Hemmeligheder

[Jemima Burke]

Iris Burke
4. Juli

Sommerferien var ikke startet ud helt som Jemima havde forestillet sig. Dagen før, som hun havde tilbragt størstedelen af i Portree, var bestemt ikke faldet ud som hun havde forestillet. Hun bed ned omkring sin underlæbe mens et insisterende smil spirede frem på hendes læber ved tanken om hvordan dagen så rent faktisk var faldet ud. I direkte forlængelse, falmede smilet lidt igen, fordi hun ikke havde taget sig sammen til at spørge sine forældre, om Elias Oliver Wood måtte komme på besøg.

Fortænderne slap ikke underlæben, men gnavede lidt ekstra på den, mens hun skævede i retning af sin lillesøster, der lå på en solvogn længere ude på terrassen. Jemima havde selv holdt sig i skyggen helt oppe ved huset. Hun havde fået rigeligt med sol dagen før. Også mere end der lige var godt og allerede da hun var kommet hjem aftenen før, havde hendes næse, kinder, skuldre og nakke, været tydeligt røde.

Alligevel rejste hun sig nu, tog den brede stråhat der lå ved siden af sig og pressede den ned ovenpå krøllerne, før hun på bare fødder trippede over de solvarme fliser og stillede sig så hendes skygge faldt ned over søsteren “Du ender med at smelte helt væk.”

[Iris Burke]

Iris elskede at slænge sig i solen og mærke den varme ned mod sin hud, som hun havde blottet en god del af i dagens anledning. Øjnene var lukket bag solbrillerne og hun lå lidt i egne tanker, som især indeholdt Willard Ollivander, da en skygge gled for solen.

Stemmen der fulgte, afslørede at der ikke var tale om en sky og Iris skubbede solbrillerne op med en enkelt finger, som lyse øjne rettede sig op mod søsteren og tænder kom til syne i et smil.

"Ja, det er lækkert. Du skulle prøve det."

[Jemima Burke]

Jemima fnøs, men det trak i hendes mundvige da hun trak en stor, polstret skammel hen ved siden solsengen og satte sig i skrædderstilling på den "Jeg fik rigeligt med sol i går." konstaterede hun og gned sin solskoldede næse som for at understrege det. På samme tid kom hun helt uden at tænke over det, til at smile temmelig bredt "Skal du se Willard i ferien?" blikket var spørgende og hun sænkede stemmen for alle tilfældes skyld. Måske havde de ikke lige ret meget til fælles, men hun havde ingen intentioner om at udlevere sin lillesøster ved at råbe op om ting deres forældre måske ikke vidste noget om.

[Iris Burke]

Iris skubbede sig brat lidt op og så sig tilbage over skulderen, som om hun var nervøs for at blive overhørt. Der var dog ingen at se og hun så tilbage på søsteren med et lidt hemmeligt smil ved tanken om at snige sig rundt med Willard Ollivander.

"Selvfølgelig. Jeg vil da ikke risikere, at han glemmer mig hen over sommeren, vel?"

[Jemima Burke]

Jemima fulgte helt per automatik Iris's blik op mod huset, men lod det snart vende tilbage til søsteren igen "Nej.." hun smilede skævt og flyttede sig lidt for at komme til at sidde bedre, selvom det nok mest var indre uro der gjorde sig gældende "Tror du mor og far ville give lov til han kom her?" hun lagde hovedet lidt på skrå og følte et øjeblik det var hende selv der var lillesøsteren. Det ville dog ikke være første gang og oftest kom følelsen i kølvandet på noget, der havde med enten drenge eller pigeting at gøre.

[Iris Burke]

Iris slap et fnys over spørgsmålet. "Jeg har ikke tænkt mig at risikere at spørge," svarede hun bestemt, lidt for klar over at Will ikke var fuldblods. Det var bedre, at forældrene ikke vidste noget.

Øjnene kneb sig lidt sammen, som hun så nysgerrigt og lidt mistroisk på søsteren, der ikke plejede at spørge om den slags.

"Hvorfor? Hvem vil du gerne have på besøg?"

[Jemima Burke]

Jemimas blik flakkede over spørgsmålet, lidt for tydeligt og hun så ned med en skuldertrækning "Bare.. nogen.." svarede hun henkastet og pillede ved nogle løse tråde i benene på sine shorts "Jeg tænkte bare at måske hvis vi spurgte dem sammen, så kunne vi måske overtale dem." hun så op igen, stadig med hovedet lidt på skrå.

[Iris Burke]

Iris slap en lys, meget piget lyd af begejstring og så på sin søster med store, nysgerrige øjne. Det var måske første gang, at de for alvor havde noget til fælles.

"Der ér en! Du er nødt til at fortælle mig hvem."

[Jemima Burke]

Jemima vred sig mentalt - og muligvis også lidt fysisk, mens hun skar ansigt over sin søsters reaktion "Schhh! Det ender med alle hunde i nabolaget hører dig." vrissede hun, uden hverken af bekræfte eller afvise der var nogen. Hvilket i sig selv nok var mere end rigelig bekræftelse "Der er måske nogen.." indrømmede hun så endelig "Vi prøver at finde ud af, om vi er noget.. eller har lyst til at være det."

[Iris Burke]

Iris tog sig ikke af søsterens tydelige ubehag. Hendes sans for sladder var alt for vågen og hun gled helt op at sidde, tænderne blottet i et lidt for bredt smil.

"Kom nu, Jem. Fortæl mig hvem."

[Jemima Burke]

Jemima lagde nakken tilbage, så stråhatten nær var røget af og udstødte en opgivende lyd "Hvorfor er det så vigtigt?" vrissede hun defensivt, mens fingrene fangede sømmen af t-shirten og vred den lidt. Så lidt mere, skævede op og mødte Iris's blik og vidste, at hun ikke fik fred, før hun havde givet hende et navn. Hun så ned igen og sukkede opgivende "Elias Oliver Wood ." mumlede hun, så lavt at det kun lige var hørligt.

[Iris Burke]

Iris' bryn gled op over svaret og hun blinkede lidt forundret, mens hun tydeligvis ikke helt kunne finde ud af sit ansigtsudtryk. Hun, og hele skolen, kendte til Jemimas crush på den tidligere anfører, men historien havde ikke meldt noget om, at det havde været gengældt.

Hun blinkede langsomt og fik samlet læberne, der havde skilt sig lidt. "Du mener at han...?"

[Jemima Burke]

Jemima havde virkelig ikke for vane at indvie sin lillesøster i hvad hun rendte og lavede, men selvom hun var tydeligt ubekvem med hvad hun havde indrømmet, fik Iris's reaktion det til at trække i hendes mundvige. Hun hævede det ene bryn lidt "Jeg mener at han, hvad?" spurgte hun med påtaget uskyldighed.

[Iris Burke]

Iris slap en halvt begejstret, halvt forurettet lyd over Jemimas tydelige forsøg på at spille uskyldig og de lyse øjne så granskende på storesøsteren, som om hun kunne krænge informationen ud.

"Jem!" sagde hun i sit bedste helt-ærligt-fortæl-det-nu-tonefald og lænede sig frem. Det næste var en teatralsk hvisken.

"Er I kærester?"

[Jemima Burke]

Jemimas bryn trak sig sammen så de næsten mødtes over næsen og hun sænkede blikket igen "Det ved jeg ikke endnu." indrømmede hun og var selv ligeså forvirret som det måtte lyde for en anden.

Hun var tavs et langt øjeblik uden helt at vide hvordan hun skulle forklare det hele "Han prøvede at kysse mig i går og så indrømmede han, at han måske var lun på mig. Det var han ikke.. dengang.." hun så op med et sigende blik mens hun fortsatte "Vi blev vist enige om at se, om vi kunne være.. mere end venner."