Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Alissa Avery]

Alissa så bevægelsen ud af øjenkrogen og var ved hans side, selvom det vred sig ubehageligt i hendes mave ved synet af hans smerte. Men hun tog imod hans hånd og trådte tættere på ham med et kun halvkvalt suk.

"Hvad er der?" Blikket gled over hans ansigt, som hun ellers var begyndt at undgå. Søgte væk fra den konstante påmindelse om, hvor skrøbelig Hamish var lige nu. "Mangler du noget?"

[Hamish Buchanan]

Hamish så på Alissa med alvor, der for bare en lille stund, fik lidt af udmattelsen til at vige fra hans træk.

"Ja," svarede han og trak hende lidt tættere. Stemmen var næsten sin sædvanlige rolige, da han talte igen.

"Dig. Kom og lig lidt hos mig. Du har brug for at hvile dig."

[Alissa Avery]

Nok var han stadig lidt blegere end normalt, men Hamish lignede mere sig selv nu og det gjorde det til at holde ud at se på ham. De grønne øjne flakkede i hvert fald ikke væk fra ham længere, selvom hun ikke flyttede sig med det samme. Brynene trak sig lidt sammen.

"Nej," svarede hun med en hovedrysten. "Det her er fint for nu." For når først hun stod stille for længe, kom tankerne snigende igen og med dem kom frygten.

[Hamish Buchanan]

Hamish slap et lavmælt suk, da hun nægtede og lod armen falde, mest fordi det var for anstrengende at holde den løftet. Det bekymrede blik flyttede sig dog ikke fra hende, selvom en snert af velkendt, tør humor sneg sig ind i det fortsat lidt hæse tonefald.

"Jeg havde håbet, at vi ville have været gift længere tid, før du sagde nej til at være i min seng."

[Alissa Avery]

Det var ikke, at Alissa ikke værdsatte bedringen, men det hele var også ved at være lidt meget og hun følte sig efterhånden temmelig hudløs. Al følelse forlod hendes ansigt ved spørgsmålet og kun langsomt hævede hun det ene bryn.

“Jeg håber, du selv synes, du er morsom.” Og selv på den varme julidag det lille hospitalsværelse pludselig køligt.

[Hamish Buchanan]

Hamish var måske svækket, men det betød ikke at han krympede sig under hendes blik. Tværtimod så han roligt på hende, selvom blikket var bare en anelse træt.

"Hylende morsom," svarede han tørt, men det næste var mere reelt. Alvorligt og med flere ord, end han havde været i stand til at ytre i et par dage nu. Var det ikke for hæsheden, lød han næsten som sig selv.

"Jeg beder dig komme her over, fordi jeg tror, at vi begge har brug for at være tæt på hinanden. Alt det praktiske er der også i morgen og jeg har ikke tænkt mig at sidde og se på, at det hele langsomt æder dig op."

[Alissa Avery]

Alissa følte ikke, at hun langsomt blev ædt op, selvom det nok ikke var helt ved siden af. I hendes optik var det eneste, hun ikke havde komplet styr på, hvordan hun ikke kunne holde facaderne over for Hamish.

Hun svarede ikke, men vendte i stedet det kritiske blik mod sengen bag ham. Brynene trak sig lidt sammen.

“Har du nok puder?” Hun greb ud og tog den ene, der lå der. “Den har jo kun ét betræk på. Det kan da ikke være hygiejnisk.”

[Hamish Buchanan]

Hamish følte noget røre på sig over denne side af Alissa og det var ikke ligefrem positivt. Til gengæld gav det hans ansigt lidt mere liv, som det mørke blik rettede sig mod hende og blev indtrængende.

"Alissa," sagde han, en kende mere bestemt og krummede fingrene lidt om sengen. "Gider du stoppe og se på mig?"

[Alissa Avery]

Alissa gad ikke at stoppe, kunne ikke. Ikke, når muligheden for, at hun ville ende som enke i en alder af sytten, stadig var nærværende. Og med dén frygten. Så hun ignorerede hans ord.

“Jeg finder altså lige én, der kan give dig et ekstra betræk,” fortsatte hun. “Er alle på det her hospital fuldkommen inkompetente?”

[Hamish Buchanan]

Hamish havde ikke for alvor følt sig magtesløs før dét øjeblik og det gav ham en lille reserve af energi, som han ikke anede havde været der. I hvert fald var det nok til at han kunne række ud og fange hendes håndled, før hun kunne gå.

"Se på mig," gentog han, kun mere indtrængende.

[Alissa Avery]

Alissa havde lagt meget til side for Hamish. Havde accepteret at tage hans navn og blive gift, før hun selv havde fundet sit ståsted i den virkelige verden. Men da han greb fat om hende nu, var hun hurtig til at trække sig fri af ham.

“Nej!” hvæsede hun, selvom de grønne øjne var i hans mørke. Tårerne stod på spring.

“Det er ikke dig, der skal forholde dig til måske at miste dit livs kærlighed, før livet overhovedet er rigtigt gået i gang. Det er ikke dig, der bliver efterladt tilbage, hvis der sker noget. Det er mig! Så fortæl mig ikke, hvad jeg skal gøre!”

[Hamish Buchanan]

Hendes ord var som et slag og måske for første gang veg Hamish bare en anelse tilbage. Farven drænede fra hans ansigt og det sammenbidte udtryk skjulte noget forpint, som han så på hende.

"Tror du ikke, at jeg er bange?" sagde han endelig, efter nogle sekunders stilhed. Ordene blev tvunget ud gennem en spændt kæbe. "Tror du, at jeg har lyst til at dø?"

[Alissa Avery]

Alissa så ham vige tilbage og et sted under frygten og magtesløsheden stak det da. Men lige nu kunne hun ikke rumme det og hun så blot på hans sammenbidte mine med en storm af følelser i sit blik.

“Nej, men hvis du er væk, er du ligesom væk, ikke?” væltede det ud af hende. “Hvad med mig? Hvordan skal jeg nogensinde finde ud af at være lykkelig? Tror du nogensinde, jeg kan finde én som dig? Tror du nogensinde, jeg vil kunne elske nogen igen, hvis du gør det mod mig?”

[Hamish Buchanan]

Hamish burde måske sætte pris på, at hun havde det sådan med ham, men det var situationen slet ikke simpel nok til. Han ville så gerne række ud efter hende igen, men hun havde gjort det lysende klart, at hun ikke ville have det. Selvom det eneste, der føltes som noget, der kunne gøre det hele mere overskueligt, var at holde hende tæt ind til sig.

"Lad være," bad han i stedet, en snert af desperation i stemmen. Al smerten i kroppen føltes tydelig nu og han rystede en anelse af at sidde der.

"Lad være med at opgive mig og lad være med at trække dig væk fra mig nu. Jeg beder dig, Alissa."

[Alissa Avery]

Alissa var rasende. Ikke nødvendigvis på Hamish, men på verdenen. På den skæbne, der ville rive hendes mand fra hende, før hun fik lov at dele livet med ham.

Men hun kunne ikke ignorere Hamish, når han bad hende på den måde og efter at have set håbløst på ham i et halvt minuts tid, sank hun ind til ham igen. En handling, der punkterede hende helt. Og snart løb tårerne ned over hendes kinder.

“Jeg kan ikke miste dig.”