Ændrede forhold

[Sylvester Buchanan]

Sylvester slap hende, men tydeligvis ikke godvilligt og var begyndt at ryste på hovedet allerede før hun hviskede sin afsked. Med et halvt skridt frem var han igen helt tæt på hende og hænderne lagde sig halv mod hendes hals, halvt hendes kinder, før han pressede læberne mod hendes i et kys der tydeligt afspejlede den frustration han følte.

[Abigail Bancroft]

Det havde krævet alt, Abbie havde i sig overhovedet at bryde fri og hun fandt sig selv søge ind i kysset nu, komplet værgeløst. Intensiteten overvældede hende og hun smeltede ind mod varme læber, hvis tryk hun besvarede med sine egne.

“Sylvester,” hviskede hun, da hun fik frigjort sig lidt. “Jeg kan ikke...” Og alligevel mødtes deres læber igen.

[Sylvester Buchanan]

Han svarede ikke på hendes indvendinger, men kvalte hver af dem med et nyt kys, mens armene igen fandt omkring hende og holdt hende fast, som om han var nervøs for hun skulle forsvinde i den blå luft. Han fyldte alle sanser med hende, fast besluttet på at ville kunne huske hver detalje der var hende, når hun uundgåeligt måtte gå - uanset hvordan eller hvornår det kom til at ske.

[Abigail Bancroft]

Nådesløst blev indvendinger, viljestyrke og integritet kvalt mod hans læber, men hvis det var sådan, det var at sælge sin sjæl til djævelen, skrev hun gerne under i både blæk og blod.

Hånden havde fundet vej til hans brystkasse for at stoppe ham, men nu føltes det nærmere som et kærtegn og det blev opfulgt af flere, som hendes anden hånd fandt vej til siden af hans hals.

[Sylvester Buchanan]

Han bad hende ikke blive for tredie gang, men løsrev sig hendes læber, stakåndet og med et mørkt blik.

I en hurtig bevægelse fejede han hende op i armene og forlod kontoret med kurs mod sit soveværelse.

[Abigail Bancroft]

Allerede da hun så hans blik, vidste Abbie, at det ville ske, men hun var alligevel ikke forberedt på det og tog en hørbar indånding, som Sylvester igen viste sig at være lige præcis dén mand, hun havde hørt om i eventyrene og forelsket sig hovedkulds i.

"Sylvester. Nej," fik hun alligevel frem, mere fast denne gang, og knugede sig til hans krave. Fortsættelsen var dog mere vaklende. "Ikke... Ikke sådan."

[Sylvester Buchanan]

Havde han lyst til at ignorere hendes protester og bare fortsætte? Ja, men det kunne han alligevel ikke få sig selv til og stoppede med et hørligt suk midt i gangen og lod blikket finde hendes "Hvordan så?" han så søgende på hende, begæret blandet med frustration og alvor i hans mørke øjne.

[Abigail Bancroft]

Abbie trak sig lidt, så hun kunne komme ned at stå igen. En hånd fandt vej til hans brystkasse, som hun tog en indånding for at klare hovedet. Det hjalp ikke meget.

“Jeg,” startede hun ud, men ombestemte sig. “Det kunne have været noget helt unikt mellem os. Det er jeg ikke i tvivl om. Men hvis jeg først træder ind bag de døre, kan jeg ikke få mig selv til at sige farvel til dig igen. Og det er jeg nødt til.”

[Sylvester Buchanan]

Hendes ord var ikke det han ville høre og endnu mere kunne han ikke ignorere dem nu. Han vendte ansigtet væk og lod hende langsomt glide ned på gulvet før han slap hende og lod armene falde ned langs siderne. Et langt øjeblik var han tavs. Så åndede han tungt ud og nikkede uden egentlig at mene det "Så gør det nu." brynene var trukket tæt sammen da hans blik fandt hendes igen, lige dele indtrængende og slået.

[Abigail Bancroft]

Selv hvis ikke hun kunne se ham, ville Abbie nok have kunne høre modviljen i hans ord og det fik hendes indre til at trække sig sammen. Den ene hånd blev hævet, søgte mod hans kind, men hun ombestemte sig midt i bevægelsen og lod den falde igen.

"Giv mig en anden udvej," bad hun i stedet, impulsivt. Forelsket.

[Sylvester Buchanan]

Sylvester rystede på hovedet, mere af forvirring end for at afvise hende "Jegved ikke hvad du vil have, Abbie." begyndte han og gned sig hårdt over brynene "Det ene øjeblik kunne vi være noget unikt.." gentog han hende og fortsatte "Men på samme tid har du allerede besluttet, at jeg ikke kan give dig hvad du ønsker." han rankede sig lidt, mens blikket flakkede mellem hendes brune øjne "Tilgiv mig for at være lidt usikker på det hele."

[Abigail Bancroft]

Usikkerhed var der vist nok af, til at alle kunne få anden gang, og Abbie mærkede kun sin egen vokse ved selskabet. Hun sank hårdt og slog blikket ned, trak følehårene til sig igen. Det havde været forkert at bede om. Forkert at håbe på, at han kunne se en gylden løsning, hun ikke selv kunne.

Hun tog en indånding, rystede på hovedet. "Det er dig, der skal tilgive mig," hviskede hun og så langsomt op på ham igen, selvom hendes indre trak sig sammen ved mødet med hans blik. Hun lagde hånden på hans kind, før hun strakte sig op og mødte hans læber i et bittersødt kys, der startede blødt og næsten endte lidt for hårdt, som desperationen fik farvet de sidste toner. Hun tog en skarp indånding, kæmpede med tårerne.

I sidste ende kunne hun ikke få det ud, ikke igen. Så hun sank hårdt, slap ham og gik forbi ham mod pejsen med sit knuste hjerte raslende i brystet.

out?

[Sylvester Buchanan]

SYlvester rystede på hovedet igen, men sagde ikke mere. Han fik heller ikke muligheden da hendes læber igen fandt hans. Et øjeblik overgav han sig mod den og hænderne søgte op for at tage fat om hende igen. Så huskede han sig selv på hvordan grænserne var blevet trukket op og lod dem falde igen, mens han trak sig væk.

Det gjorde fysisk ondt, men han blev stående og så efter hende, selv efter hun var forsvundet ud af syne. Først da husaflen dukkede op og meddelte, at frøkenen havde forladt huset, sank han lidt sammen og søgte tilbage til sit kontor.

Lukket