Grønøjet

[Erin Morgaine]

En tåre undslap Erins ene øje. Hun snøftede lidt ind og rejste sig op, for at tænke på noget andet.

"Du har ikke nogen grund til at være vred," svarede hun lidt hidsigt. "Jeg må gå ud med hvem jeg vil!"

[Cora Greengrass]

Cora rejste sig da Erin gjorde. For hvis nogens skulle forlade situationen, var det hende. "Det må du," Bed hun igen, og ignorerede at en flig af hende faktisk nev ved lyden af hendes snøften. "Men vi har delt sovesal i flere år. Du kunne have sagt et eller andet, frem for at troppe op med ham til festen."

Hun sydede nærmest. I næste sekund trådte hun ned i et par ballerinasko hun havde stående ved sengen, så hun kunne skride ned i Opholdstuen. "Det er dig der er led."

[Erin Morgaine]

Erin rynkede panden dybt over det urimelige krav, der stadig bare lød som om Cora havde følelser for Ian.

"Jeg er ikke led, bare fordi jeg ikke fortalte dig en hemmelighed," indvendte hun frustreret. "Du ville ikke have gjort det samme for mig."

[Cora Greengrass]

Coras bryn krummede sammen, mens hun skulede mod Erin. "Vel ville jeg ej," sagde hun, selvom hun nok, inderst inde, kunne erkende at Erin havde ret. Lige nu, var hun dog ikke i humør til at indrømme noget som helst.

"Jeg er så træt af dig. Du er så hellig."

[Erin Morgaine]

Erin blinkede en enkelt gang, før hun snøftede ind og gik sin vej. Hun kendte rummet godt og vidste hvor døren var, men hun gik ikke ud i opholdsstuen. I stedet søgte hun ned af gangen mod drengenes sovesale, fulgte væggen med fingrene og græd lavt på vejen.

Hun havde en idé om hvor Ian Ogilvy sov, havde været der en enkelt gang for længe siden, men tænkte ikke så meget. Derfor var det også held, at hun fandt ind af den rigtige dør.

[Cora Greengrass]

Først da Erin havde forladt sovesalen, kom tårerne frem i de grønne øjne og gjorde det hvide temmelig rødt. Hun kunne ikke håndtere de mange følelser i sig, og anede ikke hvem hun kunne gå til. Nok havde hun venner i sirenerne, men hun krængede ikke hjertet ud for dem. De største usikkerheder havde hun ikke engang afsløret for Ian.

Efter flere minutter, havde hun samlet sig selv. Mere eller mindre... Men hun var god til at lade som om, hvis hun virkelig kæmpede for det. Og det var med hagen hævet at hun forlod sovesalen og søgte mod Opholdstuen.

Hun ville ikke være alene.

Cora out.

[Ian Ogilvy]

Ian var muligvis forbandet, når det kom til fester. Det var efter julefesten, at hans forhold til Cora var sprunget i luften, men han havde da en klar fornemmelse af, at afslutningsfesten var gået en del bedre. Han nåede faktisk så langt som til at være gået i seng, godt tilfreds, og lå og smådøsede, da døren gik.

Det var et tilfælde, at han ikke lige havde fået forhænget trukket helt for og dovent blinkede i retning af skikkelsen. Et sekund senere gik det op for ham, at det ikke var en af drengene og han så dybt forvirret ud, som han fik skubbet sig lidt op.

"Erin?"

[Erin Morgaine]

Erin stod lidt fortabt, før hun graviterede imod lyden af Ians stemme og snøftede lidt ind.

"Undskyld jeg forstyrrer. Må jeg være her lidt?"

[Ian Ogilvy]

Ian fattede ikke, hvad der foregik og så i nogle øjeblikke bare på hende med en let måben, før hun talte og hans hjerne indhentede ham. Han fik skubbet sig ud på kanten af sengen, så han kunne nå hendes hånd og blidt trække hende tættere på. Udtrykket på hans ansigt var bekymret og noget ulmede lidt i hans mave.

"Hvad er der sket?"

[Erin Morgaine]

Erin tog en dyb indånding, da Ians hånd fandt hendes. Hun nåede sengekanten og snøftede lidt ind.

"Cora," fik hun frem, selvom hun ikke vidste om hun havde lyst til at han egentlig fik det hele at vide. Men det kom ud.

"Hun skældte mig ud for at have fulgtes med dig, uden at fortælle hende om det."

[Ian Ogilvy]

En isnende kold følelse spredte sig i Ians mave over svaret og der sneg sig noget hårdt ind i hans blik, som kun forstærkede ømheden overfor Erin. I hvert fald rakte han impulsivt ud og søgte at trække hende lidt tættere på.

"Du skal ikke lytte til hende," sagde han roligt, trøstende, men også bestemt.

[Erin Morgaine]

Erin blev hevet lidt mere i og endte med at finde ned at sidde på sengekanten, uden at slippe Ians hånd. Hun snøftede lidt igen.

"Okay," mumlede hun. "Hun er så dum."

[Ian Ogilvy]

Ian ville egentlig gerne have trukket hende ind i sine arme, men forsøgte dog ikke at ændre på det, da hun i stedet satte sig på kanten af sengen. Han tog en dyb indånding, temmelig anspændt over samtaleemnet. Han svarede ikke på hendes sidste år, men svarede med et afklaret, måske faretruende roligt tonefald.

"Det er slut mellem os," konstaterede han. "Det bliver hun nødt til at forstå."

[Erin Morgaine]

Erin nikkede lidt. Det var godt at høre Ian sige det. Hun var ikke rigtig usikkert anlagt, men man kunne da fristes til usikkerhed af hans ekskæreste på sovesalen.

"Jeg vil i hvertfald ikke komme mellem noget," konstaterede hun. "Men jeg kan vældig godt lide dig, Ian. Ellers var jeg her ikke,"

[Ian Ogilvy]

Noget ulmede i Ian over, at de overhovedet havde den samtale. Erin burde aldrig så meget som have været konfronteret mod det og hans vrede mod Cora boblede igen, men han holdt den til nøds nede.

"Der er ikke noget at komme i mellem," slog han fast og drejede sig lidt mod hende en rynke mellem brynene. Impulsivt løftede han en hånd og strøg hende blidt over kinden.