Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Alissa Avery]

Der var ingen bedre måde at beskrive det end rigtigt. Som faldt noget på plads i Alissa, da hun mærkede hans fingerspidser mod sin kind. Sommerfuglene falksede kildrende rundt i hendes mave, som hun lukkede hånden om hans og lige så blidt guidede den tilbage til sengen.

Lykønskningerne var kortfattede, men hun fjernede knapt sit blik fra Hamish og registrerede kun svagt at døren lukkede bag dem og efterlod det nygifte par alene. Men hun kunne knapt se sin mand gennem blikket, der nu var sløret af tårer.

Hun snøftede en gang, men tillod ikke tårerne at trille. I stedet lænede hun sig ganske langsomt frem, til hun kunne møde hans læber igen. For hvad var der at sige, ud over hvor unfair det var, at han måske ville glide ud mellem hendes fingre uden for alvor at have levet det liv med hende, de havde brugt det sidste år på at længes efter.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke for alvor fokusere på resten af rummet. Han holdt fast i Alissa som sit fixpunkt og tog alle dele af hende ind, som hun sad der.

Han så tårerne i grønne øjne og ville ønske, at han kunne fjerne hendes smerte, men han følte selv en lignende ved tanken om, at det her kunne være det liv de fik. Og i det mindste øjeblik, var der også frygt i øjnenes mørke dyb.

Den forblev der gennem kysset, men han satte ikke ord på den. I stedet smilede han svagt op til hende og mærkede selv den mindste prikken i øjnene, som ikke afslørede sig i det lavmælte, men ømme tonefald.

"Du ser smuk ud."

[Alissa Avery]

Alissa nåede at se, hvordan blikket forandrede sig og det satte sig i kysset, der udviklede sig til at være næsten desperat, før hun slap ham igen. Hun tog en indånding og rettede sig kun lidt op, så de stadig var tæt.

“Godt, for det er mit ansigt, du kommer til at se på resten af livet,” svarede hun med et lille smil uden at dvæle ved, hvor længe det ville blive.

[Hamish Buchanan]

Hamish forsøgte at skjule sin frygt for hende, nu hvor det kun føltes som om, at han havde endnu mere at miste og selvom det måske ikke lykkedes helt, så var det ømme smil på hans læber stadig reelt.

"Jeg glæder mig allerede," lovede han varmt og tog en dyb indånding, der stadig ikke lød helt sund. Hans blik tog alle dele af hendes ansigt ind og selvom de næste ord var en anelse bløde, så kom de alligevel, helt lavmælt.

"Selvom jeg ville ønske, at jeg kunne holde dig i mine arme."

[Alissa Avery]

Alissa lod blikket glide over ham. Lyden af hans raspende vejrtrækning var foruroligende og hun var ikke i tvivl om, at han måtte være i smerter eller som minimum var afkræftet. Men hun delte ønsket og tog en indånding, før hun vendte blikket tilbage til de mørke øjne.

"Sig til, hvis jeg gør ondt på dig," bad hun og tøvede ikke for alvor, før hun gav sig til at trække op i skørtet. Hun måtte strække sig lidt, men formåede til sidst at glide overskrævs på ham. Det var måske ikke de vilde benmuskler, hun havde at prale af, men hun kunne da holde det meste af sin vægt selv.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke for alvor regnet med det næste og et afslørede sig, som hans øjne spærrede sig bare en anelse op. Hans anstændighedsfølelse blev lidt udfordret, velvidende at helbrederne stadig kom i tide og utide og splittelsen var nok tydelig nok på hans ansigt. Han fandt dog ikke i sig selv at forsøge at få hende til at flytte sig og i stedet strøg hans fingerspidser ganske let mod hendes ben.

Han så søgende op på hende, spørgende næsten, men også, på trods af sin ulykke, tydeligt fascineret.

[Alissa Avery]

Helbredere og fædre og hvad end, der kunne bryde ind i deres lille bobble, kunne ikke være længere fra Alissas tanker. Faktisk var der ikke meget andet end et behov for nærhed med manden, hun lige havde taget som sin for resten af livet. Ikke, at hun var upåvirket af følelsen af hans fingerspidser over nøgen hud.

Hun tog da også en indånding, før hun langsomt lænede sig frem over Hamish, til hun kunne mærke varmen fra hans krop mod sin. Ansigtet endte hulningen mellem hans skulder og hals.

[Hamish Buchanan]

Det var en eller anden mild form for tortur at have hende der og ikke kunne gøre noget ved det. En lille frustration boblede, men den druknede alligevel i ømheden og den umiskendelige glædelige, men overvældende følelse af at vide, at hun nu var hans hustru.

Hovedet blev lænet ind mod hendes, mens hans fingre kærtegnede hende lår og han tog en dyb indånding af hendes duft. Mærkede sine anstrengte muskler løsne sig lidt og roen finde over sig igen.

[Alissa Avery]

Der var tusind ting, Alissa havde lyst til at gøre og sige, men øjeblikket virkede ikke til det. Selv hvis det havde, var hun ikke sikker på, at hun ville kunne meget andet med frygten for at miste ham hængende tungt over dem.

Så hun trak bare næsetippen op over siden på hans hals i et forsøg på at holde tanken om alt, hun nu havde at miste, lidt på afstand.

[Hamish Buchanan]

Hamish' krop kæmpede stadig mod forbandelsen og han var udmattet, selvom han måske burde have været lysvågen over dét, der netop var sket. Men med duften af Alissa i sine næsebor og fornemmelsen af hendes krop helt tæt på, kunne han ikke helt kæmpe mod sine øjenlåg.

De faldt i og der kom mere ro i det hæse åndedræt, mens hånden mod hendes ben løsnede sig lidt, men ikke faldt.

[Alissa Avery]

Det var nok så langt fra dét bryllup, Alissa havde forestillet sig, men med den pluselige uvished, der lå som en tåge over deres fremtid, kunne hun ikke få sig selv til at fortryde noget.

Og selvom hun godt vidste, hvad det løsnede greb betød, strejfede hun hans hals i et blidt kys. "Jeg elsker dig, Hamish," hviskede hun og holdt kun med nød og næppe sin stemme fra at knække.

[Hamish Buchanan]

Hamish svarede hende ikke, men kun fordi, at han var drevet væk igen med fornemmelsen af hende tæt på og duften af hende i sine næsebor. Det var som om, at det hele havde givet ham en ro og der gik lang tid igen, før han rørte på sig.

Helbrederne vendte tilbage, han blev ført under med eliksirer og der blev arbejdet på at finde en modbesværgelse.

Et døgn senere var der endelig noget, der mindede om fremskridt og det var med beskeden fra en helbreder om, at de nu var sikre på, at han ville klare den, at der blev åbnet for at han kunne få besøg igen. Og da Alissa kom ind, sad Hamish på kanten af sengen.

[Alissa Avery]

Det var en modvillig Alissa, der endelig havde forladt hospitalet og sin husbond. Men hun vidste godt, at de begge behøvede hvile. Hun havde været hjemme for at tage en lur i sin egen seng, et langt bad med rosenolie og skifte til en ny kjole.

Håret var lyst igen, næsten hvidt, da hun tog en indånding uden for Hamish' værelse, uden at vide, hvad hun skulle forberede sig på. Og hun spærrede øjnene lidt op, da hun så ham sidde på sengekanten.

Uden tøven strøg hun til hans side og lagde en hånd på hans kind. "Du sidder."

[Hamish Buchanan]

Hamish så temmelig hærget ud, som han sad på kanten af sengen, men dog alligevel mere levende, end han havde gjort hidtil. Vejrtrækningen var mere normal, men musklerne beklagede sig, som han sad og bevægede dem ganske let.

Hovedet løftede sig langsomt, da døren gik og i et sekund eller to glemte han at trække vejret ved synet af Alissa. Så strøg et mat smil over hans læber og nakken blev tiltet den mindste smule, så han kunne se op mod hende. Stemmen var endnu hæs.

"Kun lige," advarede han, men smilet var reelt.

[Alissa Avery]

Alissa var knapt end et par centimeter højere end ham, når han sad sådan, men det udlignede til gengæld højdeforskellen ganske fint. Det var i hvert fald noget nemmere bare at læne sig frem og trykke læberne mod hans.

"Men du sidder," indvendte hun, da hun havde trukket sig lidt tilbage igen. Tænderne tittede frem fra et varmt smil.

"Sagde jeg det ikke?" Hun trak fingrene gennem hans hår. "Du er stærk."