Ændrede forhold

[Sylvester Buchanan]

Sylvester bryn krøb sammen igen. Måske havde det været en smule hårdt, men han undskyldte ikke, eller forsøgte at trække sine ord tilbage. I stedet rystede han let på hovedet "Jeg sagde ikke det var for ingenting." konstaterede han og fortsatte "Jeg siger det ikke er en pæn facade værd, at være ulykkelig bag den." brynene glattede sig lidt ud og han betragtede hende tavst et øjeblik, men ikke længe nok til hun kunne nå at bryde ind før han fortsatte "Men det der var perfekt for ti år siden, er det ikke nødvendigvis længere."

[Abigail Bancroft]

Abbie blev efterladt tavs af hans ord og sænkede blikket, rynkede brynene. Hun havde kun lige netop åbnet munden og set op for at komme med indvendinger, da han fortsatte. Og gjorde linjerne om hendes bryn dybere. For første gang flakkede hendes blik lidt mellem hans mørke øjne.

“Du kan ikke vide, at jeg bliver ulykkelig.”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester var tavs et langt øjeblik igen før han rystede på hovedet en enkelt gang "Nej.." han åndede tungt ud i kølvandet på indrømmelsen "Nej, det kan jeg ikke, men ville du være endt hos mig, hvis ikke du selv tvivlede på det?"

[Abigail Bancroft]

Abbie blinkede et par gange og havde lyst til at modsige ham, men sandheden var, at hun var endt hos Sylvester allerede dagen efter Padraig havde forladt hende og flere gange før. Og hun havde rent faktisk været glad dér. Hun rystede tanken af sig.

“Sylvester,” bad hun lavmælt og tog en indånding. “Hvad vil du have mig til at sige?”

[Sylvester Buchanan]

Sylvester åbnede munden for at sige noget, men lukkede den igen med en hovedrysten og så væk "Det ved jeg ikke.." han løftede hånden og tømte sit glas i en stor mundfuld, sank og skar en grimasse før han talte igen "Jeg vil bare ikke have du ender som jeg gjorde." konstaterede han dæmpet og lod blikket finde hende igen og satte måske for første gang ord på sit eget ægteskab overfor hende.

[Abigail Bancroft]

Der var noget vanvittigt tiltalende i den måde, han stod dér og skumlede og drak whiskey i store drag for at håndtere samtalen, ligesom hun vred sine hænder. Abbie tog en indånding og burde virkelig ikke være bevidst om det, men tanken var som ukrudt og blev aldrig væk længe.

Hun betragtede ham med en svag rynken på brynene. “Fortæl mig om det,” bad hun blødt, nærmest omsorgsfuldt.

[Sylvester Buchanan]

De mørke bryn trak sig sammen igen og truede næsten med at mødes på midten mens han bekæmpede impulsen til at ryste på hovedet, feje opfordringen væk og lukke i "Det er fortid.." konstaterede han mens blikket søgte ned i det tomme glas "Det fungerede aldrig. Vi havde ikke et valg, men det har du."

[Abigail Bancroft]

Abbie vidste, at Sylvester havde været gift, men hun huskede knapt Salome Radford og kunne ikke benægte nysgerrigheden. Selvom hun nok ikke havde krav på meget, når først hun forlod kontoret igen. Hun tog en indånding og rystede lidt på hovedet.

“Valget mellem at få det til at fungere med Padraig eller at bede min bedstefar finde mig en forlovet,” pointerede hun. “Han elsker mig. Og jeg elsker ham.” Det måtte være nok. Det skulle det.

[Sylvester Buchanan]

Han så på hende et langt øjeblik mens han overvejede hendes ord før han igen vendte sig væk. Dog kun for at sætte det tomme glas fra sig, efter at have fravalgt at fylde det igen "Men er kærlighed altid nok?" spurgte han, mens han vendte sig mod hende igen med et alvorligt blik "Der er tydeligvis noget der drev jer fra hinanden, mere end mig."

[Abigail Bancroft]

Sylvester var uden tvivl ikke den rette at have dén samtale med. Han havde potentiel personlig vinding i sagen. Men ikke desto mindre stolede Abbie nok på ham til at tage hans råd og hun tog hans ord til sig.

“Jeg forstår ikke, hvad du mener,” konstaterede hun, selvom det nok mere var et spørgsmål om, hvad hun var villig til at forstå.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester betragtede hende et langt øjeblik, før han mentalt sukkede en smule opgivende "Præcis hvad jeg siger. Kærlighed er ikke altid nok hvis man har bevæget sig ned ad to forskellige veje. Hvis man ikke har noget fælles at stå på. Fælles behov og en forventning for fremtiden." prøvede han, uden helt at vide hvor det kom fra.

[Abigail Bancroft]

Det var skræmmende passende på den situation, Abbie befandt sig i, men hun kunne ikke få sig selv til at sige det. Måske hendes flakkende blik i virkeligheden også sagde nok, hvis man vidste, man man skulle se efter. Hun tog en indånding og glattede det nystrøgede skørt.

"Hvad foreslår du mig så, Sylvester?" spurgte hun, en smule skarpt. "Skal jeg i stedet blive gift med en fremmed?"

[Sylvester Buchanan]

Sylvester åbnede igen munden og et ligeså skarpt svar lå på tungen, indtil hun fik det til at krølle sammen på hans tunge med sit opfølgende spørgsmål. Tanken gav ham et stik i mellemgulvet han stædigt ignorerede, mens han rystede på hovedet og så væk "Nej" han så væk og gned en hånd over panden med et dybt suk "Jeg ved det ikke.." han sank ned i den dybe lænestol med en opgivende håndbevægelse "Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, når jeg helst så du ikke gjorde nogen af delene."

[Abigail Bancroft]

Abbie sad stadig, nu med halvdelen af kontoret mellem dem, men hun gjorde intet for at gøre afstanden mindre. Ikke når hans ord i forvejen kom lidt for tæt på og hendes blik vågent fulgte hver bevægelse.

Denne gang var det hendes tur til at se væk og hun tog en indånding, før hun så tilbage på ham. “Vi kan ikke give hinanden dét, vi har brug for,” konstaterede hun, selvom stemmen knækkede. For Sylvester havde givet hende lige præcis dét, hun havde brug for.

[Sylvester Buchanan]

Konstateringen fik ham til at løfte hovedet og igen lade blikket finde hende. Der hvilede det et langt øjeblik uudgrundeligt, før han trak på skuldrene "Om vi kan eller ikke kan, finder vi vist ikke ud af." svarede han, uden hverken at kunne få sig selv til at skubbe hende helt væk, bede hende gå, eller det stik modsatte og bede hende blive. Ikke bare blive nu, men på længere sigt.