Tusmørke [S]

[Valerie McCormack]

Valeries bevidsthed kom tilbage og hun skubbede sig op, selvom hele hendes krop skreg. Hun trak sig tilbage hen mod kanten, men kunne intet se i mørket.

Hun hørte kun en knagen, noget der knækkede hun gispede, da noget lød til at falde. Hjertet hamrede og hun stirrede, rædselsslagen, ned mod mørket, før hun pludselig hørte noget, der lød som Archies stemme.

Og sekunder efter skød han pludselig gennem sandet. Før han kunne nå at glide tilbage, reagerede Valerie instinktivt og lukkede hænder om ham, trak med alt hvad hun havde, indtil de på en eller anden måde begge var ude af fare for at falde ned igen. Håbede hun.

I hvert fald var det helt udmattet og lettere hulkende af både frygt og lettelse, at hun sank sammen over Archies brystkasse og først da med hænderne gav sig til at søge efter om han var uskadt. Hun kunne ikke helt hindre tårerne i at lave striber i blodet og kunne heller ikke se noget for dem.

[Archie McCormack]

Kroppen rystede i lige dele udmattelse og chokket, der stadig ikke havde lagt sig, men Archie formåede at klamre sig til Valerie og med hende i bevidstheden få kæmpet sig det sidste stykke ud.

Han kollapsede, så snart fødderne var ude og han tog nogle anstrengte indåndinger, før han kunne åbne øjnene igen. Hele hans højre side føltes tung, knust. Han lagde hovedet mod hendes lår og slap en lavmælt lyd af smerte.

"Vi bliver mødt til at transferere," mumlede han, selvom han kendte risikoen i sin nuværende tilstand.

[Valerie McCormack]

Valerie var ved at gå helt i spåner, men selv gennem det, formåede hun at få en fornemmelse af hans tilstand. Og det var ikke godt. Hun holdt vejret, som hun forsøgte at standse sin hulken og formåede det nogenlunde.

Det var alt for farligt, men modsat ville ingen af dem klare dem, hvis kammerloftet gav efter. Så hun snøftede ind, nikkede og tog godt fat i ham, uden at røre den side af ham, der føltes foruroligende blød.

"Kan du eller skal jeg?" fik hun spurgt, fattet, gennem tårerne. For nu.

[Archie McCormack]

Archie ville gerne trøste hende med opmuntrende ord eller blide berøringer, men det var hverken tiden eller stedet til det og desuden var han ret sikker på, at han ikke kunne løfte andet end sin tryllestavsarm.

Han tog en anstrengt indånding gennem tænderne, før han løftede venstre hånd mod hende og igen tilbød hende sin stav.

[Valerie McCormack]

Valerie samlede sig og tog staven. Hendes blik ned på Archie var fyldt med en million følelser, men nu var ikke tiden til at sætte ord på dem. Ikke mens sandet føltes skrøbeligt.

Så hun tog staven, holdt hårdt fast i ham og transfererede dem begge. De landede lige i udkanten af lejren, hvor barrikaderne gik til og allerede med det samme, lød det ophidsede råb.

Valeries blik sortnede og hun var lige ved at falde helt sammen over Archie, men fik støttet sig med den ene arm, selvom det glohede sand skoldede hendes håndflade.

[Archie McCormack]

Archie så ikke følelserne i hans blik. Faktisk var det ikke meget, han så for sit svømmende blik, der knapt kunne fastholde fokus på Valerie. Han gispede efter vejret for første gang, siden sin anden transferens, da de dukkede op nær lejren.

"Val," sev det fram ham, men han nåede aldrig at sige mere, før han gled ud af bevidsthed.

[Valerie McCormack]

De andre beboere i lejren dukkede op og snart var der fremtryllet bårer, som tog dem begge mod lejren. I kammeret havde Archie givet alt for at redde dem, men nu var de tilbage på Valeries territorie og selvom hendes egen krop smertede, så var hun allerede i gang med at komme med instrukser.

Snart havde hun sin egen stav og blev hjulpet op at stå. Den ene hånd klamrede sig lidt til kanten af den feltseng, som Archie var blevet placeret på, men hun tog en indånding, løftede begge sine rystende hænder og gav sig til at messe besværgelser over ham.

[Archie McCormack]

Hvis Archie havde været ved bevidsthed, havde han muligvis givet alle i lejren en opsang over at lade Valerie arbejde i sin nuværende tilstand, men han gled lidt ind og ud af bevidsthed til den sagte lyd af hendes stemme. Den blev hans pejlemærke og anker, mens han langsomt kom tilbage.

Øjenlågene gav en sitrende kamp, men til sidst fik han dem tvunget op. Synet fik ham til at spærre dem lidt mere op.

"Nej," åndede han hæst.

[Valerie McCormack]

De kunne have forsøgt alt, hvad de ville. Archies skader var voldsomme og hvis hun ikke gjorde noget, ville de kunne blive livstruende.

Så selvfølgelig gjorde hun noget. Fokuserede på det indre, fremfor muskler og knogler og da han langsomt kom til bevidsthed, vidste hun at det virkede.

"Stille," svarede hun blot og lod sig ikke stoppe. Ikke endnu. Ikke før hun var sikker på, at han også ville være der, efter hun vågnede igen.

[Archie McCormack]

Archie havde måske fået hende ud derfra, men det ville alt sammen være forgæves, hvis hun ikke passede på sig selv. Eller tænkte for meget på hans velbefindende til at være opmærksom på sit eget. Det kunne hun finde på, selv når hun ikke kendte sine patienter godt.

“Du lovede,” mumlede han og kæmpede lidt med at fastholde bevidstheden.

[Valerie McCormack]

Valerie var mest af alt temmelig mørbanket og mere end almindeligt udmattet, men ellers ikke i nogen overhængende livsfare. Ikke som ham og hun havde en grum fornemmelse af, at den dumpe lyd hun havde hørt efter hun kom til overfladen, var Archies krop der havde ramt noget. Hårdt.

Så naturligvis var hun nødt til at gøre noget, også selvom hænderne rystede lidt af udmattelse og smerte. Og hun gjorde det så hurtigt som hun kunne, velvidende, hvad han ville sige. Da ordene kom, holdt hun vejret og mumlede en besværgelse mere, uden at se på ham.

"Det ved jeg," sagde hun lavmælt, stemmen en anelse hæs. Alligevel fulgte hun op med en besværgelse mere, før teltflappen, til hendes lettelse, gik og en lærling kom ind med den taske, som hun lyksagligvis havde fået fyldt godt op med remedier siden sidste episode. Hun instruerede ham med et befalende tonefald, som næsten skjulte udmattelsen og snart stod hun med en lille flaske i hånden.

Hun lænede sig frem, strøg fingrene over Archies hår og sank en enkelt gang. "Drik det her," bad hun, ængsteligt. "Så skal jeg nok stoppe."

[Archie McCormack]

Archie vidste godt, at løftede sikkert allerede var i hendes tanker, men det betød ikke, at han ikke behøvede at minde hende om det. Eller tvinge hende til det, om nødvendigt. Lige nu kunne han dog ikke tvinge særlig meget igennem, som han gled ind og ud af bevidstheden, mens hun arbejdede.

“Mh?” Han prøvede at skubbe sig lidt op, men kollapsede med en punkteret lyd.

[Valerie McCormack]

Valerie var mere bekymret, end hun viste. Hans svigtende bevidsthed var på nogle områder en fordel, men det var også foruroligende og hendes hjerte hamrede. Uden tøven, og uden at tage sig af den skarpe smerte i sit ribben, støttede hun hans skuldre og hjalp ham, så han kunne drikke, selvom hun var bange for om han ville miste bevidstheden igen over anstrengelsen.

Men eliksiren tog forhåbentlig smerten og fortsatte det arbejde, som hun allerede havde påbegyndt. Valerie selv måtte stå et øjeblik med panden mod hans, mens hun prøvede at fatte sig. Prøvede at trække vejret ordentligt ned i lungerne, der føltes blokeret af frygt. Men hun sank det, blinkede den følelsesmæssige reaktion væk og tog en rystende indånding, før hun nænsomt lod ham glide helt ned at ligge igen.

Det bævede kort ved underlæben, men hun tog en indåndig mere og fik drejet sig mod lærlingen, der stadig stod der. Med overraskende autoritativ stemme, blodindsmurt og komplet smadret, som hun var, fik hun udstukket ordrer om at holde nøje øje med Archie og vække hende, hvis der var det mindste. Og så, selvom alt i hende hadede at gøre det, trådte hun et skridt tilbage fra ham, slog den ene arm over sin mave og holdt sit løfte, som hun selv nærmest kollapsede ned at sidde.

[Archie McCormack]

Det fik hans ansigt til at fortrække sig i smerte, men Archie kom dog lidt op at sidde og tog imod væsken, som Valerie guidede ind over hans læber. Han drak lydigt og den stødvise vejrtrækning faldt lidt til ro, da han kom ned at ligge igen.

Hendes stemme lød langt væk, men han rakte alligevel frem med sin venstre arm og lagde den over størknet stof. Valerie. Han sagde ikke noget, havde ikke kræfterne til det. Men hånden blev liggende.

[Valerie McCormack]

Valeries hjerte sprang et lille slag over, da en hånd landede mod hendes lår og hun slap en skælvende udånding. Hun sagde dog intet, men lænede sig frem og trykkede et enkelt kys mod hans arm, tæt på albuebøjningen. Og så lod hun sig glide ned at ligge, uden at slippe hans hånd.

På et tidspunkt skulle hun tilse sine egne skader, men der var ingen energi tilbage og på trods af alle bekymringerne, gik hun ud som et lys. Og der gik lang, lang tid, før hun rørte på sig igen.