Hemmeligheder

[Jemima Burke]

Jemima smilede skævt, måske en smule akavet over sin søsters udtryk og tone, end spørgsmålet i sig selv "Jaer, jeg mener.. Det er ikke fordi jeg ville hænge og holde øje med jer eller noget. Jeg tænkte at måske jeg selv kunne mødes med Elias Oliver Wood på samme tid." hun pillede ved en knap i hynden hun sad på "Sådan.. jeg har din ryg hvis du har min, agtigt." hun så op og tilføjede hurtigt "Men jeg ville altså også gøre det selvom Elias ikke kan samme dag eller han ikke var inde i billedet."

[Iris Burke]

Iris havde aldrig helt følt sig forbundet med sin søster, men nu var følelsen der og hun kunne ikke helt holde sig tilbage, som hun impulsivt skubbede sig lidt frem og gav Jemima et impulsivt kram, som hun holdt i et par sekunder, før hun trak sig tilbage igen.

"Selvfølgelig. Jeg ville også hjælpe jer. Men det betyder virkelig meget."

[Jemima Burke]

Jemima havde ikke rigtigt forventet det kram hun fik, selv ikke da Iris skubbede sig tættere på og et øjeblik sad hun bare lidt akavet før hun sænkede skuldrene lidt og lagde armene omkring hende til et fast klem før hun selv slap igen.

De havde aldrig rigtigt været den type familie der altid krammede og kyssede, men det føltes rart og smilet hun sendte søsteren, var ganske reelt "Oprør mod systemet.. eller noget." hun skar en lille grimasse "Det er uretfærdigt vi ikke må have en kæreste ligesom alle andre. Som om vi er for dumme til at tænke selv bare fordi vi er fra den familie vi er."

[Iris Burke]

Det var impulsivt og ikke noget de plejede at gøre, men det føltes naturligt nok for Iris alligevel. Det var også en ny varme, der boblede frem i brystet, men den var god og hun så på sin søster med nye øjne.

"Jeg hader det," indrømmede hun, så glad for ikke at være alene med følelsen. "Jeg elsker Will og han er fra en virkelig god familie, men bare fordi, at han ikke er fuldblods, så er han åbenbart ikke god nok. Det er ikke rimeligt."

[Jemima Burke]

Jemima slap en tung udånding og nikkede "Ikke fordi jeg går og overvejer at blive gift i nærmeste fremtid, men ja." det var alligevel lidt for surrealistisk. Det var underligt nok, at folk på hendes egen årgang blev forlovede - og en enkelt gift - og endnu mere underligt at tænke de tanker i forbindelse med Elias "Elias's familie er virkelig søde, men selvom de var nogen idioter, burde det ikke spille nogen rolle." hun slog ud med den ene hånd i frustration "Vi burde bare have lov til selv at vælge."

[Iris Burke]

Iris havde virkelig heller ingen overvejelser om at blive gift. Hun kunne ikke engang overskue en snakken i krogene om forlovelse, for hun vidste uanset godt, at der kun var én, hun var interesseret i.

"Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at lade dem fortælle mig, at jeg ikke må være sammen med Will," slog hun fast. Også selvom det betød at skjule det.

[Jemima Burke]

Jemima nikkede igen og var ganske enig, selvom hun endnu ikke var sikker på, om det ville ende som noget mere alvorligt med Elias. Uanset om det gjorde eller ej, fastholdt hun stadig af princip, at både hun og alle andre, burde have lov til selv at vælge, hvem de ville være sammen med "Jeg tror jeg tager chancen, og spørger de gamle om Elias må komme her og besøge mig." hun så allerede lidt nervøs ud ved tanken "Jeg mener.. de ved vi har været venner i virkelig lang tid, så måske.." hun pillede lidt ved knappen i hynden igen "Jeg mener.. når de ved vi er venner, så behøver de ikke vide at der måske er noget mere nu."

[Iris Burke]

Iris nikkede lidt til søsterens ord. Hun ville have vovet at prøve det samme, hvis ikke forældrene allerede vidste, at hun og Will engang havde været kærester. Nu risikerede hun det ikke.

"Jeg skal i hvert fald nok dække for jer," slog hun dog fast.

[Jemima Burke]

Et både lettet og taknemmeligt udtryk lagde sig på Jemimas ansigt over søsterens forsikring "Det håbede jeg.." indrømmede hun, lænede sig lidt frem og gav Iris's arm et klem "Men jeg tænker ikke Felix Burke behøver at få noget at vide heller.. for nogen af os." det var ikke fordi hun ikke stolede på deres storebror, men med hans lidt overudviklede beskyttergen, var hun ikke helt sikker på, om han ville fortælle det til deres forældre eller ej. Desuden var han en dreng og der var åbenbart andre regler for dem.

[Iris Burke]

Iris elskede sin storebror, men lige her var hun helt og aldeles enig med sin søster og slap en lyd, der understregede det.

"Absolut ikke. Hvad han ikke ved, har han ikke ondt af," slog hun fast. "Det bliver mellem os."

[Jemima Burke]

Jemima nikkede, igen med et lettet udtryk “Nemlig.. og hvis han ikke ved det, kan han heller ikke komme til at sige videre til nogen.” Tilføjede hun og holdt impulsivt den ene hånd frem mod sin søster, med lillefingeren kroget så hun kunne tage den, som de havde gjort da de var små og havde en hemmelighed, der dog nok havde været knap så stor som den de havde nu.

[Iris Burke]

Iris kunne ikke lade være med at smile over den fremstrakte finger og en lykkelig fornemmelse boblede i hendes mave, som hun uden tøven rakte ud og krogede sin egen om søsterens.

Og mens hun pressede læberne sammen om et smil, nikkede hun. Beseglede aftalen.

Luk?