Knæk og bræk

[Emilia Yaxley]

Jobbet var vigtigt for Emilia, men så længe hun viste en af gæsterne rundt, kunne hun ikke se, hvorfor det skulle være et problem. Hun tøvede ikke mere end et par sekunder, mest på grund af formuleringens dobbelttydighed, før hun nikkede.

“Kom med,” opfordrede hun og gjorde et vip med hovedet. “Hurtige kostumeskift og sådan sker her.” Hun satte mod døren i den modsatte side af dén, gruppen var forsvundet ud ad.

[Samuel Willoughby]

Denne gang kiggede Samuel sig ikke over skulderen. I stedet fulgte han krølhårede Emilia over mod den anden side af området bag kulisserne. Han lyttede til beskrivelserne hun stak ham, men mere end én gang kom han til at zone ud. Ved enten at kigge på hendes bagdel, de nuttede, viltre krøller eller de kønne træk.

Han fulgte hende gennem døren, hun ledte ham mod. "Hvordan i alverden husker i alt det her?" spurgte han, da hun havde udpeget bare et par af de steder som man lige skulle trisse forbi før man kom ud eller ind ad scenen.

[Emilia Yaxley]

Teatret var stort og med en del omklædningsrum, depoter til kostumer og kulisser. Emilia viste ham en del og udpegede resten for ham. Da hun stoppede ved trappen grinede hun mildt af ham.

"Ved siden af replikkerne er det her vand," mindede hun ham om. "Her bliver tæppet styret. Og heroppe er gangene, hvorfra man kan tilgå lys og tæppe, hvis noget skulle have sat sig fast. Man kan se hele salen deroppefra. Vil du se?"

[Samuel Willoughby]

Dem der ikke var fanatiske om Quidditch, kunne se kampene som utrolig ens. Sam kunne ikke forestille sig at skulle det samme igennem hver aften, men samtidig var der noget interessant over stemningen der omgang teatret. Publikum havde nærmest været levende - og var langt mindre skrigende end sportsfans.

"Om jeg vil," Højder var lige hans ting og derfor fulgte Sam glædeligt med op til de rampeagtige gange der flugtede over teaterloftet. Der gik ikke længe før han stoppede op, med det bedste udkig mod publikumsrækkerne.

[Emilia Yaxley]

Ved deres tidligere møder havde Emilia været meget bevidst om, at hvert ord kun var der for at lede til noget andet. De havde været lige så meget opvarming som de hede kys og famlende berøringer. Men nu var det anderledes. De havde faktisk en samtale, lærte hinanden bedre at kendte. Og hun vidste ikke, om hun brød sig om det.

"Og tænkt sig, så er der nogle, der betaler flere galleoner for husets bedste siddepladser," bemærkede hun underholdt og så ud over teateret med et blik, der vel næsten kunne beskrives som kærligt.

[Samuel Willoughby]

På hjemme og udebanerne havde Sam nok en vanvittig god udsigt fra luften. Det var dog temmelig sjældent at man rigtig kunne nyde udsigten og publikums reaktioner på den måde. Scenelyset i teatret havde nok samme blændende effekt, men herfra... Han var betaget af teatrets udsmykninger. De mange publikumsrækker der før havde været spækket med fintklædte hekse og troldmænd.

Øjnene flyttede sig mod Emilia. Udtrykket i hendes øjne var næsten mere fængslende. Og det var bestemt ikke skuespil - bare ærligt. Han smilede og vendte blikket mod rækkerne igen.

"Der er sgu noget helt særligt over det, må jeg indrømme."

[Emilia Yaxley]

Der var en grund til, at Emilia ikke tog nogen bag scenen. Eller lod nogen lave hende morgenkaffe. Hun var ikke interesseret i, at nogen skulle se dét blik i hendes øjne eller dét udtryk på hendes ansigt. Ingen interesse i, at svagheden var blotlagt på den måde.

"Mh-hmm," istemte hun med et lille nik og fejede en krølle bag øret, før hun vendte sig om igen. I halvmørket kunne hun ikke vurdere farverne på hans tøj, men hun syntes alligevel at kunne se det grønne i hans øjne.

"Det var vist dét. Alt, der var bag kulisserne."

[Samuel Willoughby]

Sam rettede sig lidt op, da han havde stået og lænet lidt for at spotte rækkerne under sig. Snart vendte han sig dog mod Emilia, da hun rykkede på sig. Noget kildede dog mod tungen.

"Jeg antager ikke at du havde noget med invitationen at gøre," bemærkede han, nærmest konstaterende. Han burde måske bare undlade at berøre emnet, men han spillede måske aldrig helt sikkert.

[Emilia Yaxley]

Med trappen placeret bag Sam, fortrød Emilia lidt, at hun var gået forrest og derfor var afhængig af ham til at kunne komme ned igen. En følelse, der kun blev stærkere, da han talte. Hun lænede sig dog, tilsyneladende rolig, op af rækværket.

"Nej?"

[Samuel Willoughby]

Sam rykkede ikke på sig endnu. I stedet måtte han lige vende hendes svar i hovedet. "Okay," Lød det fra ham, mens læberne igen blødede op i et nedtonet, men bekymringsløst smil. Han burde ikke tage det tungt, og det var derfor det han valgte ikke at gøre.

"Tak for rundvisningen, uanset."

[Emilia Yaxley]

Der gik et øjeblik, før Emilia indså, at han havde misforstået hende, eller i hvert fald den opfordring, der havde ligget i hendes svar. Det var tilfældigvis stadig det rigtige svar, men hun havde ikke ønsket at forme en afvisning. Selvom hun normalt ikke holdt sig for god til det.

"Hvorfor antager du ikke, at det er mig, der har sendt invitationen?"

[Samuel Willoughby]

Samuel fugtede læberne i et sekund, før han trak på skuldrene og lod dem sænke igen. "Du virkede ikke som om du ligefrem havde forventet at se mig," bemærkede han sandfærdigt. Nok havde hun ikke tabt underkæben af forbavselse, men det havde ikke virket som om hun havde noget med det at gøre.

Han sendte hende endnu et smil, for at vise at han ikke var slukket af det her.

"Jeg kom ikke ligefrem kun for pressen."

[Emilia Yaxley]

Det var ikke helt skævt observeret af quidditchspilleren og Emilia så ingen grund til at modsige ham. For der havde på intet tidspunkt været tale om andet end et one night-stand, der var blevet til tre nætter i stedet. Intet mere.

Men hun kunne ikke lade være at se nysgerrigt på ham. “Hvorfor kom du så?”

[Samuel Willoughby]

Sam var ikke helt sikker på om det her var et spørgsmål han burde undvige eller ej. Han forsøgte at holde sig til sandheden - på en lænende måde - nu hvor han var uærlig om meget andet.

"For hvis du havde noget med det at gøre, ville det virke svinsk at sige nej," svarede han. "Desuden gjorde du mig nysgerrig på konceptet."

[Emilia Yaxley]

Nogle af hans handlinger fik Emilia til at frygte, om ham måske var interesseret i mere, end hun var, og svaret fik hende til at sænke skuldrene lidt.

“Det er også et fedt koncept,” konstaterede hun med et glimt i øjet og kastede et blik ned over ham for til sidst at fæstnes ved hans grønne øjne igen. “Men godt, vi kunne få udvidet en baskers horisont lidt til aften. Måske det endda er håb for jer sportsnørder.”