Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Hamish Buchanan]

Hamish havde virkelig ingen ambition om at gå uden kamp, men han var også realist og selvom hans impuls bød ham at forsikre hende om, at det nok skulle blive okay, talte han lavmælt, men ømt igen.

"Vil du?"

[Alissa Avery]

Alissa rystede lidt ved tanken. Engang havde hun været forlovet med en mand, hun ønskede en krank skæbne. Nu lå hun i stedet ved siden af sit livs kærlighed og var tvunget til at se ind i øjnene på en fremtid uden ham.

Underlæben bævede og fik huden om hendes hage til at trække sig sammen. Men hun holdt tårerne tilbage med en indånding, før hun nikkede. Der gik yderligere et øjeblik, inden der kom ord og da det kom, var det grødet af følelser.

"Ja."

[Hamish Buchanan]

Smerten var klar i Hamish' blik ved synet af Alissas ansigt og han ville ønske, at han kunne holde om hende, gøre det bedre. Men det bedste han kunne klare var at klemme hendes hånd og smile ganske svagt. Så beroligende, som han kunne.

"Tak."

[Alissa Avery]

Det var så pisse uretfærdigt, at Alissa mest af alt havde lyst til at græde og bide og sparke og hyle og skrige og kaste med ting. Men intet af det ville nytte noget. Så i stedet lå hun og så på sit livs kærlighed, der muligvis ikke ville klare den helt til det prinsessebryllup, hun havde drømt om, før hun overhovedet havde haft et klart billede om manden ved sin side. Men nu var han uerstattelig.

Hun lukkede øjnene i og tårerne satte sig i de lange vipper, men trillede aldrig ned over kinderne, som hun lænede sig frem og hvilede panden mod hans. Bare i et øjeblik. Så rettede hun sig lidt op igen, kun så hun kunne se på ham.

"Jeg ville gifte mig med dig i dette øjeblik, hvis det var dét, du ville have," hviskede hun og selvom hun måske lød helt igennem ulykkelig, var der mere end dét at finde i hendes ord. Følelser for komplekse til, at hun selv for alvor forstod dem.

[Hamish Buchanan]

Ømheden i Hamish' blik forsvandt ikke, selvom der også var en alvor i det. Han tog en indånding, som var påkrævet for at kunne tale igen og fugtede sine tørre læber. Forsøgte at smile svagt.

"Nej," sagde han lavmælt. "Du fortjener et ordentligt bryllup." Hvis ikke, det bliver nødvendigt at opretholde løftet inden.

[Alissa Avery]

Alissa lod sig ikke overbevise af smilet, men det var et fremskridt fra komatøse Hamish. Hun greb en lille bøtte, helbrederne havde ladet stå fremme. Med let rystende fingre fik hun åbnet den og tog lidt af den fedtede creme på pegefingeren. Hun lænede sig frem og smurte den over hans læber i en blid berøring.

“Hvis du tror en vielse herinde ville få dig fri af et bryllup, tager du fejl,” informerede hun ham. For hvis de først indså, at han ikke kunne reddes, var det usikkert, om han så være i stand til rent faktisk at kunne være mentalt til stede til en vielse. Hun satte dog ikke ord på den tanke, kunne ikke bære at tage dem i sin mund.

[Hamish Buchanan]

Hamish havde troet på det, når Alissa havde sagt, at hun elskede ham, men det var i disse øjeblikke, at det stod lysende klart for ham. Nu, hvor hun tog sig af ham på sit allersvageste og så langt fra den mand, som hun havde haft. Og han lod hende gøre det.

Blikket gled over hendes ansigt, tog alle dele af det ind, før han nikkede næsten umærkeligt. Nogle sekunder gik, før han talte igen.

"Gift dig med mig?"

[Alissa Avery]

Hamish havde altid været hende sikre havn. Havde altid været ham, det gav hende tryghed og omsorg, når Alissa en sjælden gang følte sig svag og vaklende. Men nu var det hende, der var hans støtte. Og selvom det virkede fremmed for hende at vise omsorg, kom det underligt naturligt med Hamish.

“Ja,” svarede hun, ikke for første gang. Hun lagde hånden over hans arm, tøvede lidt, mest af tvivl på, om hun forstod ham.

“Nu?”

[Hamish Buchanan]

Hamish' hjerte slog lidt tungere, som han lå og betragtede hende. Denne gang havde det ikke noget med forbandelsen at gøre. Han tog en indånding, før han nikkede ganske let.

"Hvis du vil?"

[Alissa Avery]

Alissa havde ment der, da hun sagde ja. Der var ingen tvivl. Ikke, da han gik på knæ for hende og ikke nu. Langsomt lænede hun sig frem og strejfede hans tinding i et kys.

“Giv mig et øjeblik, elskede,” hviskede hun, kyssede ham igen og strøg ud af sengen.

Derfra gik det meget hurtigt. I løbet af ingen tid havde hun sat himmel og hav i bevægelse, fået kommanderet helbredere rundt med enten sin fars eller Sylvester Buchanan ‘s blik bag sig til at forhindre alle modsigelser, der kunne komme.

Og da alt var i orden, magikeren og Sylvester gennet ind på værelset og hun stod ved siden af sin far foran døren til hans værelse, tog hun alligevel en indånding med en kriblen i mellemgulvet. Hun trak sin stav og fik med en avanceret forvandling omgjort den løstsiddende, mat lyserøde kjole til en hvid kjole, hun aldrig ville bære i offentligheden. Den blev stukket tilbage underskørtet, før hun tog en dyb indånding mere og trådte ind til sin kommende husbond.

[Hamish Buchanan]

Hamish lukkede bare øjnene lidt, da Alissa forsvandt og svævede lidt ud af bevidsthed. Han blev bragt tilbage af sin fars tilstedeværelse og havde åbnet øjnene, da Alissa kom ind sammen med Francis.

Han smilede ganske svagt, selvom det allerede var langt mere, end han havde forestillet sig, men han havde ikke tænkt sig at forsøge at stoppe hende i at gøre, hvad hun havde brug for.

I sidste ende var han også ligeglad, så længe hun var der og hans blik var kun på hende. Udmattelsen var tydelig på hans ansigt, men det hindrede ikke varmen i at nå de mørke øjne, som hun endte ved hans side.

[Alissa Avery]

Det var måske lidt meget til er hospital, men Alissa gjorde ikke noget halvt og tanken om, at skulle blive gift med Hamish med filtret hår og en krøllet kjole, kom bare ikke på tale. Ikke med risikoen for, at der ikke ville være en anden mulighed.

Hun trådte op til hans side og lagde blidt hånden over hans. Frygten for at miste ham var konstant nærværende, men hun tillod den ikke for alvor at skinne igennem. I stedet betragtede hun ham med ét af de smil, der var helt forbeholdt ham.

Hans hånd fik et blidt klem, inden hun rettede blikket mod sin far. Hvis alt skulle være sådan, ønskede hun som minimum, at han blev dén, der sørgede for det.

[Hamish Buchanan]

Alissa var så smuk og alt, hvad han ville have i det øjeblik, som hun smilede ned til ham. Han kunne ikke være den mand, hun skulle have i dét øjeblik, men på en eller anden måde var han ikke i tvivl om, at det ikke betød noget.

Og hans fingre lukkede sig sammen om hendes, uden at hans blik flyttede sig fra hendes ansigt, heller ikke, da hun så på sin far.

Francis Avery sagde nogle ord, gamle og tunge af tradition, men Hamish hørte dem knapt nok. Han så bare på kvinden ved sin side og mærkede det, da troldmanden første sin stav over deres samlede hænder og fik et usynligt bånd til at binde dem sammen, før det var som om, at det sank helt ind under huden og blev der. Som et evigt løfte.

[Alissa Avery]

De grønne øjne var rettet mod sin far, præcis som Alissa forventede, at hun skulle det. Men blikket syntes at glide tilbage til brune og hun var ikke for alvor over at finde dem for alvor på sig.

Og lige i dét øjeblik, var der ikke så meget andet, der for alvor betød noget. Billedskønt var det ikke, men for første gang var hun helt og aldeles ligeglad. Hjertet bankede lidt hårdere og fingrene strammedes lidt om hans, før usynlige snore bandt dem sammen.

Hun ventede ikke på hverken opfordring eller tilladelse, men lænede sig ind over Hamish for at møde hans læber i et kys, der rummede mere, end hun nogensinde ville kunne sætte ord på.

[Hamish Buchanan]

Hamish fandt en underlig ro i det hele, som måske ville være bekymrende for alle andre i rummet. Men det gav ham en behagelig følelse af tryghed, da han mærkede det usynlige bånd forsvinde ind under huden og endnu mere, som Alissas læber forseglede det.

Og Hamish selv fandt kræfterne, knappe som de var, til at løfte en arm og lige akkurat strejfe hendes kind med fingerspidserne.