Ændrede forhold

[Abigail Bancroft]

Samtalen med Padraig Ogden tumlede stadig rundt i hovedet på hende, havde efterladt Abbie ør i hovedet og forvirret over, hvilken fod hun skulle stå på. Men hun var ikke i tvivl om, at det ikke var en samtale, hun kunne have i ministeriet.

Derfor trådte hun nu ud af hans pejs i lejligheden i Diagonalstrædet og kastede et blik omkring sig. Der så tomt ud, men i stedet for at kalde gik hun gennem huset og ind til kontoret. Døren stod på klem og gennem sprækken kunne hun se Sylvester, koncentreret og tankefuld. Synet fik hende til at smile, før hun mindede sig selv om, hvorfor hun var der og rankede sig lidt igen.

Blidt bankede hun på dørkarmen, inden hun åbnede døren. "Jeg håber ikke, jeg forstyrrer."

Sylvester Buchanan

[Sylvester Buchanan]

Den aldrende husalf havde meldt hendes ankomst et minuts tid før hun bankede på døren og fik ham til at løfte blikket fra papirerne på skrivebordet. I stedet fandt det hende og et varmt smil krusede sig på hans læber, mens han nikkede og rejste sig på samme tid "Aldrig." han gik rundt om skrivebordet og gik hende i møde mens han fortsatte "Du er altid en velkommen overraskelse."

[Abigail Bancroft]

Allerede nu mærkede Abbie impulsen til at søge ind til ham og lægge et blødt kys på hans læber. Men der var ingen fremtid med den ældre troldmand. I hvert fald ikke, hvad hun kunne se, og hun hævede hånden foran sig med håndfladen mod ham i et klart tegn om, at han skulle stoppe. Det rev lidt i brystet.

"Vi er nødt til at tale."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester stoppede et par skridt fra hende og det varme smil blev erstattet af sammentrukne bryn og let sammenknebne øjne "Det lyder mere alvorligt end jeg lige var forberedt på." konstaterede han, stadig med en spøgefuld undertone, der dog blev dæmpet en del af det alvorligt, spørgende blik.

[Abigail Bancroft]

Smilet om Abbies læber var beklagende og der lå en dybde i det, der ikke kom fra at have lagt mere alvorligt ud, end han var forberedt på. Hun tog en indånding og slog ud mod rummet med hånden.

"Kan vi måske sætte os?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters blik afsøgte hendes ansigt efter svar før det mødte hendes igen med et nik "Selvfølgelig." han slog ud mod den læderbetrukne sofa og ventede til hun havde sat sig, før han selv satte sig ved siden af hende, drejet lidt, så han sad med front imod hende og den ene arm hvilende hen over ryglænet "Så.. hvad skal vi tale om?" spurgte han opfordrende, selvom han allerede havde en formodning.

[Abigail Bancroft]

Udadtil var Abbie muligvis fattet og rolig, men hendes indre vred sig, da hun tog plads i sofaen og hun foldede hænderne i skødet for at de ikke skulle afsløre hende. Hun tog en indånding og fugtede læberne, før hun slap den igen.

“Padraig og jeg har besluttet os for at få det til at fungere,” konstaterede hun, så nøgternt hun kunne, selvom der var en underliggende tristesse i de brune øjne. Nok kunne hun ikke indrømme det, men beslutningen smertede hende. Og det var måske dét, der fik hende til at fortsætte.

“Jeg er Callistus S. Bancroft ‘s førstefødte barnebarn. Det er forventet af mig, at jeg skal finde en mand at stifte familie med.” Sylvester havde allerede én; han var blevet gift og havde fået børn, begge endda selv nær den giftemodne alder. Som der var forventet af ham.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters udtryk ændrede sig ikke rigtigt, men forblev roligt afventende, mens hun fik sagt hvad hun var kommet for at sige. Det betød dog ikke hendes ord ikke ramte, også dybere end han selv havde været forberedt på.

Det var dog hendes argument der fik hans bryn til at trække sig sammen før han selv talte "Det forstår jeg.." begyndte han ærligt, men der var skepsis på hans ansigt "Men pligt og forventninger er ikke nok til at få et ægteskab til at fungere." fortsatte han, uden helt at kunne lægge skjul på den personlige erfaring der lå bag konstateringen.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde ikke forventet andet end stoisk ro fra Sylvester. Men hun ikke kunne lade være at overveje, hvad der mon foregik under. Om der mon foregik noget. Hun prøvede at ryste tanken af sig og holde sagen for øje.

"Det er ikke kun pligt og forventninger," indvendte hun fattet og viftede lidt indbildt fnug af skørtet. Hun vidste ikke, hvorfor hun tilføjede: "Og der er ikke tale om ægteskab. Lige nu."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn krøb lidt op over svaret for så igen at krybe sammen over næseryggen. En begyndende frustration prikkede lidt i hans mellemgulv og for at skjule den, rejste han sig en smule brat fra sofaen og gjorde med det måske det modsatte af at skjule den.

Han endte nogle skridt derfra, med ryggen halvt til hende og skænkede sig en dram fra en karaffel "Så hvad er der så tale om?"

[Abigail Bancroft]

Bevægelsen kom bag på Abbie, der instinktivt trak sig lidt sammen over den. Hun lagde nakken lidt tilbage for at kunne følge ham med blikket, da han rejste sig og hun fik kun langsomt rettet den igen, som Sylvester fjernede sig. Hun tog en indånding.

"Der er vel tale om, at vi prøver at få forholdet til at fungere," svarede hun langsomt, vaklende. "Han stoler ikke længere på mig." Hun slog blikket væk fra højesteretstroldmanden og burde nok stoppe med at tale, men gennem ugerne var han blevet mere end bare en mand, hun var tiltrukket af. Hun søgte råd hos ham, delte sine tanker med ham.

"Ikke, at jeg kan bebrejde ham det, vel."

[Sylvester Buchanan]

Sylvester blev stående efter at have sat karaflen fra sig igen. Hans eget blik hvilede i den gyldne væske, mens han slog den let rundt i glasset og endelig løftede det til læberne. Et dæmpet fnys undslap ham før han fik det stoppet med en solid mundfuld whisky "Og når du så igen finder ud af det ikke fungerer, hvad så?"

[Abigail Bancroft]

Abbie vred hænderne og slog blikket ned til bevægelsen. Små folder havde sneget sig omkring hendes bryn. Hun tvang hænderne til ro, tog en indånding og hævede blikket til hans ryg igen.

"Det kommer til at fungere," svarede hun, med det kom ikke lige så stålfast ud, som hun havde håbet. Faktisk lød det snarere vaklende, tvivlende.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester drak igen, men var ellers urørlig og tavs adskillige sekunder før han langsomt vendte sig med front mod hende igen "Og når det ikke gør?" stemmen havde genvundet den sædvanlige ro, en ro der ikke afspejlede sig bag de brune øjne, der søgte hendes "Når du finder ud af, det hele er et glansbillede og det er for sent at slippe ud af det?"

[Abigail Bancroft]

Det var ikke første gang, at Abbie blev beskyldt for at foretrække glansbilleder og hendes ansigt trak sig sammen over det. Instinktivt rankede hun sig. Men hun kunne ikke besvare spørgsmålet.

“Lad være at sige dét,” svarede hun såret. “Jeg forstår, at det ikke er sådan, du forventede, at det ville gå. Men du kender ikke vores forhold. Vi har været sammen næsten ti år. Det kan ikke være for ingenting.”