene, da først hans pande var mod hendes og sank. Formåede at få pulsen bare en anelse ned. Spørgsmålet bar en vægt i sig selv, men Valerie var ikke chokeret over det. Archie var, trods alt, det eneste menneske, som hun selv frivilligt ville låne sin stav til.

"Jeg kan forsøge," svarede hun, stemmen knapt hørlig. "Ellers må du hjælpe mig med at forbinde den."

[Archie McCormack]

Ingen anden end Archie havde nogensinde rørt hans stav, men han tøvede ikke for alvor, selvom det var en underlig følelse at lade det mørke træ glide ind i fremmede fingre. Han nikkede en enkelt gang.

"Prøv en simpel besværgelse først," anbefalede han hende blidt og kastede et enkelt blik over rummet. Han ville helst ikke være der længere end højest nødvendigt.

[Valerie McCormack]

Det var ikke et øjeblik, som Valerie tog let på og hun tog imod staven med en nænsomhed, som var den et spædbarn. Det var som at holde en del af Archie i sine hænder og hendes blik søgte hans, kort, før hun lukkede fingrene en anelse tættere sammen. Den føltes fremmed i hendes fingre og hun brugte et øjeblik mere på at forsøge at vænne sig til fornemmelsen. Det var risikabelt at udføre helbredelsesmagi med en fremmed stav, og i sidste ende lyttede hun til sin fornuft og lod være med at forsøge at reparere skaden.

Hun koncentrerede sig og sagde endelig en lavmælt besværgelse, som til alt held, rent faktisk virkede. En lang strimmel af rent, hvid stof manifesterede sig og hun løftede sit ben. Hun bed tænderne sammen, som hun med bløde bevægelser af staven, fik forbindingen til at lægge sig stramt om det allerede hævede led, men hun sank ubehaget og snart føltes det en anelse bedre.

"Tak," sagde hun ømt og tøvede ikke med at række staven tilbage til ham. "Jeg tror, at jeg kan stå nu."

[Archie McCormack]

Archie havde i forvejen en tendens til at se på Valerie, som bar hun hans hjerte i sine hænder, men det føltes mere end nogensinde sådan nu, mens hun arbejdede med hans stav. Han sad et sekund med tilbageholdt åndedræt og fulgte hver bevægelse, før han i stedet tvang sig fri og i stedet gav sig til at undersøge, hvad han kunne se af rummet, fra hvor de sad.

Han tog staven igen med et lille nik og tøvede ikke med at knæle ved hendes side, så han kunne støtte hende. "Kom," bød han hende blødt, før han fik stablet hende på benene. Han tog en indånding og kastede et analyserende blik omkring dem.

"Det er primært runemagi, vi har fundet indtil videre," fortalte han hende lavmælt. "Ikke så mange bevægelsesudløste fælder, så hvis bare du holder dig tæt til mig, mens vi går, okay?"

[Valerie McCormack]

Valerie var mere end nogensinde før bevidst om sine egne svagheder og der var ikke en eneste protest i hende, som Archie hjalp hende på benene. Det var ikke rart at støtte på foden, men der var ikke andet for end at udholde smerten. Heldigvis hjalp adrenalinen lidt.

"Okay," bekræftede hun, uden protester og stolede fuldt og fast på ham. Det var uanset det eneste hun kunne gøre, selv hvis hun havde haft sin stav og ikke var såret. Hun tog en indånding og prøvede at bevare roen. Klarede det nogenlunde, måske fordi hun var vant til intense situationer fra sit eget arbejde. Det her var dog noget helt andet og meget mere angstprovokerende. Hun tvang sin stemme rolig, da hun talte igen.

"Hvad skal jeg gøre, hvis der sker noget?"

[Archie McCormack]

Archie havde flere gange siddet i den frustrerende situation, hvor han ikke anede, hvad han skulle svare hende, men denne gang var det tusind gange værre. For spørgsmålet konfronterede ham med hans egen utilstrækkelighed. Muligheden for, at han ville komme til skade og ikke kunne hjælpe hende.

"Så tager du min stav og finder et sikkert sted og så forbliver du dér, indtil de finder dig," svarede han alvorligt og tog en indånding. "Jeg bliver nødt til at sende besked."

Men patronusbesværgelsen havde aldrig været hans speciale, snarere tværtimod. Og lige nu virkede tankerne lige så tunge som mørket omkring dem og alle andre blev brudt op af frygten for at miste hende.

[Valerie McCormack]

Valerie anede ærligt talt ikke, hvad der kvalificerede et sikkert sted eller hvordan nogen skulle finde dem hernede, men hun nikkede alligevel og prøvede at lade være med at tænke alt for meget på et scenarie, hvor det ville blive aktuelt. Hendes hjerte hamrede og hun rynkede lidt på brynene over hans tilføjelse, men var stadig mere optaget af det første lige nu. Selvom en besked utvivlsomt var en god idé.

"Jeg mente mere, hvis jeg kommer til at træde på noget forkert eller røre ved noget," konstaterede hun lavmælt. "Du ved, hvad du laver hernede, men jeg kan være til fare for dig..."

[Archie McCormack]

De tofarvede øjne fandt hendes, så godt han kunne, og for et øjeblik tillod Archie sig at skubbe tanker om at finde sikkert ud bare lidt på afstand, mens han tog sig af hendes bekymring.

"Bare se dig for, når du går og hold dig så tæt ind til mig som muligt," svarede han. "Hvis ikke jeg tager fejl, er der kun et kammer mellem os og de kamre, vi allerede har sikret." Det kunne normalt tage ugevis at få dem sikret og afsøgt, men det var heller ikke nødvendigt. De skulle bare igennem.

"Vi tager det så roligt, vi kan, men vi kan heller ikke blive stående et sted for længe."

[Valerie McCormack]

I dét øjeblik var Archie vitterligt det eneste, der føltes sikkert og som hun havde at læne sig op ad rent mentalt, så hun tog hvert eneste af hans ord til sig og nikkede, alvorlig. Hun tvang fingrene, der havde strammet sig en god del ind mod ham, til at løsne sig lidt og hun tog en enkelt, beroligende indånding. Så nikkede hun igen. Det ville i hvert fald ikke hjælpe noget at gå i panik.

"Hvordan sender du besked?" spurgte hun, uden intention om at fylde resten af fremgangen med snak. Det virkede dog essentielt. Og hun kunne godt bruge beroligelsen.

[Archie McCormack]

Archie var allerede på vej videre, da Valerie stillede dét spørgsmål, der blev ved at køre i cirkler i hans tanker. Denne gang stod han ikke uden svar, selvom det prikkede til følelsen af utilstrækkelighed, der var evigt lurende.

"En patronus," mumlede han og kunne ikke holde den bitre undertone fra ordet. "Jeg skal bare lige... klare tankerne." Han klarede i hvert fald halsen.

[Valerie McCormack]

Forståelsen gryede og halsen snørede sig lidt sammen. "Åh," sagde hun med forståelse i stemmen og sank. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun ikke selv ville kunne fremmane en lige i det øjeblik.

"Jeg forstår," sagde hun lavmælt og mente det i sympati og ikke medlidenhed, som hun tavst fortsatte med frem. Undlod at spørge mere til det.

[Archie McCormack]

Archie vidste godt, at de arbejdede mod tiden og blev nødt til at få sendt en patronus afsted, før det var for sent. Men for nu holdt han Valerie ind til sig og gik gennem mørket og tavsheden med hende. Den lysende kugle nær loftet fulgte dem. De var næsten nået endevæggen, da han stoppede og spidsede ører til lyden af en sagte brummen, der kun syntes at komme tættere på.

"Kan du holde dig selv uden at røre noget?" spurgte han, men nåede ikke at vænte på svar, før han fik øje på det. Hundredevis af ansigter i sten, skåret ud i væggen. Deres munde gled op og øjeblikket efter skød en mørk, tykflydende væske ud derfra. Fyldte rummet hastigt.

Han slap hende og var ikke sen til at gribe staven, selvom han ikke længere havde tænkt sig at slippe hende. Tværtimod strammede han grebet og satte farten op.

[Valerie McCormack]

Valerie nåede ikke engang at svare, før hun også fik øje på det og ved synet spærrede hendes øjne sig op. Frygt fik hendes indre til at vride sig og hun fulgte ham, mens adrenalinen midlertidigt fik hende til at glemme smerten i foden. Væsken kom tættere på og hun kunne ikke lade være med at se efter det. Om øjeblikke ville det nå dem.

"Archie, hvad er det?" kunne hun ikke lade være med at spørge, lettere panisk.

[Archie McCormack]

Archie kunne ikke ryste den ubehagelige følelse af, at han vidste præcis, hvad det var. Men han havde ikke tænkt sig at svare på spørgsmålet, selvom han kunne se den dybrøde farve, så snart det kom tæt nok på dem og lyset.

Hastigt trak han hende med sig, så hurtigt hendes fod kunne bære hende, men han så sig snart nødsaget til at slippe hende. Staven blev svunget i to cirkler, ikke ulig at svinge en lasso, og den tykflydende væske søgte rundt om dem, som var der dukket en usynlig barriere op mellem dem. Men han vidste, de blev nødt til at træde ud i det.

Så han tog en indånding og søgte ud af den beskyttende cirkel. Det var varmt og klistrer under hans sko, men han havde ikke til til at fokusere på det nu. Kun at væsken virkede uskadelig, i hvert fald for nu. Han tyggede lidt sammen med ophævede den beskyttende besværgelse for i stedet at holde hovedet klart og staven forberedt.

Væsken nåede efter hånden deres ankler og gjorde det sværere at gå.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ingen anelse om, hvad der foregik. Heldigvis var Archie mere fattet og i et par øjeblikke følte hun sig mere sikker i den beskyttende cirkel - før han forlod den igen.

Uden tøven fulgte hun med, selvom hun havde indset, hvad væsken mindede hende om og hun prøvede at abstrahere fra det, men som det blev sværere og sværere at flytte benene, endte hun med at snuble på den dårlige fod.