Massere ligheder [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish følte sig bare en anelse lettere, nu hvor det var ude. Afklaret. Fingrene løsnede sig lidt om glasset og strammede sig ikke igen ved spørgsmålet, selvom han tog en indånding.

I sidste ende nøjedes han dog med at nikke bekræftende, uden at rette fejlen. Det var mere end han ville fortælle om Alissa. Blikket faldt på vennen og stemmen var rolig, da han talte.

"Hvorfor spørger du? Er du bekymret for at Valerie...?"

[Archie McCormack]

Archie tyggede sammen, både over sine egne minder og i en uforklarlig sympati med vennen. Måske burde han have forventet, at det ville komme tilbage til ham, men intet ville nok for alvor kunne forberede ham og han slog blikket ned.

Han fortrød, at han havde stillet glasset fra sig, men han havde ikke tænkt sig at samle et tomt glas op igen. I stedet fejede han lidt fnuller fra bukserne, der nok mere eksisterede i hans tanker end i virkeligheden. Han slap en tung udånding.

"Hun forelskede sig i en anden," endte han med at svare i en selvudleverende ærlighed. Men han havde ikke talt med nogen om det. Ikke engang den ældre bror, som han havde søgt husly hos. "Dengang."

[Hamish Buchanan]

Forbløffelsen på Hamish' ansigt var tydelig. Han havde ikke haft nogen anelse og i et øjeblik så han bare forundret på vennen. Så trak brynene sig dog sammen. Det virkede komplet uforligneligt med den måde, hvorpå Valerie altid syntes at se på Archie, som om han havde puttet alle stjernerne på himlen.

"Det anede jeg ikke," konstaterede han endelig, som lidt af de ellers varme følelser omkring den lyshårede kvinde led et uundgåeligt knæk. Men han kendte også følelsen. Vidste, at Alissa havde haft - måske stadig havde - følelser for en anden.

[Archie McCormack]

Archie så forbløffelsen, så de sammentrukne bryn og var splittet mellem en fortrydelse af, at han overhovedet havde sagt det, og den næsten forløsende oplevelse, det var rent faktisk at dele det med en anden. Han nikkede en gang, før han hævede blikket til Hamish'.

"Det var også fortid," svarede han og roen var tilbage i hans tonefald, selvom den var kraftigt udfordret, da han fortsatte.

"Men de dage, hun var i Egypten, før jeg kom derned..." Blikket søgte væk igen, som skammen indtrådte i de tofarvede øjne. "Én fra vores hold overskred grænser. Ikke kun mine."

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig sammen over fortsættelsen, som hans hjerne instinktivt koblede sammen med de foregående ord. Han var ikke sikker på, hvad der lå i den sidste tilføjelse eller hvad Archie ville frem til, men han var nødt til at spørge.

"Tror du, at hun selv opsøgte det?"

[Archie McCormack]

Det var ikke en bevidst sammenkobling, men ved spørgsmålet var Archie ikke meget i tvivl om svaret. Han tog en indånding, men lagde ikke ord på det med det samme. Kun langsomt fandt blikket vennens.

"Jeg tror ikke altid, hun er bevidst om det," indrømmede han til sidst.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke sikker på, hvad der var sket, men ud fra vennens udtryk var han helt sikker på, at han heller ikke selv ville billige det. Til gengæld kunne han sagtens se det rigtige i Archies ord, selv som udenforstående og på afstand. Han tog en indånding.

"Nej," medgav han. Han ville sige, at han i hvert fald umuligt kunne forestille sig Valerie gøre det med vilje, men han havde lige hørt om hendes affære og følte sig dermed ikke sikker på den slags erklæringer.

"Jeg kan se, hvad du mener," konstaterede han dog, dybt alvorligt. "Valerie er for god af sig og mange ville se det som en invitation. Har du forsøgt at forklare hende det?"

[Archie McCormack]

Archie havde måske aldrig bevidst sammenkædet de to, men Hamish’ ord fik ham til at indse, præcis hvor meget det havde generet ham. Hvor hårdt det var at se hendes venlighed mod andre blive fejltolket, ligesom han selv havde gjort det, når han havde set hende omgås andre mænd. Han tog en indånding.

“Hun ville ikke forstå,” afviste han, uden egentlig at være helt sikker

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig lidt sammen over svaret og i stille sind kunne han ikke lade være med at sætte pris på, at Alissa, uanset hvor frustrerende dét så kunne være, stort set altid vidste, hvilken effekt hun havde på andre. Til gengæld var da også med sin hustru i tankerne, at han talte, overvejende.

"Alissa og jeg har en aftale om altid at være ærlige, uanset om sandheden er grim eller ubehagelig," konstaterede han langsomt. "Selv hvis hun ikke kan forstå, er det så ikke bedre at hun ved det?"

I stedet for at det langsomt åd vennen op. Dét kunne i hvert fald umuligt være en god ting og han vidste, hvor hurtigt undertrykte tanker kunne blive giftige.

[Alissa Avery]

Det var meget få ting, Alissa gjorde ud af forpligtelse og hun rynkede brynene over indvendingen. Uden tøven rakte hun frem, tog hendes hånd og gav den et klem.

“Alle mine veninder er brudepiger,” konstaterede hun blot. “Selvfølgelig skal du det.” Hun gav ikke Valerie tid til at svare, men trak hende i stedet mod dobbeltdørene ind til stuen. Nok var de lukkede, men hun genkendte lyden af sit navn, selv gennem træet og havde et smil om læberne, da hun trådte ind, stadig med Valerie i hånden.

“Hvad snakker I om?”

[Valerie McCormack]

Valerie nåede kun at blive positivt overrasket og havde stadig et lidt forundret, men også beæret og helt ubekymret smil på læberne, uvidende om, hvilken samtale de var trådt ud i.

Hun fulgte bare Alissas ord op med et interesseret blik, som hun slap sammes hånd og instinktivt søgte over mod Archie.

[Archie McCormack]

Ærlighed var også en af grundstenene for Valerie og Archies forhold, men det betød ikke, at han lagde ord på hver tanke eller følelse. Uanset, hvor meget det så kunne gå ham på til tider.

Han nåede lige akkurat at åbne munden for at svare og det var med dét i tankerne, at døren gik op. Blikket gled til kvinderne, brynene let hævet. Han havde lullet sig ind i mørket, whiskeyen og sikkerheden i den private samtale. En følelse, der forsvandt, som Alissa brød ind og brast boblen.

Han modstod fristelsen til at klare halsen og lukke munden i, men fandt i stedet et afdæmpet smil frem. “Jer, selvfølgelig,” svarede han i et tonefald, der indikerede en spøg, selvom det ikke var tilfældet.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde også midlertidigt glemt de to kvinder, men så ikke skyldig ud, da de dukkede op igen, omend det også var fint nok, at det var på dét tidspunkt.

En munter lyd slap ham over vennens svar og han brummede med en istemmende lyd, som en afslappet hånd instinktivt rakte ud mod Alissa.

"Hvordan var kjolen?" spurgte han, et drillende glimt i de mørke øjne, selvom han reelt var nysgerrig. Det var dog også et fint emneskift.

[Alissa Avery]

Alissas verden centrerede rimelig meget om Alissa. Og til en vis grad også Hamish. Derfor var hun også rimelig tilfreds med svaret. Uden tøven gik hun hen til ham og sank ned på sin plads på hans skød igen.

Hun var selvfølgelig nysgerrig, men også ret nem at aflede med det nye emne og følelsen af en varm krop mod sin, som hun faktisk måtte røre. Og kysse blødt, så det gjorde hun.

“Helt perfekt.” Hun vendte blikket mod Valerie. Det var dog ikke reel tvivl, der fik hende til at spørge, men nærmere en cementering af deres venskab. “Ikke?”

[Valerie McCormack]

Valeries tænder kom til syne i et udpræget ømt smil over de spøgende ord og hun slap en munter lyd, som hun igen gled ned at sidde på den ene hofte ved siden af sin mand.

"Absolut," bekræftede hun, som hånden landede mod Archies skulder, blikket mod Hamish og Alissa. Absolut kun yderligere blødgjort af den helt nye invitation til at være brudepige.

"I bliver et strålende brudepar."