Ændrede forhold

[Abigail Bancroft]

Blikket brændte sig ind i hendes og et øjeblik var Abbie næsten lettet over, at de havde flere meter mellem dem, så hun ikke gav efter for impulsen lidt at røre ham. Især, da ordene ramte et blødt sted i hendes indre og det stak bag øjnene. Hun slog blikket ned for at skjule den blanke hinde over sine øjne og tog en indånding mere.

“Nej,” svarede hun, før hun hævede blikket til ham igen.

[Sylvester Buchanan]

Han så ikke væk igen, men holdt hendes blik, søgende efter de svar han ikke engang selv havde, mens en hul fornemmelse spredte sig i hans mellemgulv. Han forsøgte at ignorere den, ikke villig til at indrømme over for hverken hende, eller sig selv, at han måske havde mere end overfladiske følelser for hende. Eller at der var en tredie mulighed.

I stedet endte han med at nikke en enkelt gang og rejse sig fra stolen igen "Jamen så har du taget dit valg."

[Abigail Bancroft]

Abbie havde taget sit valg, men det gjorde det ikke nemmere at affinde sig med. Især ikke, når mørke øjne så sådan på hende og trak tårer frem, som hun ikke tillod at trille over kinderne.

“Det har jeg,” svarede hun, men lød ikke så stålsat, som hun prøvede. Så hun rejste sig i stedet op og glattede skørtet, der ikke havde en eneste fold. Hun tøvede.

“Så er det vel...” dét. Hun kunne ikke få sig selv til at sige det. Eller tænke tanken om, at han igen måtte gå tilbage til at være Mr. Buchanan.

[Sylvester Buchanan]

Noget i hendes stemme fik ham til at tøve hvor han godt vidste, han burde holde afstanden lade hende gå. Han nikkede en enkelt gang, men havde allerede der taget et skridt tættere på og et mere indtil han endte lige foran hende, rakte op og lagde den ene hånd ømt mod hendes kind "Jeg håber du bliver lykkelig.." stemmen var dæmpet og ikke helt så sikker som ellers "Du fortjener at være lykkelig."

[Abigail Bancroft]

Abbie så ham nærme sig og hånden blive hævet og havde tid til at stoppe det hele. Men hun gjorde det ikke og fingrene, der fandt hendes kind var blide og varme. Blikket flakkede over hans ansigt for at ende ved hans.

“Sylvester.” Hendes stemme var sænket og knapt hørbar, men troldmanden stod tæt på. Lidt for tæt. Hun hævede sin hånd til hans mod sin kind, men fjernede den ikke, holdt ham blot tæt. “Jeg ville ønske, at...” Hvad ønskede hun egentlig? Hendes blik flakkede mellem de mørke øjne.

[Sylvester Buchanan]

Hverken hendes dæmpede bøn eller hendes hånd, fik ham til at trække sig. Tværtimod lod han tommelfingeren stryge kærtegnende over hendes kind da hun fortsatte "Hvad?" han stemme var ligeså dæmpet som hendes, men han holdt hendes blik fast "Hvad ville du ønske, Abbie? Fortæl mig det."

[Abigail Bancroft]

Læberne gled fra hinanden, men der kom ingen ord ud og efter et par sekunder i næsten trykkede tavshed, lukkede Abbie dem igen. For hun ønskede vel en umulig verden, hvor de ikke var adskilt af tæt på tyve år og hendes behov for at stifte familie. Hun tog en indånding og rystede så svagt på hovedet, at kinden kun søgte et par millimeter fra hans hånd for at finde tilbage igen sekundet efter.

"Jeg ved det ikke," hviskede hun og fjernede langsomt hans hånd. "At det ikke gjorde så ondt, vel."

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters bryn krøb sammen igen, men han modsatte sig ikke at hun fjernede hans hånd "Så bliv.. bare i nat." bad han, vendte hånden og lukkede fingrene om hendes, før hun slap hans. Det var at udsætte det uundgåelige, men det virkede som det værd lige nu. Konsekvenserne kunne tidsnok komme sammen med virkeligheden.

[Abigail Bancroft]

Ordene sneg sig direkte ind gennem sprækkerne i Abbies facader og fik hendes indre til at vride sig. Men hendes hånd var snart indfanget af hans og hun mærkede hans greb sænke sig dybere end bare hånden. Hun tog en næsten hvislende indånding.

"Det må du ikke bede mig om," bad hun lavmælt, vaklende.

[Sylvester Buchanan]

Der var ingen fortrydelse at finde på hans ansigt, da han bøjede hovedet lidt og lod panden hvile let mod hendes uden at slippe hendes hånd "Men det gør jeg." svarede han næsten før hun havde talt færdig og klemte lidt om hendes fingre "Hvis jeg skal undvære dig, så lad mig få bare en nat mere."

[Abigail Bancroft]

Det burde ikke give mening, men Abbie fandt den alligevel, som hun så forpint på ham. Det var uden tvivl ikke sundt og hun svarede da heller ikke med det samme. Hun rynkede brynene.

"Sylvester," bønfaldte hun uden at kunne rive sig fri eller nægte ham det. For hvis først hun endte i hans arme med visheden om, at hun ikke vendte tilbage, var hun ikke sikker på, at hun ville kunne rive sig fri igen.

[Sylvester Buchanan]

Han vidste han burde lade være. Burde slippe hende og lade hende gå. Sætte en streg over det hele, som han havde gjort med forhold før hende, men han kunne ikke få sig selv til at gøre det "Jeg har brug for dig, Abbie." det var halvt en mumlen, men den var mere ærlig end noget andet han havde sagt siden hun var dukket op i døren til kontoret. Han løftede hovedet lidt og lod læberne dvæle mod hendes pande.

[Abigail Bancroft]

Abbie gik lidt i stykker ved hans ord, der kun syntes at rive op i et sår, der endnu ikke havde fået lov at hele. Gjorde det dybere. Hun lukkede øjnene hårdt i, da hans læber fandt hendes pande og tog en anstrengt, vaklende indånding. Havde Padraig Ogden mon engang haft brug for hende? Ville han nogensinde?

"Jeg har brug for dig," svarede hun i en hvisken så spæd, at hun var i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet havde givet liv til ordene. Men de lå mellem dem, uanset hvor skamfuld og nyttesløs en indrømmelse det var.

[Sylvester Buchanan]

Sylvesters skuldre faldt lidt og først da de gjorde, blev han klar over hvor anspændte de havde været. Hendes hvisken fik det igen til at stikke i hans mellemgulv, men anderledes end før. Måske et spinklet håb, der også fik ham til at lægge den frie arm omkring livet på hende og lod denne gang læberne strejfe hendes tinding "Jeg tror jeg er ved at falde for dig.."

[Abigail Bancroft]

Det var muligvis de værste ord, Sylvester overhovedet kunne havde sagt og Abbie gik lidt i stykker over dem. Hun tog en indånding og blinkede to gange for ikke at give efter for den nivende fornemmelse i næsen.

Med en kraftanstrengelse brød hun væk fra hans beroligende favn og dirrede af tilbageholdte følelser, da hun stift rystede på hovedet i en næsten usynlig bevægelse. Hun tog en vaklende indånding og da hun talte, var det ikke højere end en lavmælt, lidende hvisken.

"Farvel, Mr. Buchanan."