The truth never set me free, so I'll do it myself

[Millicent Flint]

Millicent var rasende, men under det var hun dybt såret, da hun trampede direkte forbi Mr. Macnair og sine forældre. En husalf dukkede op i hendes vej, men hun kantede sig bare forbi og greb en håndfuld susepulver, før hun brød den eneste regel omkring Malcolm MacFusty, hun endnu ikke havde brudt. Hun tog direkte til de ydre Hebrider.

Det var mildest talt et kaos at træde ud i den lille stue. Højrøstet gælisk forstummede, da mindst et dusin tætfregnede, rødhårede mennesker gloede alle nysgerrigt på hende. Indsigten af, hvor uovervejet det havde været, ramte. Med store øjne gloede hun tilbage og prøvede at finde et kendt ansigt, helst Mal. Men hun så kun det, der lignede hans lillesøster, som pilede afsted. Hun krydsede fingre for, at det var for at hente kæresten.

Efter Vores fredsaftaler har i længden altid ført til krig

[Malcolm MacFusty]

Alene var noget Malcolm sjældent var, hverken på skolen eller i ferierne derhjemme. Påskeferien var ingen undtagelse og huset var fyldt som det plejede at være, med den velkendte summen af stemmer fra underetagen, mens han var søgt ovenpå til det værelse han delte med Marty MacFusty for at finde noget han skulle vise en af sine ældre brødre.

Mags der kom væltende ind uden at banke på var heller ikke noget nyt og han havde lagt an til at give hende en mavesur kommentar, da hun meddelte Millie lige var trådt ud af pejsen nedenunder. Det var nok nogenlunde det allersidste han havde forventet og et langt øjeblik stod han bare og glippede forvirret med øjnene, før han maste sig forbi hende og tog den stejle trappe to skridt ad gangen.

Og der stod hun ganske rigtigt, med hans mors hånd på skulderen og så en smule fortabt ud mellem alle de rødhårede skotter “Millie!” Udbrød han, varmen allerede søgt op i ørerne over de blikke brødre, onkler og andre familiemedlemmer sendte ham, mens han fik kringlet sig hen til kæresten, sendte sin mor et taknemmeligt blik, greb Millies hånd og gjorde et kast med hovedet tilbage hvor han var kommet fra “Kom.”

[Millicent Flint]

Der var accenter så tykke omkring hende, at Millie havde brug for en kniv både til at skære sig gennem den og overhovedet have en chance for at komme ud af lokalet. Et øjeblik overvejede hun at vende om og stikke af i flammerne, da en kvinde med et blidt udtryk og en overraskende stærk hånd indfangede hende.

Lettelsen måtte være tydelig på hende, da Malcolm endelig reddede hende og havde hun vidst, hvor de skulle hen, havde hun nok overhalet ham for længst.

[Malcolm MacFusty]

Malcolm anede ikke hvorfor Millie pludselig var der. Han havde nok lidt opgivet nogensinde at få hende til Hebriderne. I hvert fald ikke før de begge var myndige og selv kunne bestemme. Hav hun ikke set så fortabt ud, ville han have været lidt oppe at køre over hun var der, men nu havde han i stedet en knude i maven, mens de gik op ad trappen.

Han sagde ikke noget før han havde lukket døren til værelset og trukket hende ind i et tæt kram, med næsen begravet i hendes hår “Ikke at det ikke er fedt at se dig, men… hvad laver du her, Mills?” Spurgte han dæmpet uden at give slip på hende. Det var lidt surrealistisk at hun stod der i hans værelse “Hvad er der sket?”

[Millicent Flint]

I fantasien havde Millicent flere gange leget med at tage hjem til Malcolm. Hun ville gøre det godt indtryk på hans familie og nærstudere hans hjem. Se drager og være helt og aldeles kvalmende med ham. Men hun havde knapt bemærket noget andet, end at hun endelig stod i hans arme.

Skuldrene faldt først efter flere sekunder og hun måtte tage et par dybe indåndinger, før hun overhovedet kunne forme ord. Hun sank hårdt.

"Jeg er en fucking idiot, er hvad der sker," mumlede hun opgivende ind mod hans kraveben.

[Malcolm MacFusty]

Der var ikke rigtigt nogen tvivl om noget var sket der havde fået hende til at komme og selvom han var utålmodig efter at vide hvad - og stadig ret overrumplet, blev han bare stående med armene omkring hende og strøg hende blødt over ryggen “Idiot eller ej, så er det godt at se dig.” Mumlede han selv tilbage, uden at presse på for at få hende til at uddybe.

[Millicent Flint]

Millicent havde ikke lyst til at tale om, hvad der var sket, men hun vidste, at det var uundgåeligt. Tilbage var kun valget, om hun ville risikere, at de sad og så op hinanden eller udnytte det, at de stod tæt uden at kunne se hinandens ansigter. Det var intet svært valg.

"For et par dage siden kom Mr. Macnair forbi. Ambrose' far. Han ville gerne arrangere en forlovelse mellem os, fordi det åbenbart var hans mors våde drøm eller et eller andet." Hun sukkede tungt.

"I dag fik jeg så at vide, at jeg skulle tage en pæn kjole på og gøre mig klar til middag. Og at det desuden var for at fejre, at vi nu er forlovet."

[Malcolm MacFusty]

Allerede da hun nævnte Ambrose, strammedes knuden i hans mave og blev ved at gøre det, mens hun satte ord på netop det de havde joket med mange gange, og som nu fik hjertet til at synke i brystet på ham.

Han sagde ikke noget, men knugede hende måske lidt tættere, som om han var bange for hun skulle forsvinde i den blå luft. Ambrose, f-ing Macnair, som garanteret havde en finder med i spillet. Millie havde trods alt tilbragt en del tid med ham, men Malcolm skød stædigt det faktum lidt i baggrunden, og rettede al sin harme mod Løven han delte sovesal med "Så det er nu du flytter herop eller stikker af med mig i stedet?" spurgte han endelig, uden at vide hvad han skulle sige, så han greb det der virkede mest sikkert og prøvede at punktere alvoren lidt.

[Millicent Flint]

Millicent slap en munter lyd, selvom den var noget punkteret over den. Hun drejede hovedet, så hun kunne tage en dyb indånding af hans duft og trykke et kys på siden af hans hals, lige over trøjens kant.

"Det er lige før," mumlede hun og kyssede ham igen. Hun trak sig lidt tilbage, så hun kunne se på ham og en mere optimistisk fremtid. "Men først tror jeg, jeg vil gøre almindelige ting som at gå i skole. Eller i hvert fald pjække fra den. Feste, hygge."

[Malcolm MacFusty]

Det var en lidt surrealistisk situation i det hele taget og selvom arrangerede ægteskaber ikke var noget fremmed, selv for MacFustyer, så virkede det evigt forkert at forlove nogen, der ikke selv havde sagt ja til det. Ikke mindre når den nogen allerede havde en kæreste.

Han gengældte hendes kys med et mod hendes mørke hår og løsnede grebet lidt, uden dog at slippe hende, men nok til han selv kunne se ned på hende "Ignorere det som en irriterende lillesøster?" spurgte han med et svagt smil, uden at pointere det nok ikke var nogen løsning i sidste ende, hvis der overhovedet var en "Men lige nu er du her.. du forstår at gøre en entré."

[Millicent Flint]

"Jeg betragter det som en af mine spidskompetencer," erklærede Millicent, selvom spøgefuldheden var dæmpet af den resterende irritation over middagen og skænderiet med Ambrose Macnair. Hvis man da kunne kalde det dét.

"Jeg håber, at det er ok, jeg kom her." Hun tog hans hånd og lod fingrene glide ind mellem hans. "Jeg havde bare virkelig brug for at se dig."

[Malcolm MacFusty]

Malcolm slap en lille lyd, der var ment som underholdt "Jeg har prøvet at få dig lokket herop i over et år, så ja.. det er okay." han lukkede fingrene omkring hendes mens han fortsatte "Jeg havde nok forestillet mig det ville ske lidt anderledes end i dag.. og jeg bliver nok nødt til at gå ned og give min mor en forklaring på et tidspunkt, men det behøver ikke være lige nu."

[Millicent Flint]

Millicent gav hans hånd et lille klem i anerkendelse af alle de ting, hun ikke kunne finde ud af at sætte ord på. Det kunne umuligt være rart for ham at høre, heller, men alligevel havde han det i sig at være der for hende. Hendes hjerte voksede lidt i brystet.

"Jeg fortjener dig ikke," konstaterede hun simpelt, men kyssede ham alligevel.

[Malcolm MacFusty]

Lidt af knuden i Malcolms mave løsnede sig lidt med kysset og han blev stående med panden hvilende mod hende selv da hans læber forlod hendes "Stop nu det der, Mils.." bad han, dæmpet, men ikke formanende "Du har været igennem nok lort for de næste halvtreds år på det sidste år "Det er ret okay du har haft svært ved at finde ud af alting." han sagde ikke noget om sin egen erfaring med emnet, men det lå der i baghovedet på ham, mens han løftede en hånd og strøg hende blidt over kinden "Og der skal mere end Ambrose Macnair til at få mig til at stikke halen mellem benene."

[Millicent Flint]

Millicent havde ikke tænkt sig at stoppe noget, for i hendes perspektiv havde hun blot konstateret det åbenlyse. Men Malcolm vidste heller ikke alt og hun var sikker på, at han ikke ville have et eneste pænt ord tilbage, hvis han gjorde. Så hun holdt det fra ham og blinkede øjnene op for at møde hans.

"Godt, for jeg er slet ikke færdig med dig," svarede hun med et træk i mundvigen, der trods det var svagt var reelt.