Knæk og bræk

[Samuel Willoughby]

Invitationen havde været formel og ikke ligefrem underskrevet af Emilia Yaxley . Sam havde dog aldrig fået sådan én ind af døren før og tilfældet virkede... ikke så tilfældigt. Desuden anede han ikke at de andre fra holdet havde fået invitationen. Ingen af dem havde i hvert fald fulgt op på den, da han dukkede op i teatret - sandsynligvis fordi de havde en vigtig prøvekamp dagen efter - og derfor forblev han overbevist om at hun ville have ham her.

Han havde taget sin nabo, og kammerat, med. Den selvsamme gut som han havde været ude med sidste gang han stødte ind i Emilia Yaxley, og forestillingen var... Faktisk rimelig mageløs. Sam skulle måske lige vænne sig til farcen, før han blev trukket ind af den. Og da tæppet gik ned, var han efterladt alene.

"Vi kan komme backstage," Havde han mindet kammeraten om, men vedkommende udtrykte ikke ligefrem voldsom begejstring. Det var derfor Sam, sammen med et par andre magikere der syntes genkendelige uden at han kunne placere hvorfor (trods de alle havde samme invitation i lommen), gik bag scenen for at møde skuespillerne.
 

[Emilia Yaxley]

Skuespillerne var ikke blevet informeret om besøget backstage før en halv time inden tæppe. Men det var normale kår og Emilia pjattede blot med dem som de plejede, inden de gik på. Det hjalp på nerverne, især nu hun var kommet i én af de mere fremtrædende roller.

Hun var intetanende om, at Sam var et sted ude blandt tilskuerne - eller blandt de, der skulle bag scenen til dem. Hun gjorde blot sit for at gøre det en medrivende forestilling og havde kun lige trukket den mørke paryk af, da de fik selskab.

Blikket faldt straks til den høje basker, men hun trådte ikke frem mod ham. I stedet blev hun stående ved sit bord og gav sig til at fjerne sminken med en fugtig klud.

[Samuel Willoughby]

Sam betragtede en troldmand ved sin side, da de blev bedt om at vente et øjeblik. Han var pænt sikker på at han havde set ham i en artikel et sted... i et magisk rockblad. Heksen til hans venstre så også bekendt ud, og han mente at hun havde deltaget til en af de fuldblodsfester han blev trukket med til. Og så bemærkede han en journalist. Dem behøvede man ikke navnet eller ansigtet på for at genkende.

Smilet om hans læber sank netop efter han havde spottet Emilia og, sekundet efter, mærkede blitzen fra journalistens fladhattede kameramand. Der her var ren reklame for teatret... Og derfor skulle han tilbringe de næste fem minutter med latterlig smalltalk og interviews om forestillingen og hans åbenbare interesse i bevarelsen af scenografisk kultur. Hvilket føltes som om at vandre direkte ind i det forkerte eksamenslokale.

Ved første ledige og kamerafrie øjeblik, trådte han hen mod Emilia. "Godt klaret derude," Han forsøgte at redde sin egen røv. Hvordan anede han ikke.

[Emilia Yaxley]

Emilia burde sikkert havde forventet, at Sam kunne være én af de inviterede, men det havde hun ikke og hun vidste næsten ikke hvilket ben, hun skulle stå på, da han trådte hen til hende. Hun tog en indånding og lagde kluden fra sig, før hun vendte sig om mod ham med en let trækning ved den ene mundvig.

"Tak," svarede hun og lod blikket glide op over ham, til det nåede de grønne øjne. "Så kom du hertil." Hun anede ikke, hvad der betød. Eller hvad han troede, det betød. Eller hvorfor han overhovedet stod over for hende. Men det kom ikke på tale at hun spurgte ham.

[Samuel Willoughby]

Så kom du hertil. Sam overvejede om Emilia måske virkelig havde inviteret ham, trods hun ikke ligefrem havde været den første til at hilse på ham, da han kom backstage. Det hele var usikkert, så han forsøgte at spille kortene rigtigt. Selvom han vitterligt var en baskersk personlighed, hvilket ikke medførte nænsomhed.

"Ja," svarede han, opfulgt af et forsøg på en henkastet skuldertrækning.

"Nu hvor jeg blev inviteret, måtte jeg gribe chancen for at lave noget andet end... gå på druk." Intentionelt undlod han at spørge ind til om hun havde forslået ham på PR listen.

[Emilia Yaxley]

Selvom Emilia hverken smilede eller grinede var det et glimt af noget underholdt i hendes blik over hans svar. Hun nikkede en gang.

"Et værdigt foretagende," bemærkede hun med et flygtigt træk i mundvigen. "Nød du forestillingen? Eller var den kun bekræftelse på, hvorfor du ikke normalt tager på teater?"

[Samuel Willoughby]

Blikket gled over den lyshårede heks. Som brunette på scenen havde hun også fanget hans blik. Selv i øjeblikkene hvor hun ikke havde stået yderst på scenekanten. Han smilede til hende.

"Plottet var ret spændende må jeg indrømme," En hånd flugtede gennem håret. "Og jeg som troede at der kunne være overordentligt meget drama på banen."

[Emilia Yaxley]

Emilia gav sig til at binde den ene af fletningerne, hun havde haft under parykken, op og lyttede opmærksomt til ham imens. Mundvigen dirrede ved hans bemærkning, der smagte lidt af sejr.

"Tro det eller ej, vi kan faktisk også finde ud af drama her. I hvert fald nogenlunde," bemærkede hun og blinkede til ham, mens fletningen blev løsnet til krøller.

[Samuel Willoughby]

Grønne øjne bevægede sig mod fletningen under hendes fingre som hun løsnede den, og efterlod de kæreste krøller. Han bevægede dem dog snart mod hendes ansigt igen.

"Nogenlunde er en stor underdrivelse," bemærkede han. Det ene smilehul kom til syne. "Måske forstod jeg ikke det hele, men min opmærksomhed er ikke altid den nemmeste af fastholde. Så I klarede det storartet."

[Emilia Yaxley]

Så snart den ene fletning var løsnet, bevægede Emilia sig videre. Hun burde nok socialisere mere og charmere flere af gæsterne til at støtte teatret. Men hun blev stående foran Sam, grå øjne i grønne.

"Hvem ved, måske skriver de en dag et omklædningsrumsdrama, som du vil kunne relatere bedre til," bemærkede hun tørt, men ikke desto mindre spøgefuldt.

[Samuel Willoughby]

Efterhånden havde Emilias små, stikkende drillerier gravet sig tryggere under huden på ham. I hvert fald kunne han ikke undgå at trække på smilebåndet over dem, selvom den tørre sarkasme ikke var noget han havde mødt meget i amerika. 

"Du skulle bare vide hvor intelligente og poetiske samtaler der bliver ført derinde," Han gik med på joken og glemte lidt om de andre magikere, der konverserede med skuespillerne bag dem. "Hvem ved. Nu har jeg set hvad der er bag tæppet. Måske er du så heldig en dag at blive inviteret ind i omklædningsrummet."

[Emilia Yaxley]

Emilia slap et muntert fnys og fik løsnet de sidste af fletningens snoninger, før hun trak fingrene gennem håret og fik affiltret det. I hvert fald lidt, selvom hun nu så næsten vindblæst ud.

"Det ville jeg slet ikke kunne håndtere, hvis alle jeres holdkammerater bare er halvt så lækre som dig og Roxanne Weasley."

[Samuel Willoughby]

Sam var nu ret tilfreds med at journalisten havde travlt med noget andet, nu hvor han havde en pænt uanstændig samtale med en af skuespillerne. "Det kunne bare være en privat rundtur," Tilføjede han dæmpet, men med noget gavtyveagtigt spillende i blikket.

Han skævede over skulderen, da gruppen blev ført hen mod nogle baglokaler, guidet af en han nok antog var ansvarlig for teatret. "Tror du at de bemærker hvis jeg bare... skrider?" spurgte han.

[Emilia Yaxley]

Det var et meget bevidst valg, at Emilia havde vinklet sig væk fra både journalister og fotografer - bare for en sikkerheds skyld. Hun skulle i hvert fald ikke nyde noget af at være forsidestof på et eller andet sladderblad. Selvom det unægteligt ville forarge hendes mor.

"Skrider?" gentog hun som en opfordring til at uddybe. Det var ikke mere end et øjeblik siden, at Sam havde tilbudt hende en privat rundvisning og hun helt klart ikke havde forestillet sig den lidt mere end familiære stemning.

[Samuel Willoughby]

"Mhm. Med dig," Bemærkede Sam, hvis smil kun blev bredere. Han ønskede ingen fælles rundtur med fotografer, hvis Emilia kunne skænke ham en bag kulisserne. Blikket var sigende.

"Du viser mig hvad der gemmer sig bag dine kulisser - og jeg viser dig mine."