Knæk og bræk

[Samuel Willoughby]

Sam var interesseret i Emilia. Hvordan, vidste han ikke. Det kunne være en nysgerrighed i at undersøge om der var en dybere grund til deres møde, men samtidig gav hun ham også noget af udfordringen han savnede. Smilet blev den smule bredere ved hendes bemærkning.

"Ey, vi er ikke alle tykhovedet," Øjnene forblev rettet mod hendes. "Noget skal bare lokke os hertil, ved du nok." Blikket strøg ned af hende, mens smilet kun blev mere drenget.

[Emilia Yaxley]

"A-ha," lød det fra Emilia, der tydeligvis ikke var overbevist, men til gengæld var hun ganske tilfreds med hans blik over sig. Hun tog ugenert et skridt tættere på.

"Som en tur bag kulisserne?" Blikket spillede og smilet gav et klart indtryk af, at det ikke var en rundvisning, der var tale om.

[Samuel Willoughby]

Det var nemmere at skjule en personlig interesse ved at maske den bag noget fysisk. Sam var dog ikke bleg for at hage sig grundigt fast i den mindre uskyldige fortolkning. Derfor spillede hans blik nok ligeså meget som Emilias, før han selv trådte lidt tættere på, så hagen også automatisk måtte sænkes.

"Netop," bemærkede han dæmpet. "Bag scenen. Over scenen. På scenen."

[Emilia Yaxley]

Emilia lagde kun nakken lige akkurat så meget tilbage, som det var nødvendigt for at kunne bevare øjenkontakten med baskeren, da han trådte tættere på og nød suget, det gav i maven. Hun fugtede læberne, før de skiltes i et ulvesmil.

"Skal vi starte med over?"

[Samuel Willoughby]

Sam mærkede en brusen af spænding i kroppen, der efterhånden var temmelig normal omkring Emilia Yaxley. Uden en promille syntes den endda at kunne mærkes mere.

"Er der da mere at se her?" spurgte han ledende, før smilebåndet trak diskret på sig og gnisten i de grønne øjne blev stærkere.

[Emilia Yaxley]

"Du kan jo prøve at følge med," bemærkede Emilie med et legende glimt i øjet og tog et halvt skridt tættere på ham, så deres kroppe lige akkurat ikke var i kontakt, men hun snildt kunne mærke varmen fra ham.

Hun blinkede op til ham, før hun trak sig væk med et enkelt skridt bagud. Hun vendte sig snart den rigtige vej igen, primært for ikke at snuble, mens hun førte ham lidt væk fra trappeopgangen, så de ikke ville kunne spottes nedefra.

[Samuel Willoughby]

Baskeren havde været uendelig tæt på at bøje nakken mere, så han kunne fange Emilias mund med sin, men i det næste sekund var hun trådt tilbage fra ham igen. Satans. Han var dog ikke helt beklagelig, men nærmere nysgerrig på hvad heksen havde i sinde, da hun førte ham væk.

Mere end én gang gled blikket ned mod hendes bagdel, da hun fulgte ham længere væk fra trappeopgangen.

[Emilia Yaxley]

Emilia havde stadig slåomkjolen i satin, der udgjorde hendes kostume i sidste akt af teaterstykket. Det var ikke noget, hun normalt gik med, men det var ret praktisk nu. Hun lagde nakken lidt tilbage for at fastholde hans blik, mens den ene hånd fandt sløjfens bånd og lige så langsomt trak i det, indtil den åbnede sig.

Hun gjorde ikke mere, men udfordringen glødede i de grå øjne, da de mødte grønne.

[Samuel Willoughby]

Satinet havde nærmest bevæget sig kælende om hendes krop da hun gik. Sam kunne nu heller ikke klage da Emilia, med blikket fæstnet mod ham, begyndte at løsne båndet der holdt hendes beklædning sammen. Gnisten i øjnene blev kun mørkere, da hun blottede sig mere for ham. 

Han trådte tættere på. Kjolen ramte endda skosnuderne da den faldt fra hendes skuldre. Med en dæmpet, næsten uhørlig brummen, greb han fat om hendes hofter og trak hende helt tæt på sig.

[Emilia Yaxley]

Stoffet var glat og gled på en eller anden måde ned fra hendes skuldre, allerede fra Emilia åbnede den. Men hun prøvede ikke at gribe den eller forhindre det, da den lagde sig om deres fødder.

Hun var dog langt fra passiv, da Sam først greb fat i hende og trak hende tættere. Hun tøvede i hvert fald ikke med at lade hænderne glide rundt om hans hofter for at søge ind under hans overdel.

[Samuel Willoughby]

Sam vidste at han burde tænke over hvad hans intentioner med Emilia var i det lange løb. Tænke over hvad der drev ham til at opsøge hende hele tiden foruden det her. Men, som sket før, lossede han tankerne på afstand og fokuserede sin opmærksom på lysten der, intenst, boblede frem i ham.

Han trådte et næsten umuligt skridt fremad, så hendes ryg måtte ramme væggen. Læberne søgte hendes, og der var intet blødt og forsøgende over det. Lige nu ville han bare have hende.

[Emilia Yaxley]

Sidste gang mellem dem havde der været en uforudset blidhed, som Emilia mere eller mindre bevidst havde søgt væk fra. Men nu var det igen lige så simpelt og impulsivt, som det havde været første gang og hun strakte hals og mødte hans læber på halvvejen.

De stod allerede tæt, nu hun igen fandt sig selv mellem væggen og ham, præcis som hun kunne lide det. Men hun buede sig alligevel frem og intensiverede kroppens tryk lidt mod ham.

[Samuel Willoughby]

Begyndte pressen at undersøge hvor mon Samuel Willoughby var blevet af, ville det her nok være saftigt materiale. Journalisterne ville sikkert kontakte hans familie for kommentarer. Og hvad mon de ville sige, når de opdagede hvem han stod i gangene over teatret med - hvem hans fingre søgte sådan mod?

Sam tænkte ikke på noget af det. I stedet bevægede han fingrende skødesløst ind under Emilias krøllede hår, og lod spidserne ramme den bløde hud ved hendes nakke. 

[Emilia Yaxley]

Uanset om det var pressen eller nogle af teaterets ansatte, der opdagede dem, ville det nok ikke være heldigt. Men de stod i skjul af skyggerne og det var sjældent, nogen kom derop uden for forestillingerne.

Ikke, at Emilia tog sig tid til at blive opdaget. Hun rakte ned mellem dem og gav sig til at åbne hans bukser.

[Samuel Willoughby]

Så snart Emilias fingre havde ramt bæltespændet, hjalp han hende på vej. Bukserne blev knappet op med den frie hånd, hvorefter han førte hendes mod det spændte område i underdrengene.

Han brummede hæst mod hendes læber, før hendes trusser blev skubbet lidt til side, så han kunne røre ved hende. Mærke hvor meget hun havde lyst til ham.