Nu er solen død, mor, og dagen gået bort [S]

[Alissa Avery]

Alissa nikkede lidt, selvom hans kamp for at klare sig igennem simple sætninger fik hende til at rynke på brynene. Fortsættelsen glattede dog panden lidt ud og et smil var flygtigt synligt om hendes læber.

"Selvfølgelig," forsikrede hun ham uden tøven og uden at tage let på løftet heller. "Jeg forlader ikke din side."

[Hamish Buchanan]

Hamish tog en dyb indånding og lukkede kort øjnene, mens han sank. Han havde flere tanker om, hvad hun burde, men han fornemmede, at det var en tabt kamp og han var i hvert fald ikke i stand til at tage den. Så i stedet blinkede han øjnene op igen og kom med en lavmælt bøn.

"Få dem til at bringe en seng herind."

[Alissa Avery]

Alissa rynkede brynene, men kom på benene og fik med staven stolen til at sætte sig på plads. Notesblok og skribler forsvandt tilbage ned i den lille håndtaske, hun havde hængende over stoleryggen.

"Jeg er tilbage lige om lidt," lovede hun ham og strøg ud af døren. Der var ikke ligefrem tradition for, at små syttenårige hekse kom og brød reglerne på hospitalet. Men med deres fædre stående bag hende som intimiderende, tavse stenstøtter, var der ikke mange, der sagde hende imod.

Snart stod der en seng mere derinde og hun kastede et enkelt blik på den med en misbilligende fold over næseryggen, før hun alligevel tog plads på den. Det var ikke værst. Forsigtigt skubbede hun skoene af og trak benene op til sig med et lille, udmattet suk. Blikket var selvfølgelig tilbage til ham, vågent og opmærksomt.

[Hamish Buchanan]

Hamish ville allerhelst have hende op ved siden af sig, men han var ude af stand til at flytte sig og give plads, så det var ikke for alvor en mulighed. Han lukkede øjnene igen, mens hun var væk, men svømmede ikke helt væk. Hans øjne var åbne flere gange i løbet af al flytteriet, men han holdt dem først sådan, da han hørte Alissa kravle op på sengen, der var placeret umiddelbart op mod hans.

Det lykkedes ham at dreje hovedet lidt, så han kunne se hende og selvom han blinkede tungt, så var det igen den mindste antydning af et smil, der rørte hans læber.

"Jeg elsker dig."

[Alissa Avery]

Det havde været en ophidset diskussion, hvorvidt sengen skulle stå ved siden af hans, for det var selvfølgelig ikke vanvittigt praktisk. Men Alissa havde ikke givet sig og nu var den, hvor hun ville have den. Præcis, som hun var vant til det.

Hun lænede sig frem og strejfede hans læber i et ømt kys. At gengælde ordene på anden måde ville uden tvivl gøre øjnene blanke igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog imod kysset, selvom hans gengældelse var begrænset. Han måtte da også rette nakken op igen og tage en dyb indånding, men det sitrede for tredje gang ved hans mundvige. Øjnene var lukkede.

"Lad være med at se på mig, som om jeg er ved at dø," bad han, hæst. "Jeg er mere stædig end du tror."

[Alissa Avery]

Alissa fnøs. "Det får du ikke lov at bestemme," konstaterede hun, men holdt det dog alligevel in mente, da hun rettede blikket mod ham igen. Smilet formåede endda at blive om hendes læber, selvom det var ganske svagt. Og langsomt svandt det ind igen.

"Jeg havde ikke regnet med, at det ville være sådan her, når vi sov sammen igen," indrømmede hun lavmælt.

[Hamish Buchanan]

Hamish bryn trak sig lidt sammen og han gjorde den kraftanstrengelse det var, at dreje hovedet lidt og se på hende igen. Han tog en dyb indånding.

"Nej," medgav han og havde en impuls til at undskylde igen. Han gjorde det dog ikke, selvom det lyste ud af hans blik.

[Alissa Avery]

Alissa kunne se samvittigheden skrevet i hans træk, men hun tillod den ingen plads mellem dem. På et tidspunkt ville hun nok blive vred, rasende måske. Men det blev ikke nu, som hun rakte ud og trak fingrene igennem hans hår igen.

“Se her,” bad hun blødt og rykkede sig tættere til ham. Hun trak i medaljonen, hvis kæde hun havde forhekset til at kunne strække sig lige så langt, hun ønskede. Med den mellem dem, opmærksom på at han også kunne se, kunne hun forsigtigt åbne den. Måske var det en distraktion, men det var dét, hun gjorde, når hun havde det skidt.

“Det var en god aften.”

[Hamish Buchanan]

Hamish' blik fulgte hendes bevægelse og fæstnede sig ved det lille billede af de to, der dansede. Det svageste smil rørte hans læber og han dvælede lidt ved deres bevægelige miniaturer, før han svarede.

"Det var den aften, at du fortalte mig, at du var forelsket i mig."

[Alissa Avery]

Alissa havde altid været lidt for meget en fuldblodspige af et arrangeret ægteskab og lidt for optaget af sig selv og sin idé om verdenen, til at beskæftige sig med romantik. Men hun var blødgjort af Hamish og havde forandret sig til en pige, der lænede sig lidt ind mod ham.

Hun dvælede lidt længere ved deres figurer dansende rundt i smykket. Fastholdt i et øjeblik af inderlig lykke.

“Jeg vidste det allerede, da vi dansede,” indrømmede hun og lukkede medaljonen igen. Grønne øjne fandt mørke. “Men da du sagde det… noget faldt på plads i mig.”

[Hamish Buchanan]

Hamish blinkede blikket væk fra medaljonen og over mod pigen med de grønne øjne, som skulle have været hans hustru om mindre end et døgn. Noget ømt skinnede i de mørke, udmattede øjne.

"Jeg er glad for, at det er dig, jeg skal giftes med."

[Alissa Avery]

I månedsvis havde Alissa set frem til at blive gift med Hamish og selvom hun ikke var i tvivl om, at han gengældte det, smilede hun ved hans ord. Hun bøjede sig ind over ham igen, strejfede hans læber blødt med sine egne, før hun dumpede ned på sin pude igen.

“Jeg har ikke lyst til ikke at være gift med dig længere, Hamish,” klagede hun lavmælt. Og overraskende nok var der ingen bebrejdelse i hendes stemme.

[Hamish Buchanan]

Hamish tog imod hendes kys og fulgte det op med en indånding, som fik flere steder i hans krop til at værke. Som om noget langsomt tærede af ham indefra. Måske var det også det, der fik ham til at se alvorligt på hende og på trods af sine tidligere ord, svarede han lavmælt:

"Hvis de ikke får stoppet forbandelsen..." begyndte han, men lod hende ikke afbryde. Åndedrættet hvæsede lidt. "Vil du så gifte dig med mig inden?"

[Alissa Avery]

Det var en tanke, Alissa hele tiden havde haft, men hun havde for længst forvist den til sit baghoved og Hamish' ord tidligere havde hjulpet med at holde den der. Nu lod den sig i stedet fodre af hans ord og hans besværede åndedræt. Det stak bag øjnene, der så lidt blanke ud igen.

"De får stoppet den," konstaterede hun stålfast, selvom frygten sagde noget andet. Hun greb ud efter hans hånd og knugede den hårdt i sin; en berøring, der sendte en skælven gennem hende, som tanken om et liv uden ham trængte sig på.