Polyjuice in the making

[Milphio Borgin]

Til Finley Runcorn

Det var lidt af et projekt de to drenge havde kastet sig ud i. Det tog i hvert fald væsentligt længere tid, end Miles havde regnet med, og stedet de havde valgt at gemme sig var ikke længere særligt spændende. Nok havde spøgelserne holdt en eller anden fest her til Halloween, men det havde Miles ikke været en del af, og uden spøgelser var det bare en som sal.

Han lå på ryggen og gloede op i loftet, mens han ventede på at Finn skulle bruge ham til et eller andet. "Tror du vi kunne kom ind på pigernes sovesal, hvis vi smed noget af Callies hår i?" De havde ikke nuppet for store mængder af ingredienser, så der var nok kun eliksir nok til en enkelt prank, men det var virkelig en skam. For der var potentielt set vanvittigt mange udnyttesesmuligheder.

[Finley Runcorn]

Finn havde efterhånden læst opskriften en milliard gange. Den fik ham dog til at klø hovedbunden langt mere end hvad godt var. De havde været i gang af nogle omgange nu, men det var i det hele taget bare den mest besværlige proces nogensinde. Han sad netop og pulveriserede nogle ingredienser, da Miles talte.

"Hvad fanden vil du på pigernes sovesal?" spurgte han, overbevist om at det var noget lummert. Eller også var det bare hans egne tanker der var i rendestenen.

[Milphio Borgin]

Miles smed en albue i jorden som han rullede om på siden, og lagde hovedet i hånden så han kunne se på Finn. "Jeg vil bare se hvad de laver. Og hvordan der ser ud. Hvorfor kan de komme ind til os, når vi ikke komme ind til dem? Jeg mener, tror du de gemmer på en eller anden hemmelighed derinde?"

Måske var der ingen stor og mystisk hemmelighed, men Miles var alligevel ret nysgerrig. Især fordi det var et std han ikke måtte være. At der potentielt set kunne rende piger rundt i undertøj eller lignende, var ikke noget han spekulerede meget over.

[Finley Runcorn]

Finn så rimelig mistroisk ud, men det lykkedes ham da nogenlunde at multitaske med de pulveriserede rødder. For opskriften sagde at han ikke måtte stoppe før et vist antal minutter var gået. Vrøvl og latin, hvis man spurgte ham.

"Jeg tror Cal kværker dig hvis hun hører det der," Påpegede han, selvom en del af ham ikke kunne undgå at følge Milphio's tankestrøm. Nu havde de jo set hvad der var i Den Forbudte Afdeling. Alligevel virkede pigernes sovesal endnu mere forbudt.

"Jeg tror virkelig ikke pigerne gemmer på noget." Han lød dog pludselig skråsikker. "Hvad skulle det i så fald være?"

[Milphio Borgin]

Miles trak på skuldrene, så godt som det nu kunne lade sig gøre mens han lå på siden. Calliope Zabini 'kværkede' ham nok alligevel og hvis ikke for at liste ind på pigernes sovesal, så for noget andet.

"Det ved jeg ikke. Men hvorfor må vi så ikke komme derind?" Han satte sig endelig helt op og rykkede tættere på Finn og eliksirbryggeriet. Det så ikke voldsomt appellerende ud, og Miles var glad for, at det ikke var ham der skulle drikke det.

[Finley Runcorn]

"Fordi," Finn gik i stå med sin sætning. Det var nemt at tro at det bare havde noget med pulveriseringen at gøre, fordi tungen altså sad koncentreret i mundvigen. Alligevel mærkede han varmen stige i kinderne ved mindet om hvor klam Calliope havde syntes han havde været da hans krop havde reageret noget så naturligt, hvilket var en af grundene til at de var blevet uvenner.

"Jamen, det ved jeg da for helvede ikke. Du skal ikke spørge mig."

[Milphio Borgin]

Miles der ellers havde siddet ganske afslappet, trak sig en smule tilbage og så undrende på Finn. Nok kunne vennen være en hidsigprop over småting, men lige nu forstod Miles ikke hvorfor han teede sig.

"Nå, nej nej. Okay." Måske var det pulveret der var gået i hjernen. "Sorry," mumlede han efterfølgende inden han lænede sig lidt frem igen for at sidde som før. I tavshed. I hvert fald for en stundt.

Så rynkede han lidt på næsen og skævede til Finn. "Dude, er du okay?"

[Finley Runcorn]

Når ikke Finn var i godt humør, var han bestemt i skidt humør. Der fandtes ikke altid et mellemstadie. I hvert fald ikke nu hvor han var kommet dybere ind i sine teenageår. Han vendte koncentrationen mod de pulveriserede rødder igen, som endelig havde fået nok. Det havde kraftedme også taget sin tid.

"Gu' er jeg okay," mumlede han tvært, hvilket nok lidt ødelagde hele pointen med dét svar.

"De her rødder var bare belastende. Jeg tager lige fem." Og med det, lagde han sig fladt på gulvet som Miles havde gjort tidligere. Der var ret støvet og det kløede i næsen. "Den her eliksir er krævende as hell."

[Milphio Borgin]

Miles fulgte Finn med øjnene, og var egentlig ikke helt overbevist om, at det kun var rødderne der gik ham på. Men så igen. Det var Finn.

Efter et øjeblik hvor Miles havde set lidt håbløst på eliksiren, endte han også med at ligge sig ned igen. Denne gang ved siden af Finn, men med blikket op i loftet.

"Så... Vil du have jeg skal gøre et eller andet ved den dér eliksir imens?" Måske et lidt dumt spørgsmål, for Miles havde ry for at ødelægge en hver eliksir han kom i nærheden af, hvis ikke nogen kiggede ham over skulderen konstant. Men hvis Finn ikke ville snakke om hvad end der måske gik ham på, så måtte Miles jo starte et andet sted.

[Finley Runcorn]

"Du kan skære noget om lidt måske. Det skal simre i 46½ timer, når vi er færdige for i dag," Finn gned tindingerne over opskriften. Alle ingredienser var super krævende og havde de mærkeligste brygningstider anskrevet. Det betød at man måtte tilrettelægge al fritid ud fra det, og Finn var træt af skrivekramper.

"Men distrahér mig lige. Snak om noget. Sommerferien." Okay, Finn var måske ligeså krævende som polyjuicen, men han skulle lige hidse sig ned.

[Milphio Borgin]

Det var lige præcis derfor Miles ikke havde meget tilovers for eliksir. Der var al for meget ventetid, og al for meget præcis dit og nøjagtigt dat. Miles var både utålmodig, og sjussede sig lidt frem til alt. Godt han havde Finn til den slags. Finn var pisse klog, syntes Miles. Selvom han vist nogen gange skjulte det lidt, selvom Miles ikke fattede hvorfor.

"Jeg skal spille quidditch! Jeg skal være hjemme, og jeg skal spille quidditch med mine søskende, og måske tager vi til Poole eller Bournemouth en dag eller to, fordi seriøst... Den bedste strand, ever! Plus de har sådan et lille tivoli, ikke også? Og min søster siger man godt kan liste en diskret besværgelse på pariserhjulet, så det køre hurtigere, uden mugglerne opdager det. Men det er kun hvis vi har råd, ellers gør vi det næste sommer, siger mor, hvis min mormor og morfar snart kaster nogle penge efter hende. Siger hun. Men dig og mig og Callie-Ballie skal da også lave et eller andet, ikke?"

[Finley Runcorn]

Det var en af de ting han faktisk kunne give Miles meget credit for. Okay, han var vel også glimrende selskab, og en af de bedste kammerater. Finn nød dog hvordan han bare gjorde hvad Finn bad ham om, og snakkede løs uden at stille spørgsmålstegn til det. Distraktionen var velkommen.

Hovedet blev da også transporteret til Poole og Bournemouth. Til tivoliet og pariserhjulet. Vejrtrækningen var allerede blevet mere rolig, og hidsigheden var forstummet en hel del. Indtil Miles da nævnte Calliope Zabini, som han endnu ikke havde snakket med siden påskeferien.

"Jeg tror ikke hun vil være venner med mig længere."

[Milphio Borgin]

Miles tørrede næsen af i ærmet, inden en rynke foldedes sig over den og han sendte et blik over på Finn. De havde været uvenner før, men den her gang var alligevel anderledes. Og Miles var ikke helt sikker på, hvad i al verden han skulle gøre ve det.

"Årh lad da være... I plejer at blive venner igen, jo." Måske lød han ikke selv så overbevist, som han gerne ville.

[Finley Runcorn]

Skuldrene hævede og sænkede sig i en modløs bevægelse. Dernæst forlod et halvfrustreret suk ham. "Der er bare gået så skidelang tid denne gang," Pointerede han, stadig fra sin liggende position på gulvet.

"Hun blev rigtig vred på mig, fordi jeg smed hende ud af mit værelse... Hun havde den her åndssvage plan om at vi skulle ligge i min seng, kun i undertøj, så mine forældre ville se os næste dag og afbryde forlovelsen," Planen lød dummere i hindsight. "Og så... du ved reagerede min krop bare. Sådan du ved. Som drenges gør. Det var ikke min skyld, og hun gjorde mig pisseflov over det bagefter."

[Milphio Borgin]

Miles lyttede og lod ufrivilligt et par sekunder passere før han gav lyd fra sig. "Merlin..." Han rykkede lidt på sig på gulvet, og endnu et tavst øjeblik fyldte rummet. Måske ville han impulsivt have grinet af hele historien, men et eller andet ved stemningen fik ham til at lade være.

"Dude, hvorfor fanden sagde du sagde ja til at hive hende med i seng i undertøj?"