Hemmeligheder

[Iris Burke]

Iris' underkæbe raslede ned og hun så på sin søster med store øjne, før hun kun lige fik kvalt et begejstret udbrud. Hun lignede dog én, der var klar til at springe som en fjeder og kun lige holdt sig tilbage. Begejstringen var klar i de lyse øjne, måske fordi hun for første gang føltes, at de havde noget til fælles.

"Jem!" ivrede hun. Elias Oliver Wood var virkelig en hunk og Iris' smil var ikke uskyldigt. "Kyssede han dig virkelig? Hvordan var det?"

[Jemima Burke]

Jemima kastede et hurtigt blik tilbage mod huset over søsterens ivren, men det lod ikke til nogen havde hørt hende. På samme tid begyndte samme iver at smitte lidt af på hende. Måske fordi Iris ikke lod til at mene det var nogen dårlig ting eller noget helt forkert, og hun slappede lidt mere af, mens det insisterende smil der trak i hendes mundvige, havde svaret allerede før hun nikkede "Mhmm.." bekræftede hun og det prikkede lidt i maven da hun så på sin søster med et skævt smil "Rart.. mere end rart.. minus skægstubbe der kradsede lidt."

[Iris Burke]

Iris' eget smil voksede kun ved synet af søsterens sitrende mundvige og øjnene var store, som hun sad ude på kanten af solsengen i ren nysgerrighed. Hun kvalte en ivrig lyd mere, selvom det spillede i hendes blik.

"Phew," svarede hun, stadig uden helt at fatte det. Will havde ikke for alvor kradsende skægstubbe, men hun kunne ikke lade være med at forestille sig, hvordan det ville være.

"Ej, han er så flot. Og sød, ikke?"

[Jemima Burke]

Jemima slap en underholdt lyd og så sigende på Iris "Ja.. phew dækker det ret godt faktisk." hun opgav at holde smilet tilbage og nikkede da søsteren fortsatte "Jo.. han er ret fantastisk." at han så godt ud og at Iris åbenbart også mente det, var måske lidt underligt, men hun kunne ikke påstå hun ikke var enig. Han så forbandet godt ud faktisk.. og han havde kysset hende. Det var en smule uforståeligt "Men det er bare lidt underligt.. for vi havde lige fundet ud af bare at være venner igen. Efter jeg havde slået ham ud af hovedet."

[Iris Burke]

Iris' begejstring voksede kun, da Jemima rent faktisk sluttede sig til hendes udtalelse og det fantastiske skete, at de både var enige om noget og fandt det samme interessant. Hendes smil var uvornt og nysgerrigheden var til at tage og føle på.

"Drenge er nogle gange lidt sløve. Ind i mellem opdager de først, hvad de har, når det er væk," pointerede hun.

[Jemima Burke]

Jemima kneb øjnene lidt sammen og så skeptisk på sin søster "Men det er jo bare.. dumt. Hvis han nu havde fundet ud af det for et halvt år siden, så var der en hel del drama der måske ikke var blevet noget drama." hun kunne dog ikke lade være stadig at smile når hun kom til at tænke på Elias Oliver Wood "Han så lidt ud som om jeg havde stukket ham en..fordi jeg trak mig væk da han prøvede at kysse mig første gang." hun fnøs underholdt ved tanken "Men helt ærligt.. jeg havde ligesom ikke set den komme, vel."

[Iris Burke]

Iris fnøs muntert. "Det er drenge i en nøddeskal," slog hun fast og himlede med øjnene. "Men så kan han lære det," tilføjede hun og smilede et ulvesmil.

"Det er som om, at de bare vil have det mere, jo sværere det er at få fat i."

[Jemima Burke]

Jemima slap et underholdt fnys igen, uden at have nok erfaring til at vurdere, om Iris havde ret eller ej. Det i sig selv var lidt underligt, at skulle overveje, om ens yngre søster havde mere erfaring med drenge end man selv havde "Men er det så ikke ekstra dumt hoppe på den kost igen? Nu havde jeg lige slået ham ud af hovedet. Hvad nu hvis han fortryder og så står jeg der og er gået i spåner igen." brynene havde trukket sig sammen igen og fortænderne lukkede sig tvivlende om underlæben.

[Iris Burke]

Iris forstod alt for godt, hvad Jemima mente. Hun havde allerede grædt mange salte tårer over Willard, men nu var de sammen igen og det var det hele værd. Hun foretrak at lade være med at tænke på det negative. Hendes bryn rynkede sig lidt, tydeligvis i tvivl.

"Måske skal du sørge for, at han ér helt sikker, før du kaster dig ud i noget. Lad ham kæmpe lidt for det."

[Jemima Burke]

Jemimas bryn søgte igen ind mod hinanden og en lyd fik hende til at se op mod huset igen, kun for at se deres mor gå forbi de åbne døre og forsvinde igen. Hun tøvede, mest fordi det igen føltes sært at søge søsterens råd på den måde, men på samme tid var det rart at tale sammen som de gjorde nu. Ikke fordi de var kroniske uvenner. De havde bare ikke så meget til fælles "Hvordan det?"

[Iris Burke]

Iris trak lidt på den ene skulder og spørgsmålet og overvejede tydeligvis sit svar, selv opmærksom på ikke at blive overhørt. "Jamen, flirt lidt med ham, men lad være med at erklære noget alt for hurtigt. Måske skal du også vente lidt med at kysse ham alt for meget, selvom jeg kan forstå, at det kan blive svært."

Et alt andet end uskyldigt smil gled over hendes læber, før hun fortsatte, lidt mere alvorligt. "På den måde kan du måske finde ud af, om han mener det reelt."

[Jemima Burke]

Jemima skar en lille grimasse og brynene var igen krøbet sammen da Iris tav "Jeg aner ikke hvordan man flirter.." indrømmede hun og fortsatte "Det er dig der er god til sådan noget. Jeg ender altid med at sige noget lamt og ødelægge det hele." tænderne fangede underlæben igen mens hun overvejede "Men hvis jeg ikke ligesom gør noget så han ved jeg gerne vil det, tror han så ikke bare at jeg netop ikke vil?"

[Iris Burke]

Det var lidt udfordrende, for Jemima var tydeligvis på dybt vand og selvom Iris selv havde en kæreste, så var mange af hendes råd inspireret af kærlighedsromaner og råd fra Alt for Heksene.

"Det er en hårfin balance," rettede hun, som om hun vidste en hel del om det. "Vis ham, at du godt vil, men at han også skal oppe sig lidt for at fortjene det, ikke?"

[Jemima Burke]

Jemima havde aldrig tvivlet på, at Iris havde mere erfaring med drenge end hun selv havde, men aldrig rigtigt stillet spørgsmålstegn ved, hvor hun skulle have den viden fra. Og med sin egen manglende erfaring, tog hun det hele for gode varer, lyttede og tog det til sig.

Hun tyggede lidt på det før hun talte igen "Er jeg komplet dum hvis jeg giver det en chance?" det var i virkeligheden nok det der fyldte mest. Hun havde tænkt meget allerede og var nok kommet frem til, at selvom hun havde skubbet følelserne væk siden nytår, var de ikke helt forsvundet.

[Iris Burke]

Iris var måske nok fuld af idéer til, hvordan tingene skulle være, men hun var ikke iskold og ved søsterens ord, kunne hun ikke hindre et lille, varmt smil at bryde frem over sine læber. Nåja, måske var hun også en håbløs romantiker.

"Nej," svarede hun og rystede på hovedet, så krøllerne bobbede lidt. "Hvordan skal du ellers finde ud af, om han er den rigtige?"