Heling kan tage længere tid end forventet

[Padraig Ogden]

Padraig vidste hvad aftalen havde været, men han havde ikke taget turen direkte hjem til Hogwarts efter bruddet med Abigail. I stedet havde han overnattet hos sine søstre, fået trøst og kram og te til det stod ham ud af begge ører. Da han vendte hjem den morgen gik han heller ikke direkte til Cedrella Ogden. Han sendte hende et beklagende blik henover morgenmaden, men skammede sig tilpas meget til ikke at opsøge hende.

Først flere lange, opslidende eksamensuger senere, stødte de på hinanden den allersidste uge inden professorerne fulgte deres elever på sommerferie. Hogwarts var tom bortset fra staben og der var ingen mennesker på gåtur omkring søen, ud over de to. Han stoppede åndeløst op og så på hende, uden at vide hvad han skulle sige.

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde forudset det, allerede da han havde stået med sine erklæringer. Hun havde forventet, at han ikke ville komme til hende, uanset hvad han så havde sagt og selvom det sled lidt i hende, havde hun holdt sin afstand.

Ugerne gik og følelsen af, at det endnu engang var gået, som hun inderst inde havde frygtet, var blevet mere og mere dominerende. Men hun var ikke bitter, velvidende at Padraig aldrig rigtigt havde været hendes.

Det betød dog ikke, at det ikke tog pusten fra hende, da hun pludselig stod overfor ham ved søbredden. Hjertet sprang et slag over og maven vred sig lidt, som blikket faldt på ham og hun holdt ubevidst vejret i et par sekunder. Ubevidst om, at hendes ansigt spejlede hans. Og ordene kom ikke, ikke engang en høflig hilsen.

[Padraig Ogden]

Padraig sank en klump. Han vidste godt, at han havde klokket i den. Han var en komplet idiot og tog et skridt nærmere med alle tegn på anger.

"Cedrella," sagde han lavmælt. "Jeg skulle have opsøgt dig, men det var så... Det var ikke nemt. Men det er slut nu. Helt slut. Tror du at du kan tilgive mig?"

[Cedrella Ogden]

Cedrella vidste ikke helt, hvad hun havde forventet, men det var ikke dé ord og hendes bryn gled lidt op i forbløffelse, som hun så ham komme nærmere.

"Tilgive?" lød det undrende fra hende, som hun blinkede et par gange. Hjertet hamrede allerede.

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud, før han nikkede med begge bryn tæt trukket sammen. "For at bruge så lang tid på at samle mig, før jeg var klar til at komme til dig, lommerne vendt på vrangen, intet mere, der binder mig til andre."

Han rømmede sig. "Jeg beklager overdramatikken, Cedrella. Jeg prøver bare at fortælle dig at jeg er din nu, hvis du vil have mig."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var intelligent og ville nok snart have forstået, men ordene var så uventede, at det først var da han fortsatte, at meningen blev klar for hende. Ubevidst holdt hun vejret, mens han talte og først, da han nåede enden, slap hun det hørligt.

"Padraig," åndede hun ud og under det milde blik, strøg et lidt håbløst smil over hendes læber. Og hun kunne ikke hindre sig selv i at tage et skridt frem mod ham. Og uanset, hvad hun formanede sig selv om, var der en gnist af håbefuldhed i de mørke øjne.

"Er du sikker?"

[Padraig Ogden]

Hun var uendelig køn på alle tidspunkter, men når strengheden helt forlod hende var det mest tydeligt. Padraig nød at se det og lukkede selv den sidste afstand for at tage blidt fat om hendes ene hånd.

"Det er helt slut. Det har været slut siden den aften. Jeg måtte blot samle mig først. Det var ikke nemt. Men jeg er hel nu og jeg ved hvad jeg gerne vil have."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var stadig oprigtigt ked af det på Padraig og Abigails vegne, men samtidig mærkede hun sit eget mellemgulv flaske, da han tog hendes hånd og trods det, at det lød for godt til at være sandt, mærkede hun sig selv draget ind mod ham.

Og på trods af alt sin fornuft, alle sine ord, tænkte hun knapt nok, som hun strakte sig og impulsivt trykkede læberne mod hans.

[Padraig Ogden]

Padraig smilede varmt og tog imod Cedrella med en usigelig lettelse mest af alt. Det føltes som at komme hjem at kysse hende. Det gjorde godt og han lagde begge arme om hende og dvælede ved hendes bløde læber.

"Betyder det at du tilgiver mig?"

Hans stemme var dæmpet og hæs ved det sidste.

[Cedrella Ogden]

Det var deres første kys, men det var lige som det skulle være. Varmt, forløsende og næsten naturligt. Cedrella fortabte sig indtil der blev luft mellem dem og han talte.

Hun tog en dyb indånding og så på ham med et blik, der var fyldt.med følelser. Et lidt håbløst smil gled over hendes læber.

"Der er intet at tilgive," svarede hun mildt og rystede på hovedet. "Du gjorde, hvad der var nødvendigt."

[Padraig Ogden]

Padraig sukkede lavt og lettet. Han kyssede Cedrellas pande og strøg den ene hånd over hendes ryg.

"Jeg var vægelsindet og lang tid om at bearbejde mine følelser," argumenterede han fornuftigt. "Meget egoistisk ikke at opdatere dig på situationen."

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hud sitrede under hans kærtegn og hun kunne ikke hindre en umiskendelig flig af lykke i at rodfæste sig. Læberne buede da også insisterende opefter, samtidig med at hun rystede blidt på hovedet.

"Jeg ville have ventet længere endnu," forsikrede hun og mente det. Hun ville aldrig have presset ham, aldrig have holdt ham op på noget, velvidende hvor meget der kunne have ændret sig, da først han havde gjort det forbi. Indsigten af at det ikke havde, at han stadig ville have hende, var overvældende.

Hænderne fandt hans skuldre og hun tog en let skælvende indånding, mens næsen flugtede lidt med hans.

[Padraig Ogden]

Padraig rystede svagt på hovedet af Cedrella og hendes tålmodighed med ham, der absolut var for stor. Fingerspidser strøg hår om bag hendes ene øre, blikket forblev på hende, som han tog en dyb indånding.

"Så du vil have mig? Hvor det end fører os hen?"

[Cedrella Ogden]

Cedrellas hjerte hamrede og hun forstod knapt, at de stod der. Troede knapt nok på det eller hans ord. Hun tog en indånding over fornemmelsen af fingre mod sin kind.

"Ja," hørte hun sig selv sige, før hun kunne nå at overveje det. Blikket gled over hans ansigt og hun følte sig åndeløs, selv som den næste realitet slog hende.

"Jeg er stadig forlovet."

[Padraig Ogden]

Padraig holdt vejret et øjeblik over Cedrellas ansigtsudtryk, snarere end hendes påmindelse om forlovelsen. Han nikkede lidt, langsomt og rynkede panden svagt.

"Det ved jeg," forsikrede han dæmpet. "Det skræmmer ikke mig væk. Du sagde at I begge ville ud af det...?"