Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Alissa Avery]

Det havde været en hel perfekt dag. Alissa havde tilbragt hele dagen med Fiona, Briony N. Baines og Cora Greengrass med at blive plejet og sørget for. Hårkure, ansigtsmasker og alt, der hørte sig til. Brudepigerne var endda blevet installeret på egne værelser og da de var gået i seng, lå hun helt sitrende, indtil hun kravlede ud og tog brudekjolen på.

Betaget betragtede hun sit spejlbillede. Der var ikke engang otteogfyrre timer til, at de skulle sige ja til hinanden. Intet kunne være mere perfekt. Indtil hendes far brød ind i drømmen på det mest ubelejlige tidspunkt. Hamish Buchanan var kommet til skade på arbejdet, sagde han. Var endt på hospitalet. Intet gav mening.

Hun huskede ikke, at hun skiftede til sit normale tøj. Forstod knapt, at hun for anden gang på under et halvt år hastede gennem Skt. Mungos, fordi en Buchanan var blevet indlagt. Anden gang hendes hjerte sad i halsen, som hun passerede forbi Sylvester Buchanan knapt uden at ænse ham. En helbreder stoppede hende i døren og fik e ordtung, ophidset lektion i hvad en Avery kunne gøre, hvis man stod i vejen, før en stor hånd alligevel fik hende trukket væk.

Der gik tid. Alt, alt for lang tid. Ikke et sekund slap Alissa døren med øjnene og da en helbreder kom til syne med beskeden om, at Hamish kunne klare et kort besøg, ventede hun ikke på tilladse fra hverken hans far eller søster, før hun strøg ind i rummet. Direkte til hans side.

[Hamish Buchanan]

Hamish stod til at skulle holde fri i fire uger, så naturligvis arbejdede han helt op til brylluppet. Det var kun to dage væk, da han tog ud med Kayfer Sinistra-Jones for at obliviere en flok traumatiserede mugglere. Det havde dog ikke været forudset af nogen, at gerningsmanden, en gal fornægter af hemmelighedsdekretet, endnu var i området og ikke havde nogen interesse i at lade sit hårde arbejde gå til spilde.

Forbandelser var blevet affyret og på et tidspunkt, midt i al kaosset, havde Hamish taget én direkte til brystet. Præcis hvad den gjorde, var helbrederne på Skt. Mungos endnu ikke, adskillige timer senere, helt sikre på, men den havde effektivt været ved at dræne ham for al livskraft. Det var en eliksir, der endelig fik bremset den lidt, men der kunne ikke herske nogen tvivl om, at det stadig kun var en midlertidig løsning og at han ikke ville forlade hospitalet med det samme.

Hamish selv havde endnu ikke været ved bevidsthed i andet end korte øjeblikke, hvor udbrud af smerte var undsluppet ham under behandlingen, men det var dæmpet af eliksirer nu og derfor svævede han langt om længe et sted mellem bevidsthed og bevidstløshed. Nok til, at han ikke rørte sig, da en skikkelse manifesterede sig ved hans side. Der havde stået mange mennesker i løbet af de sidste par timer. Øjnene var lukkede, som hans bryst hævede og sænkede sig med en let rallende lyd.

[Alissa Avery]

Trods Alissas behov for at kontrollere hvert lille aspekt af sit liv, havde der ikke reelt været meget kontrol gennem det sidste halve år. I al den tid havde Hamish været hendes støtte. Det stabile, der altid stod og holdt hende oppe. Hendes øjne var store af rædsel, da hun kunne se ned på sin forlovede i en tilstand, hun aldrig havde håbet at se ham i. Et syn og en lyd, der ville hjemsøge hende længe efter.

Ordene blev siddende i halsen og det var kun ganske forsigtigt, at hun lod sin hånd svæve over hans i en nænsom berøring.

"Hamish," fik hun endelig ud, hæst og forskræmt. Hun klarede halsen og prøvede igen, og selvom hun stadig lød forskræmt, var der en anden styrke i hendes stemme nu. "Hamish?"

[Hamish Buchanan]

Hamish reagerede ikke først. Anden gang sitrede hans øjenlåg dog og ganske langsomt kom mørke til syne bag smalle sprækker. Ansigtet var til at starte med sløret for ham, men noget fik ham instinktivt til at søge mod bevidstheden.

Et lille blink fulgte og så et mere, som han langsomt syntes at finde fokus.

[Alissa Avery]

Hjertet syntes at stå stille med tiden, mens Alissa stirrede på hans øjenlåg med en opmærksomhed, hun vel næppe havde betragtet noget - og det sagde ikke så lidt. Fingrene lagde sig lidt mere mod hans hånd, uden at prøve at klemme sammen eller gøre andet, der kunne gøre skade på ham. Den anden hånd svævede lidt uden formål. Trængte til at røre ham, men havde ikke lyst til at gøre det værre. Den endte på madrassen.

"Elskede?" Stemmen vaklede og hun måtte blinke hastigt, før tårerne for alvor fik mulighed for at danne sig.

[Hamish Buchanan]

Hamish fandt et holdepunkt i stemmen og langsomt blev hans fokus mere og mere klart. Han så Alissa, selvom lyset føltes skarpt og da han talte, var det med en stemme, der lød hæs og ubrugt. Og han var overrasket over det lille jag af smerte, som det medbragte.

"Hvad..."

[Alissa Avery]

Hamish var muligvis, med undtagelse af hendes far og storebror, det mest stoiske menneske Alissa kendte. Men lige nu var smerten tydelig over hans ansigt, skrevet i hver af hans træk. Og det skræmte livet af hende.

"Schh," tyssede hun blidt, selvom stemmen stadig skælvede. Hun hævede den tomme hånd til hans hår og trak den blidt gennem det. "Du behøver ikke sige noget. Bare... Jeg er her."

[Hamish Buchanan]

Hamish' tanker føltes rodede, fragmentariske og det dunkede ved hans tinding, som det hele prøvede at indhente ham.

Øjnene faldt i igen og han tog en raspende indånding over fornemmelsen af fingre i sit hår.

Og langsomt drev han væk igen, kun for først at røre på sig igen et langt stykke tid senere.

[Alissa Avery]

Der gik ikke længe, før Hamish var væk igen og Alissa tog en skarp indånding, lukkede øjnene i. Hun havde lovet sig selv, at hun var færdig med at græde og tårerne udeblev også, selvom hun var efterladt skælvende.

På et tidspunkt kom hans far og søster også ind, men hun veg ikke fra hans side så meget som et sekund. Og da hendes far konstaterede, at hun vist nok burde komme hjem og få noget søvn, eller som minimum noget hvile, værdigede hun det knapt et svar.

Der var gået tæt på to timer, før hendes stædighed endelig blev blødt bare en smule op og hun endte på en stol, som hun hurtigt havde forvandlet til en lille, blød lænestol. På et eller andet tidspunkt gled øjnene da også i, men hånden forlod ikke hans.

[Hamish Buchanan]

Hamish forsvandt fra omverden og reagerede knapt nok på de mange besøg eller helbredere. Hans tanker var da også stadig rodede, som han på et tidspunkt åbnede øjnene lidt igen og instinktivt søgte med blikket.

"Alissa," sagde han hæst.

[Alissa Avery]

Flere gange blev Alissa bedt om at flytte sig og hun gjorde det gerne. Stolen blev formindsket og sat tilbage til normal størrelse et dusin gange. Derfor var hun også en kende blegnæbbet, da hun blinkede øjnene op, uden de havde været lukkede i mere end et øjeblik.

I løbet af sekunder sad hun ret op og lukkede hænderne om hans hånd. "Jeg er her," forsikrede hun ham omgående, stemmen hæs af udmattelse. På nuværende tidspunkt kunne hun ikke bekymre sig om hverken det, det lidt uglede hår eller den krøllede kjole.

[Hamish Buchanan]

Hamish kom langsomt mere og mere til bevidsthed. Flere timers søvn og yderligere helbredelse havde hjulpet og han kunne nogenlunde samle en tanke nu, selvom det stadig tog ham lidt tid at stille skarpt. Han hørte dog den velkendte stemme og svage fingre lukkede sig let om hendes. Stemmen var fortsat hæs, men mindre smertebetonet nu.

"Hvad er der sket?"

[Alissa Avery]

Hjertet skippede et slag, da fingrene om hendes rent faktisk fik dannet et lille pres. Nok til at berolige hende bare lidt, men langt fra nok til at få flyttet hjertet tilbage på plads.

Alissa tøvede ikke med at hæve den anden hånd til hans hår igen. "De siger, at..." Hendes stemme knækkede og hun måtte synke hårdt, før hun kunne fortsætte. "- at du blev ramt i brystet af en forbandelse. De har ikke fundet ud af hvilken endnu." Hånden var strøget gennem hans hår og endte på hans kind.

"Men det er de bedste, der tager sig af dig. Jeg har sikret mig, at der ikke er kommet en eneste lærling i nærheden af dig," forsikrede hun ham uden helt at kunne stoppe med at snakke igen, da først hun var begyndt. Men der var noget nervøst over handlingen og gennemgangen af den mentale tjekliste.

"De har stoppet spredningen og de kigger til dig som minimum en gang i timen. Du har sovet, uhm," hun kastede et blik på uret. "Lidt over fem timer, hvor du har svævet lidt ind og ud." Tungespidsen løb hurtigt over læberne, før de sprak. "Din far er her stadig. Han sidder med min udenfor. Din onkel kom og hentede Fiona, men hun var her også tidligere."

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik blev langsomt klarere og han så Alissa mere tydeligt. Bekymringen på hendes ansigt fik et ubehag til at gå gennem ham, men det blandede sig med alt det andet. Bryn trak sig ganske let sammen, som han lyttede til hendes ord og ellers blot lå og trak vejret raspende.

Til sidst fugtede han sine knastørre læber, for overhovedet at være i stand til at få de næste ord ud.

"Hvilken dag er det?"

[Alissa Avery]

Hånden blev stadig liggende i hans, da Alissa forsvandt fra hans side i få sekunder, kun for at vende tilbage med et lille glas vand. Hun tyssede ikke på ham igen, selvom hun overvejede det, men hævede i stedet glasset lidt.

"Her, drik lidt," bad hun ham først og hævede det til hans læber. Hun kastede et blik på tusmørket. "Det må vel være den anden juli nu."