Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne heller ikke lade være med at smile lidt, selvom det stadig var træt og han virkelig ikke gjorde mere end at sidde. På et tidspunkt skulle han prøve at stå, men hver ting til sin tid og han havde ikke brug for at falde om foran Alissa, hustru eller ej.

"Faktisk, tror jeg at det var mig, der sagde, at jeg var for stædig til at dø," kunne han ikke lade være med at pointere, en anelse drillende bag udmattelsen, selvom ordene og glimtet i de mørke øjne var en klar indikator på, at han rent faktisk var bedre.

[Alissa Avery]

Smilet havde været om hendes læber, siden overraskelsen havde fortaget sig, men nu blegnede det omgående. Dø. Det fik Alissas mave til at trække sig sammen. Hun skubbede det hastigt væk og fokuserede på, at han så og lød bedre.

"Og hvad med dine arme? Har du snart tænkt dig at holde om din hustru?" spurgte hun og det lød ikke helt så let, som hun var gået efter. Men hun fik i det mindste fundet smilet frem igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish var ikke så bange for at tale om realiteterne. Det var netop på grund af dem, at Alissa nu rent faktisk var hans hustru og han smilede svagt, men varmt over hendes spørgsmål.

Han så da også noget, der mindede om frygt i hendes blik, men i stedet for at italesætte det, løftede han trætte arme og fangede hende ind til sig.

Grebet om hende var svagt og armene hvilede mod hende for støtte, men han holdt hende og kunne også hvile hagen ned mod hendes skulder.

"Jeg elsker dig," forsikrede han lavmælt, men dybfølt.

[Alissa Avery]

Det var flere dage siden, at Alissa havde mørket Hamish’ arme om sig og følelsen alene var nok til at sende en skælven gennem hende. Armene lagde sig om ham, så han kunne støtte på dem.

“Jeg elsker dig,” mumlede hun og drejede hovedet, så hun kunne plante et kys mod hans hals. Og smilet var synligt i hendes stemme, da hun fortsatte. “Mr. Avery-Buchanan.”

[Hamish Buchanan]

Hamish var træt, men følte sig alligevel mere stærk end han havde gjort. Og det sagde ikke så lidt, som han sad der og havde svært ved at holde sine arme løftet.

Alissas tilstedeværelse og følelsen af hendes i sine arme var dog en god pris og han kunne ikke lade være med at smile ned mod hendes skulder.

"Mrs. Avery-Buchanan," mumlede han, bare en anelse henført.

[Alissa Avery]

Alissa havde ikke tal på, hvor mange gange, Hamish havde holdt om hende, men dette var helt nyt. Han havde altid været rank og stærk, men nu var hans hoved tungt mod hendes skulder og hun tog en indånding, før hun frigjorde sig igen og fejede håret væk fra ansigtet.

"Hvordan har du det?" spurgte hun og lod blikket glide granskende over manden, der var så langt fra den, hun havde forelsket sig i.

[Hamish Buchanan]

Hamish var udmærket klar over, at han sad og lænede sig lidt ind mod Alissa, men det føltes stadig bedre end at ligge helt ubevægelig og ved hendes spørgsmål tog han en dyb indånding.

"Jeg er træt," indrømmede han. "Men bedre."

[Alissa Avery]

Alissa elskede Hamish, men denne halvskravlede mand ville nok ikke have vundet hendes hjerte. Det var dog en væsentlig forbedring fra sidst og det kunne hun klamre sig til, som hun betragtede ham.

“Har de fået stoppet det?” spurgte hun uden at kunne skjule bekymringen i hverken tonefaldet eller de grønne øjne.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog en dyb indånding mere, før han tvang sig selv lidt mere op at sidde og så op på hende. Han tog en dyb indånding.

"Efter sigende," konstaterede han. "Men de holder stadig øje med det. Det lader til, at de er usikre på, om den blot er i dvale."

[Alissa Avery]

I dvale. Altså var der ingen grund til at føle sig sikker på noget endnu. Alissa sank nyheden, men dvælede ikke ved den. I stedet vendte hun sig mod den lille taske, hun havde stillet på stolen til gæster, og fremdrog den guldglitrende notesbog. Skribleren tittede frem, men hun lukkede tasken sammen om den igen.

“Vi har fået sendt ud til alle, at brylluppet er blevet udskudt. Min mor er taget tilbage til Frankrig, men det er måske også for det bedste,” gik hun i gang med den mentale tjekliste.

[Hamish Buchanan]

Hamish blinkede lidt over emneskiftet, men forsøgte at ranke sig lidt og fandt en mine frem, der var lidt mindre rå og kun for hendes øjne. Langsomt nikkede han.

"Godt," konststerede han med en dyb indånding, selvom han ikke for alvor mente, at det var godt. Brynene trak sig sammen, men det var først nu at han for alvor var blevet konfronteret med det praktiske ved aflysningen af brylluppet.

"Også til Archie og Valerie i Egypten?"

[Alissa Avery]

Alissa havde brugt måneder på at planlægge brylluppet, balanceret det med undervisning og eksamener, udelukkende for at måtte aflyse det hele. Det var ikke hendes favoritemne, men det skulle ikke desto mindre tages og det var bedre end at tænke på, at hans helbred til hver en tid kunne vende. Men med det skubbet godt i baghovedet, kunne hun også se bebrejdende på ham.

"Selvfølgelig," svarede hun, stødt ved tanken om, at hun skulle have glemt hans forlover.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne intet andet end at smile en anelse over hendes fornærmede ansigt, som han lige nu fandt mere end almindeligt bedårende. Han så afvæbnende på hende.

"Jeg mente blot, om den var nået frem," forsikrede han. "Jeg er ikke i tvivl om, at du har kontrol over det hele."

[Alissa Avery]

Alissa skulle bruge et øjeblik længere end normalt på rent faktisk at registrere svar, men det var også ved at være længe siden, hun havde fået en nats sammenhængende søvn. Efter at have blinket søvnigt, nikkede hun dog og fejede lidt af det lyse hår bag øret.

"Selvfølgelig," svarede hun og blikket flakkede over ham, uden hun tillod det at fæstne sig, før hun rettede blikket tilbage mod notesbogen. "Jeg har desuden snakket med helbrederne om forskellige scenarier og lavet en plan. Hvis bare du kommer på benene inden for den næste uge, så burde vi kunne holde et ordentligt bryllup, før sommeren er slut og jeg skal til-"

Hendes stemme knækkede ved tanken om, at deres dyrebare tid blev tilbragt sådan, men hun tillod ikke sig selv at blive grebet af det for alvor. Hun klarede bare halsen og fortsatte, som var der ikke sket noget "-tilbage til skolen."

[Hamish Buchanan]

Hamish' bryn trak sig sammen, som han betragtede hende og da hendes stemme knækkede, gav hans mave et lille vrid. Og han gjorde selv et ryk, som havde hans impuls været at rejse sig.

Det var dog fysisk umuligt og han undertrykte et gisp af smerte, som blandede sig med det svagt forpinte i hans tonefald.

"Alissa," bad han lavmælt og holdt en arm frem mod hende. Udtrykket alvorligt, men også ømt, under sin udmattelse. "Kom her."