Lad os fejre, hvor seje vi er [S]

[Kala Patil-Fawley]

Fornødenhedsrummet var fyldt med højlydt snak, musik, drinks og grønne bannere. Over alt omkring hende fejrede elever fra alle kollegier pokalen, selvom der var lidt færre i rød og guld, men det var vel ganske forventeligt, trods de havde spillet godt. Lidt, for godt faktisk.

Det havde set sort ud, efter Felicity Runcorn og Milphio Borgin havde fået en lidt for velrettet basker i hendes retning og den ene arm havde givet efter med et tør, knasende lyd, da den ene knogle brækkede og den anden skubbet ud af led. Målene var strøget ind bag hende til den værste lyd i verden og lige som den havde markeret mål nummer tyve, hun havde ladet gå ind, blev lynet fanget af søgeren i grøn og sølv. Tribunerne eksploderede i sejrsbrøl og klagesang.

Kala fattede det stadig ikke. Det var ovre og pokalen var deres. Hun havde fået lov at holde den højt for sit hold og sine kollegianere, mens hun sad på sine holdkammeraters skuldre og kunne spotte både William Knight og Daniel Slughorn på tribunerne. Og hun havde aldrig været lykkeligere, selvom hun lige skulle en tur forbi hospitalsfløjen, før hun kunne deltage i festlighederne.

Adrenalinen havde allerede blandet sig godt med alkohol, da hun spottede et velkendt ansigt og gav Hufflepuffs anførers arm et lille klem, før hun søgte hen mod det. Ikke længe efter, kunne hun lægge en arm om Ailis C. Finnigan 's skuldre og give den ene et hjerteligt klem.

"Så, hvordan har du det?" spurgte hun med et bredt smil, der ikke rigtigt ville gå væk.

[Ailis C. Finnigan]

Det var Ailis' første år på holdet og nu stod de med pokalen. Det var fuldstændigt vanvittigt og hun var ved at sprænges af stolthed, da anførerens arm lagde sig omkring hende.

Ekstatisk og med et bredt smil på læberne, plantede hun et ikke-helt-ædru kys mod Kalas kind og snoede armen om den anden pige.

"Helt usammenligneligt godt," svarede hun og blottede tænderne. "Rimeligt resultatet for første år på holdet, tænker jeg."

[Kala Patil-Fawley]

Pludselig var der bløde læber mod hendes varme kind og Kala smilede om muligt endnu bredere. Det havde virkelig været godt år. Væsentligt bedre end hendes første to år på holdet og især bedre end hendes første år som anfører.

"Ja, det er noget af et talent, du har gået og holdt skjult for os," bemærkede hun muntert og lod armen falde ned til hendes liv for at nive hende blødt der.

[Ailis C. Finnigan]

Det føltes meget naturligt at stå sammenslynget med Kala på den måde og Ailis kunne ikke lade være med at blotte tænderne i et djævelsk smil, som hun så på sin anfører.

"Du ved, de plejer at sige, at det bedste kommer til sidst."

[Kala Patil-Fawley]

Latteren lå tæt på og trillede endnu engang ud over Kalas tunge. Instinktivt trak hun angriberen lidt tættere ind til sin side uden at tænke så meget som en ekstra gang over det.

"Nogen har høje tanker om sig selv, hm?" bemærkede hun og slækkede grebet lidt igen, udelukkende for at kunne blinke til hende over en tår.

[Ailis C. Finnigan]

Der var noget afslappende over nærkontakten og Ailis smil blev ikke mindre uskyldigt af Kalas ord. Tværtimod.

"Jeg skulle mene, at det er berettiget lige nu," svarede hun drillende og tog en tår af sit eget glas. "Jeg mener, vi skal vist fejre, som vi aldrig har fejret før, ikke?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs muntert og uden skyggen af bebrejdelse. Der var heller ikke nogen, der skulle fortælle hende, at hun ikke skulle føle sig som kongen af Quidditch lige nu.

"Uanset hvor gyldig en fejringsgrund det har været før, er det intet sammenlignet med nu," erklærede hun. "Jeg håber, at du er klar på en festlig aften."

[Ailis C. Finnigan]

Ailis fnøs lidt over ordene, påtaget fornærmet. Hendes blik spillede da også lidt, som hun trådte tilbage og gestikulerede ned af sig selv, før armene endte i luften, bøjet ved albuerne. Præsenterende.

"Ligner jeg måske ikke en, der er klar til at feste?" spurgte hun med et udfordrende smil.

I hvert fald legede den smargdgrønne velourkjole med grænserne til det passende og fremstod meget kollegiepatriotisk med sølvglimmer på kinderne. Håret var for en gangs skyld snoet op i en rodet knold, ansigtet indrammet af et par løse lokker.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde selvfølgelig allerede kastet mere end ét blik ned over angriberen, men nu hun slog ud med armene, blev det mere dvælende. Inspicerende, næsten. Som om der rent faktisk var tvivl om, hvorvidt Ailis havde bragt sit A-game.

"Du ligner én, der er klar til at danse," bemærkede Kala med et glimt i øjet.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis' posering blev brudt af et muntert fnys og hun lod armene falde, som blikket gled vurderende over anføren. Hun bed sig overvejende i kinden.

"Hm," blev det indledende svar, før hun tømte glasset og så på Kala med et smørret smil. "Nu er jeg."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde åbenbart en tendens til at omgive sig med mennesker, der helst undgik at danse, men hun var samtidig også tilpas beruset af alkohol og adrenalin til at tage hensyn til det. Hun tømte sit eget glas og satte både sit og Ailis' over på et bord.

"Jeg skal jo tjekke, om min arm er helt velfungerende igen," bemærkede hun og greb hendes hånd, så snart den var fri for glas.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde ikke for alvor noget imod at danse, selvom hun huskede sidst de havde danset sammen. Det lod hun dog være med at tænke for meget over nu. Hun lignede da heller ikke ligefrem en, der behøvede at få vredet armen rundt. Tværtimod blottede hun tænderne og lod sig trække med.

Smilet var der endnu, da de nåede det område, hvor der allerede var flere andre i gang med at danse og med humøret så højt, var det lige nu ikke den mindste smule svært at lade sig rive med af bevægelser.

[Kala Patil-Fawley]

Kala elskede at danse og lige nu kunne det næsten ikke være meget bedre. Hun fik svunget Ailis ud blandt deres medstuderende og brugte ikke mange sekunder på at falde i ét med musikken, der helt klart lagde op til fejring af sejren.

Blikket slap kun Ailis kortvarigt, da hun ved et uheld blev puffet tættere på af én bag hende. Men hun gjorde intet for at gøre afstanden større igen og tænderne var synlige i et smil, da hendes fingre strejfede angriberens arm.

[Ailis C. Finnigan]

Ailis havde også meget lidt imod, at Kala kom tættere på. Hun kunne belejligt heller ikke selv rykke sig længere bagud, eftersom hun selv havde en dansende elev lige bag sig. Hun blottede blot tænderne i et smil, som hendes ene hånd af sig selv fandt Kalas hofte og gjorde det nemmere at sno sig synkront med veninden til musikken. Og den anden hånd fulgte også snart trop.

Måske burde hun lade være, men hun tænkte ærligt talt ikke over det.

[Kala Patil-Fawley]

Med to mørkhårede, ganske berusede og meget flirtende slanger på dansegulvet, kunne det vel næsten ikke gå på anden måde. Kala kæmpede i hvert fald ikke imod det, men så tværtimod på Ailis med det blik, der normalt var forbeholdt fyre. Og angriberen, åbenbart.

Fornemmelsen af en hånd mod sin hofte fik hende til at søge tættere og hun tænkte knapt over det, da hendes hånd søgte over Ailis' hofte, om mod hendes ryg og lidt op på lænden.