Brudgommen og forloveren

[Hamish Buchanan]

Hamish slap en lidt frustreret lyd over hendes ord, selvom det også trak i hans mundvige. Han sukkede, men trak sig ikke tilbage fra hende.

"Jeg ved ikke, om jeg ville kunne modstå," konstaterede han opgivende. "Men vi kan dårligt blive stående her indtil."

[Alissa Avery]

"I seks dage? Det forstår jeg ikke," svarede Alissa spøgefuldt, en legesyg gnist i de grønne øjne. Selvom hun selvfølgelig ikke for alvor havde lyst til at stå dér, indtil den tredje.

Trangen til at blive hos ham var dog ganske reel og selvom hendes forespørgsel var impulsiv, var tilbuddet bag det oprigtigt. "Tag med mig hjem."

Buchanan-familien havde altid været velkommen i Avery-hjemmet og hun tvivlede ikke på, at der hurtigt kunne blive redt et værelse op til ham, ligesom de havde gjort det i nogle af de andre ferier. Seks dage var selvfølgelig ikke længe, men hun havde allerede valgt livet med ham og var utålmodig efter at komme til at leve det.

[Hamish Buchanan]

Hamish hævede øjenbrynene lidt over ønsket, før de trak sig lidt sammen i et overvejende udtryk. Han havde reelt lyst til at tilbringe mere tid med Alissa og det var en overvejende faktor, men han var også så klar til at have hende hos sig og ikke længere forholde sig at være i hendes barndomshjem. Ydermere havde han en del arbejde, der ventede, men den del var sekundær.

"Ja?" sagde han endelig, men halvt spørgende.

[Alissa Avery]

Hvis det havde været en mulighed bare at tage med Hamish hjem og bo hos ham fra nu af, havde Alissa ikke tøvet så meget som et sekund. Men hun havde allerede været i lejligheden mere, end hun burde og bare at sige godnat til ham nu virkede heller ikke som en løsning.

"Ja," svarde hun derfor uden tøven. "Min mor kom hjem i eftermiddags. Hun ville sikkert også elske at få en mulighed for at hilse på dig igen."

I virkeligheden var hun ret sikker på, at hendes mor var sytten nuancer af indifferent, men det var altid nemmest at få tilladelse, når Flora Carrow var i huset. Og hun var sikker på, at alle ville værdsætte det, hvis Hamish' tilstedeværelse kunne få hende til at tage selskabsansigtet på.

[Hamish Buchanan]

Det var virkelig lidt for impulsivt med kun seks dage til brylluppet og en hel god del, der skulle på plads inden da, men det var nærmest utopisk at Hamish reelt skulle kunne finde på at sige nej. Behovet for at være sammen med sin forlovede, som han ikke havde set i halvanden måned, var absolut tilstedeværende.

"Udmærket," svarede han derfor og smilede svagt, som en tommelfinger gled let over hendes kind. "Jeg har også fri i morgen og vi har uden tvivl en del, som vi bør vende."

At dét ikke var den primære motivation, var tydeligt nok ud fra hans blik.

[Alissa Avery]

Alissa havde alle dage været impulsiv og Hamish gjorde absolut intet for at mane det i jorden. Tværtimod blev han den gødning, der flere gange tillod impulserne at tage føresædet og lykken var tydelig i alt fra smilet om de buttede læber til varmen i de grønne øjne.

"Mmmh," svarede Alissa, som mundvigene sitrede lidt ekstra og blikket fik en anden intensitet. Smittet af måden, han så ned på hende og var meget bedre til at spille den cool. Men hun var forelsket og bekymrede sig ikke, da hun trykkede læberne mod hans igen.

[Hamish Buchanan]

Hamish ville ærligt talt gøre meget for at frembringe dét smil på Alissas læber og en nat i sine kommende svigerforældres hjem var en lille pris at betale. Belønningerne i sig selv var da heller ikke at klage over og han var en villig deltager, som han bøjede nakken og tog imod hendes kys.

Han dvælede der et godt stykke tid, før han trak sig tilbage med en tilfreds indånding.

"Skal vi, så?"

[Alissa Avery]

Det var ikke kun på grund af den klaustrofobiske fornemmelse, at Alissa havde udskudt den uundgåelige transferens. Men nu det værste ved det var forsvundet, tøvede hun ikke med at lægge sin hånd i hans og snart dukkede de op foran de prægtige gitterporte, der markerede det eneste sted, man kunne komme ind på grunden.

Det var efter mørkets frembrud og ikke tiden til uanmeldt besøg, så hun holdt fast i Hamish for at give ham den adgang, der lå i hendes blod og efternavn, som hun trak ham med op til huset.

En husalf sørgede for kapperne, uden Alissa bemærkede det og hendes kappe var nok faldet til jorden, hvis ikke den havde været klar. Hun gav ham et grundigt kys lige midt på hans uimodståelige læber, før hun faldt ned på flad fod igen og et sekund så nervøs ud ved udsigten til at stå over for sin mor for første gang siden Imrahs bryllup året forinden.

"Er du klar?" stillede hun alligevel ham spørgsmålet.

[Hamish Buchanan]

Hamish ankom sammen med Alissa og glattede sit hår en enkelt gang, der var en anelse oprodet efter hendes kærlige behandling. Med det var han ganske anstændig igen og lignede på alle måder en aristokrat, som han fulgte med hende med rank ryg og et poleret ydre, der passede sig til omgivelserne.

Det hindrede ham dog ikke i at tage imod et kys, selvom det var noget mere dydigt end de foregående. Han smilede roligt og nikkede en enkelt gang, ikke selv det mindste nervøs over at stå overfor Alissas mor.

"Naturligvis. Lad os."

[Alissa Avery]

Det var med Hamish hånd i sin, at hun fandt frem til stuen, hvor hendes mor sad. Allerede, da kvinden opdagede, at hun havde fået selskab, syntes temperaturen at falde adskillige grad. Alissas smil forsvandt dog ikke, som hun gik frem mod sin mor for at søge ind til en hilsen.

Hun fik et kindkys, et blidt kærtegn af sin anden kind og en bemærkning om, at det var en skam at spilde sine bedste år uden at tænke på sin figur. Eller at klæde sig flatterende efter den og hun følte sig en centimeter eller to lavere, da kvindens annoncerede, at hun havde lagt en kjole frem til hende til dagen efter, før hendes blik rettede sig mod gæsten i huset.

Her blev det noget mildere og i et øjeblik lignede Flora Carrow helt en mørkhåret og femten år ældre udgave af sin datter, som hun fik arbejdet sig igennem de obligatoriske høfligheder.

[Hamish Buchanan]

Det var med en svagt kølig, men ellers fejlfri høflighed, at Hamish hilste på Flora Carrow. Han brød sig ikke meget om kvinden og han fik da også flettet en kommentar ind om, hvor fantastisk Alissa tog sig ud, på et sted i samtalen, hvor det virkede helt naturligt. Der var ikke en finger at sætte på hans fremtoning eller høfligheden, som han også komplimenterede sin kommende svigermor og takkede for gæstfriheden.

Hans hånd endte da også mod Alissas lænd, mens de talte.

[Alissa Avery]

Alissa havde ikke brug for nogen til at kæmpe sine kampe og var glad for, at Hamish ikke forsøgte. Det betød dog ikke, at hun ikke værdsatte hans kommentarer og hun tillod da også at læne sig lidt ind til ham, mens de talte.

Det var dog med en unægtelig lettelse, at hun forlod stuen igen lidt efter og hun bemærkede ikke engang selv, hvordan hendes skuldre faldt en lille smule på plads fra den ellers ulastelige fremtoning.

"Jeg tror, far har trukket sig tilbage til sit kontor," konstaterede hun og kastede et enkelt blik over skulderen i retningen af stuen, de havde forladt og fortsatte. "For alles bedste."

[Hamish Buchanan]

Hamish fandt det taktisk usmart at dele sine tanker omkring Alissas forældres ægteskab på nuværende tidspunkt og derfor slap han også bare en lavmælt, forstående lyd. Nu var ikke tiden til at sige noget knapt så pænt om den kvinde, der var et slående spejlbillede af hans egen forlovede.

"Er du klar til at flytte?" spurgte han i stedet, interesseret.

[Alissa Avery]

Det var de færreste, der vidste, hvor køligt hendes forældres ægteskab var og de, der vidste det, vidste også, at det ikke skulle tales om. Alissa ville nok heller ikke have reageret med værdsættelse, hvis Hamish som udefrakommende var begyndt at gøre sig klog på det og greb blot det nye emne med begejstring. Hvordan kunne hun andet?

"Tja," trak hun alligevel på det, blikket spillende af drillerier. "Er badeværelset færdig?"

Faktisk var hun, overraskende nok, helt ligeglad. I hvert fald i dét øjeblik. Udsigten til, at han var det sidste, hun så, før øjnene gled i og det første, der mødte dem om morgenen, var nok til, at hun kunne undværet et badekar lidt. Ja, endda nok til, at hun kunne affinde sig med, at der var begrænset klædeskabsplads.

[Hamish Buchanan]

Hamish kunne ikke undse sig et muntert fnys over hendes spørgsmål og et smil strøg over hans læber, selvom det ikke var så afslappet, som når de var alene sammen.

"De har arbejdet i døgndrift på det de sidste par uger," afslørede han.