Polyjuice in the making

[Milphio Borgin]

Miles slog udfordrende og alligevel sløset ud med hånden, "du kan jo invitere mig ned bagefter, og så hvor vi har det sjovest?" Som altid blev det sagt i halvt alvor og halvt sjov. Så måtte Finn lave den kloge beslutning, og vurdere om det var en god idé.

[Finley Runcorn]

Selvom Finn endnu en gang himlede med øjnene, lød ideen frygteligt appellerende. Sådan var det altid med de skide løver. De prikkede til ens behov efter at udfordre reglerne og retningslinjerne. Et smil dirrede frem.

"Hvad med at vi lige får styr på dénne hovedløse plan først?" Foreslog han så. "Vi skal også have nogle missioner for næste skoleår."

[Milphio Borgin]

Miles ormede sig ned på maven igen med et "klart" og lod blikket falde på Finns arbejdende hænder. Så præcist. His nogen kunne få bryggen til at lykkedes, var det altså Finley Runcorn.

"Må jeg komme med når du konfronterer hende?"

[Finley Runcorn]

Rødderne blev da skåret nogenlunde. Langt bedre end Milphios, hvis han selv skulle sige det... Eller hvis man lige skævede mod de skæve, klodsede stykker fra før. "Hm," Kom det tænksomt fra ham ved spørgsmålet. Tungen havde sat sig i mundvigen, mens han skar endnu et stykke.

"Jeg tror jeg må gøre det selv. Så hun tror på den," Foreslog han. "Jeg kan give dig en opdatering lige efter, mh?"

[Milphio Borgin]

Mundvigen trak op i en lidt utilfreds grimasse, men han forligede sig hurtigt med Finns beslutning.

"Fair nok. Men jeg skal have alle detaljer, så."

[Finley Runcorn]

"Selvfølgelig," Sagde Finn og mente det da også på dette tidspunkt. Han anede ikke hvor galt det ville komme til at gå, og var relativt lykkelig i uvidenheden.

"Så.." Han skar den sidste rod og skubbede rødderne fra skærebrættet og ned i helvedet af gråbrunt mos. Det sydede lidt ved kontakten. "Jeg tror vi er færdige for i dag." Han skævede til opskriften.

[Milphio Borgin]

“Cool,” bemærkede han kort og fulgte igen Finns arbejde med øjnene. Det var virkelig den klammeste eliksir han længe havde set, og han spekulerede på om han i det mindste fik lov at være med, når Finn skulle drikke den. Han skulle til at spørge, da Finn erklærede fyraften.

Straks sprang Miles på benene med fornyet energi. “Vildt nok! Hvor længe skal den stå den her gang? Jeg tror virkelig godt jeg kan bruge et par dage væk fra lugten.” Han var allerede halvt på vej mod døren.

[Finley Runcorn]

Opskriften blev nærstuderet temmelig grundigt, men den var simpelthen så snørklet i formuleringerne og al det med ventetiden mellem hvert trin, var skide forvirrende. "Ehm... Om 48 timer skal vi røre i den... Altså, det kan jeg jo bare gøre." Han var trods alt tættere på med opholdstuen og alt det.

"Scourgify," Forsøgte han sig med staven mod skærebrættet og kniven der var helt tilsølet af slimet rodstads.

[Milphio Borgin]

Miles hang lidt ved døren, måske en smule utålmodigt, mens Finn gjorde rent. I virkeligheden kunne Finn nok godt have klaret hele eliksiren selv, men Miles ville gerne være med. Både fordi han var nysgerrig, men mest af alt fordi han gerne ville holde Finn med selvskab.

"Niks, Connie. Jeg har set hvor tørstig du ser ud når du kigger ned i den dér," han nikkede mod kedlen, "og jeg vil ikke risikere at du drikker den før tid. Så jeg går med." Smilet var bredt og glimtet i øjet drillende.

[Finley Runcorn]

"Som om. Det ligner..." Han skævede ned i kedelen og de mærkelige, blødt sydende bobler. "Indmaden fra en virkelig nasty blævreorm." Beskrivelsen var nok ikke engang retfærdig overfor hvor klamt det egentlig så ud.

"Men, hvis du kan lokkes ud af løvehulen for det... Så fair." Han smilede nu alligevel, næsten taknemmeligt, til kammeraten før han endelig lagde tingene lidt på plads og gemte opskriften i den store, dybe kappelomme.

"Skal vi skride?" Han rejste sig op, godt øm i kroppen efter at have ligget på stengulvet.

[Milphio Borgin]

Lænet mod døren stod Miles bare med armene over kors, og smilede dumt mens han ventede på at Finn fik pakket sig. "Alt for dig og din klamme eliksir, Con." Smed han ind som bemærkning før Finn spurgte om de skulle skride og Miles nikkede, før han tog fat i dørhåndtaget og stak hovedet ud.

Der var ingen andre elever at se. Så de to knægte listede ud og lod eliksiren passe sig selv de næste ottetogfyrre timer.

Lukket?