Tusmørke [S]

[Archie McCormack]

Archie var ikke forsigtig. Han havde kun ét mål for øje og det var igen at kunne skovle Valerie ind til sig, om det så skulle koste ham livet. Kollisionen var uventet og han nåede kun lige akkurat at gribe hende, så de sammen kunne fastholde balancen.

"Val?" Han greb om hendes hoved, mens den anden hånd snoede sig om hendes liv og om på hendes lænd. Ordene sad fast i halsen, så han knugede hende i stedet til sig.

[Valerie McCormack]

En dybt lettet lyd undslap Valerie, da først hun var helt indfanget af Archies arme. Hendes egne arme søgte om ham, men da han strammede grebet, slap hun alligevel et udbrud af smerte, som han trykkede hendes ribben yderligere. Hun gispede lavmælt, men knugede alligevel fingrene om hans skuldre.

"Jeg tror, at det var en udgang," sagde hun hastigt, lettere stakåndet af smerten. Adrenalinen dæmpede den en anelse. "Jeg faldt gennem gulvet lige foran skakten. Det må være lige over os."

[Archie McCormack]

Archie havde lyst til at holde hende tæt og aldrig slippe, men han gjorde det øjeblikkeligt ved hendes udbrud. En fold af bekymring havde sneget sig ind mellem hans bryn, men han kunne godt gætte sig til, hvad der var sket og spurgte ikke.

"Hold dig til mig," bad han, måske lidt overflødigt, rettede staven opad og trodsede ethvert instinkt, han havde som forbandelsesbryder, da han gav pokker i det hele og sprang gulvet i tusind stykker. Enorme sten faldt ned mod dem, men hans ansigt fortrak sig knapt, da han gjorde et skarpt sving med staven, der i stedet fik dem væltet til side med en øredøvende kraft.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke forventet det næste og gispede, da gulvet eksploderede over dem. Hun var fuldkommen chokeret over, at han gjorde det ved et gammelt gravkammer, men det veg en anelse, som hun alligevel ikke kunne lade være med at være temmelig imponeret over ham. Ikke at det på nogen måde var tidspunktet til dén slags følelser.

Fingrene lukkede sig lidt tættere om hans skuldre, som stenene røg ned omkring dem og hun indså, at hun havde holdt vejret. Langsomt løsnede hun grebet lidt, men lod alligevel hænderne blive mod hans bryst. Der kom lys ned i kammeret nu og hun så lettere overvældet på ham, som han stod der, smurt helt ind i blod.

[Archie McCormack]

Forbandelser, fælder, gravkamre. Det kunne alt sammen være ligemeget, hvis ikke han kunne holde Valerie sikker og Archie var ikke et sekund i tvivl om, at han havde handlet rigtigt, når alternativet var at famle rundt i mørket.

Han var i hvert fald færdig med at tage chancer eller bekymre sig om andet end hendes sikkerhed og han fejede staven over gulvet et par gange, men så ikke umiddelbart nogle tegn på forbandelser. Blikket var målrettet, da de tofarvede øjne fandt hende igen.

"Kan du gå?"

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte hamrede, men hun fandt en underlig ro Archies handlekraft. Hun var ikke i tvivl om, at han vidste præcis, hvad han foretog sig og personligt var hun ikke sikker på, at hun kunne klare mange overraskelser endnu. I hvert fald ikke fysisk, medtaget som hun var.

"Ja," sagde hun dog, stædig nok, uden at være klar over, at hun havde stirret lidt på ham. Hun tog en indånding. "Fortæl mig, hvad jeg skal gøre."

[Archie McCormack]

Archie havde ikke nødvendigvis et behov for at være Valeries redningsmand i alle situationer. Han vidste som oftest, hvornår hun klarede sig bedst selv og trådte gerne til side for hendes dømmekraft. Men nu var det på hans hjemmebane og han kunne da ikke benægte, at måden, hans hjerte hamrede, ikke kun var dårlig, da han lagde armen om hende og støttede hende.

"Vi skal have dig op," svarede han og overvejede et øjeblik, før han rettede staven mod et af de store stenstykker. Ansigtet fortrak sig og han måtte slippe hende for at have den anden hånd til yderligere at rette magien. Det hævede sig tungt et sted i mørket og hans pande var lagt i folder, da han førte den hen til dem.

Det larmede tungt, da det landede på gulvet foran dem. "Kan du komme op på det?"

[Valerie McCormack]

Valerie så til med store øjne, som han flyttede en af stenene. Hun sank og havde ikke meget lyst til at kravle op på den, men hun havde ikke tænkt sig at begyndte at protestere nu. Noget måtte hun dog spørge om, før hun gik nærmere stenen.

"Ja, men..." Brynene trak sig sammen og hun så på ham. "Hvad med dig?"

[Archie McCormack]

Archie tøvede og kastede et blik på stenen. Det var tvivlsomt, om den ville holde til to og risikoen var ikke én, han var villig til at tage. Ikke, når han havde været tæt på at miste hende allerede. Han smilede mildt til hende.

"Jeg finder en anden vej," konstaterede han roligt og lod en hånd følge hendes overarm ned til albuen i et ømt kærtegn.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig ikke beroliget af hans smil, som stod i kontrast til hans ellers blodindsmurte tilstand. Blikket flakkede mellem hans øjne og dilemmaet var tydeligt i hendes blik.

"Jeg har ikke lyst til at forlade dig," sagde hun, frygten tydelig i stemmen, men samtidig vidste hun også, hvad hun havde lovet ham. At hun ville sætte sin egen sikkerhed først.

"Archie..."

[Archie McCormack]

Archie havde lyst til at sige hvad end det krævede, for at få hende op på stenstykket. Men i sidste ende vidste de begge, hvad hun havde lovet ham og han undlod at lyve for hende eller komme med garantier, han ikke med sikkerhed kunne indfri.

"Val," mumlede han i stedet og strøg en lok, der var stivnet af blod, væk fra hendes klistrede skulder. "Jeg gør, hvad end jeg kan for at få os begge sikkert herfra. Okay?"

[Valerie McCormack]

Val bed ned i sin underlæbe og blikket på ham var ikke uden smerte, men hun vidste også, at han kunne klare sig langt bedre uden hende der og det var det, der til sidst fik hende til at nikke.

I stedet for at gå til stenen, trådte hun dog frem og kyssede ham, en anelse hårdt. "Vi ses deroppe," mumlede hun, mest for at overbevise sig selv og tvang sig så væk.

Både fod og ribben skreg, da hun snart efter klatrede op på stenen og holdt fast.

[Archie McCormack]

Archie smeltede lidt mod Valeries læber og selvom han ikke burde, snoede han en arm om hendes liv for at holde hende tæt, men forsigtig om hendes ribben. Det var næsten umuligt at slippe hende efter, men han lod armen falde og nikkede.

Det krævede det meste af kroppen denne gang at få sendt stenen med hende opad, men midt i anstrengelserne slog det ham alligevel og mens hånden fastholdt stenen, trak han staven i piskende cirkler. Båndene skød ud af og foldede sig om stenen igen og igen. Sveden brød frem over hans hud, men han tillod ikke sin udmattelse plads i sine tanker, da han med en anstrengt lyd skubbede stenen opad.

[Valerie McCormack]

Det var ikke en fornøjelse. Valerie kæmpede for at holde sig fast og brød sig meget lidt om højder, foruden at hun var vanvittigt bekymret for Archie, efterladt nede i dybet.

Hun gispede, da reb manifesterede sig, men greb snart fat i dem og holdt sig selv bedre fast. Hjertet hamrede i frygt, men langsomt kom hun tættere på sollyset. En åbning.

Faldet under hende var efterhånden langt og hun kunne netop se kanten, da stenen lod til at vibrere en anelse. Hjertet sad i halsen og hun var rædselsslagen, da hun langsomt gav slip med den ene hånd.

Fingrene kunne lige nå kanten af åbningen, men hun ville være nødt til at stå, for at kunne nå den helt. Og med stenen, der virkede mere og mere usikker, kunne det lige så vel betyde et fald. Men hvis Archies kræfter slap op, ville hun potentielt blive knust og derfor var der intet andet valg.

På skælvende ben stod hun og var lige ved at falde, men fik i sidste øjeblik grebet fat med begge hænder. Og hun slap et lille skrig af smerte, da det rev i hendes ribben, men på en eller anden måde fik hun alligevel trukket sig op, kæmpende og svedende, før hun pludselig havde sand under sig. Smerten var så intens, at alt kortvarigt blev sort, men hun var oppe.

[Archie McCormack]

Stenen var vanvittigt tung og Archie kunne mærke sine arme ryste, men han nægtede at lade hende falde. Ikke, når de var kommet så langt. Hans hjerte røg op i halsen ved hendes skrig, men hun stod stadig. Og så var hun væk. Han slap endnu en anstrengt lyd og stødte stenen mod loftet, tvang staven omkring den, indtil den havde sat sig nogenlunde fast.

Udmattet sank han i knæ og gispede lidt efter vejret. Sved blandede sig med blod og trak linjer ned over hans tindinger, men han ventede ikke længere, før han gik i gang med at lave en rebstige ud fra de bånd, der allerede hang, selvom energien allerede nu var svindende.

Han nåeede næsten helt op, før han hørte det. Lyden af båndene, der gav sig. Instinktivt satte han farten op, men han nåede ikke længere end til lige akkurat at gribe gennem sand, før de gav efter under ham og han var i frit fald. Staven var tilbage i ærmet og han nåede lige akkurat at trække den, før han kolliderede med en af kanterne på det første gulv.

Smerten slog luften ud af ham og efterlod hele højre side lammet af chokket efter kollisionen. Men han nåede lige akkurat at pege staven mod sandet, hvor Valerie var forsvundet og bruge sine sidste kræfter.

"Ascendio." Kroppen skød opad, indtil han kom halvvejs, gispende gennem sandet.