Vores fredsaftaler har i længden altid ført til krig

[Millicent Flint]

Intet blev løst internt, da Millicent vendte hjem. I stedet ventede der dyb skuffelse fra faren og en mor, der allerede havde lagt sig. Der var ingen diskussion, blot en konstatering om, at Ambrose Macnair ville blive en god mand, der kunne passe på hende gennem livets mange, lurende farer. Og det var det. Millicent Flint var forlovet.

Det skulle selvfølgelig fejres med en middag og denne gang var der ingen muligheder for at stikke af. Husalfen overvågede hende hvert sekund, til det i stedet blev Ambrose, der blev placeret ved hendes side. Hun ignorerede ham til døde og da de rejste sig op for at tage desserten i testuen, havde hun ikke sagt et eneste ord til ham.

[Ambrose Macnair]

Ambrose kunne mærke hvordan noget dybt i ham, var begyndt at blive mere rolig. Udsigten til fremtiden var nu lysere, og da han spillede tonerne an på klaveret derhjemme før afgang, havde han været overbevist om, at hans mor kunne høre ham. At hun smilede, skulderen lænet mod dørkarmen i stuen, som hun havde gjort dengang hun var i live.

Selvfølgelig forsøgte han at afdæmpe det til middagen. Han lod Millicent give ham den kolde skulder, mens han snakkede med sine svigerforældre, og lod sin far om at forsøge at etablere en samtale med den kommende svigerdatter. Da de fulgtes ind i testuen for at få dessert, gik Ambrose dog alligevel tæt ved sin tilkommendes side.

"Se ikke så ulykkelig ud," forsøgte han dæmpet. "Der er værre skæbner."

[Millicent Flint]

Planen var lagt. Ambrose var død for hende. Men ordene provokerede alligevel Millicent til en grad, hvor hun forkastede planen. Kompromisset blev en kølig tone og et blik, der ikke engang nærmede sig ham.

"Hvis du tror, jeg er ulykkelig, tager du fejl. Og hvis du tror, jeg har noget at sige til dig, er du to for to."

[Ambrose Macnair]

Selvom ideen var udspringet fra Ambrose i første omgang, havde han ingen intention om at fortælle hende dén sandhed. For nu, var den bedste strategi måske blot at give hende plads, hvis hun da foretrak stilhed over udskældninger.

"Fint. Så lad os smage på desserten i stedet," vurderede han nøgternt, hvorefter de satte sig til bords og der kunne smages på de søde sager. Endnu en gang faldt han i snak med Mr. Flint; uden noget behov for at inddrage Millicent, hvis hun hellere så sig kølig.

[Millicent Flint]

"Whatever," mumlede Millicent, mest for sig selv, men højt nok til, at Ambrose ville kunne høre det. Hun havde intet behov for at tale med hverken sine forældre eller underholde Mr. Macnair og da hun i smug havde spyttet sin marcipan ud i en serviet, rejste hun sig og gik udenfor uden at undskylde sig.

Først iført kappe og med røgen, der fyldte lungerne, følte hun, at luften rent faktisk kunne suges helt ned. Hun slap den igen i en opgivende udånding.

[Ambrose Macnair]

Tre forældre og en knægt kiggede alle op, da Millicent udvandrede dessertbordet. "Det kræver nok bare lidt tilvænning," fortalte han sine kommende svigerforældre med et blødt og forsikrende smil, da hun var smuttet ud af døren. "Hvis I vil have mig undskyldt."

Med det, forlod han også bordet og lokaliserede, efter nogle øjeblikke, røgen og Millicent. Frem for at sige noget, lænede han ryggen ind mod muren ved hendes side og kastede et blik ud i landskabet. 

[Millicent Flint]

Millicent var ikke begejstret for, at Ambrose skulle følge efter eller opholde sig tæt på hende. Men at sige noget eller at fjerne sig ville være at anerkende hans eksistens. I stedet stod hun og skulede ud i mørket, der på en eller anden måde alligevel virkede mere lys end hendes fremtid. Det var tanken, der alligevel fik hende til at tale.

"Jeg kommer aldrig til at gifte mig med dig. Det håber jeg, du ved."

[Ambrose Macnair]

Ordene overraskede ham ikke. Modvilligheden heller ikke. Ambrose vidste, at Millicent ikke ønskede at gifte sig med ham. At hun var forelsket i Malcolm MacFusty , eller i hvert fald overbevist om at hun var.

"Hvorfor så give dem stilhed derinde?" spurgte han uden at dreje hovedet mod hende.

[Millicent Flint]

"Fordi det er spild af tid," svarede Millicent og knipsede cigaretten ud i mørket, selvom hun ikke havde røget mere end halvdelen. Hun vendte sig om mod ham.

"Fordi jeg er ligeglad med, hvad de tror. Jeg skal bare være myndig og vente på, at mor ikke dør af sorg, og så er jeg væk herfra." Hun begravede begge hænder i lommerne.

"Det sjove er, at hvis du rent faktisk havde foreslået mig det, havde jeg nok sagt ja. Men det her? Det tilgiver jeg dig aldrig, Ambrose."

[Ambrose Macnair]

Denne gang måtte Ambrose nu alligevel vende blikket mod hende. Han drejede ansigtet så han bedre kunne betragte hende, altimens ryggen endnu var lænet tilbage mod den kolde mur.

"Jeg kunne have bildt min far ind, at du var et dårligt parti. Nok er han distræt, men han har øjne i hovedet og husker, ligeså godt som jeg, hvor meget min mor ønskede at vi skulle være sammen," fortalte han hende, uden på noget tidspunkt at hæve stemmen. Nej, han lød rolig. Afklaret.

"Hvis ikke mig, så en anden. Foreslå dem et bedre match, hvis det er mig du vil være foruden."

[Millicent Flint]

Millicent mødte ham med følelser og oprigtighed, men selvfølgelig fik hun kun distanceret rationale. Det mindede hende om enhver snak, de havde haft om hans vennekreds i sin tid og det var ingen behagelig påmindelse.

"Er det virkelig alt, du har at sige?"

[Ambrose Macnair]

Ambrose var ikke bleg for at spille spil eller lege med hvad han kunne tillade sig. Omkring Millicent måtte han forsøge at holde sig selv i en kortere snor. Meget stod på spil.

"Jeg kunne sige en masse," fortalte han hende så og trak momentært skuldrene op mod ørene, da han ikke havde svunget sin kappe over skulderen før han var gået ud. "Men jeg tror ikke du vil høre noget af det."

[Millicent Flint]

Millicent stirrede vredt på ham, før hun fandt sin indre Flint frem. Det ydre blev stivet af og følelserne gemt væk med et fnys i væmmelse.

"Udmærket. Jeg vidste ikke, at min holdning til dig betød så lidt," svarede hun afklippet og vendte ryggen til ham for at skridte indenfor igen. Ikke for at vende tilbage til selskabet, men for at gå direkte mod pejsen.

[Ambrose Macnair]

Ambrose var ikke typen der tiggede eller bønfaldt. Nok kunne han afprøve taktikker, når der var noget han gerne ville have, men han var overbevist om, at det bedste han kunne gøre, var at give Millicent tid. Det var derfor han besluttede sig for at trække noget ekstra luft, frem for at følge efter hende.
Det måtte være hvad det var. De havde tid.

Lukket?