Tilbagefald

[Valerie McCormack]

Valerie havde gennem tiden brugt relativt meget tid på at forsøge at være lige præcis det billede på en hustru, som hun regnmede med at Archie ville have. Hendes forsøg på at opretholde en perfekt facade var kulmineret i, at deres ægteskab næsten var kuldsejlet. Det havde hun intet ønske om at vende tilbage til og af samme grund var hans ord en velkommen påmindelse, som hun ikke tog for givet.

Så hun nikkede, alvorligt, men det trak også ganske let op i hendes mundvige, selvom det var en anelse mat. "Jeg forsøger at huske det," lovede hun og lænede sig en anelse mere ind mod ham.

[Archie McCormack]

Archie lod hånden lukke lidt tættere om hendes ansigt med et lille nik, før han lænede sig frem og lagde panden mod hendes med et lydløst suk. For måske ansvaret lige så meget lå hos ham, der havde brugt sit arbejde for at slippe over, hvor gærdet var lavest.

"Jeg skulle være taget med dig," mumlede han dæmpet.

[Valerie McCormack]

Valerie strakte sig instinktivt op mod ham, som deres pander blødt kolliderede med hinanden og hun slap et lille suk. En næsten umærkelig hovedrysten fulgte, som hendes egen hånd fandt op til siden af hans hals og strøg let over huden der. For et år siden ville det have generet hende, at han ikke havde været med. At glansbilledet ikke blev opretholdt overfor de skeptiske forældre, men nu havde hun det anderledes. Nu forstod hun.

"De har aldrig behandlet dig godt nok," konstaterede hun. "Jeg skulle have sagt fra for længe siden."

[Archie McCormack]

I flere år havde Valeries forældre kun været med til at forstærke ideen om, at hun var alt for god til ham. Havde bekræftet ham i, at han aldrig ville blive god nok til hende, aldrig kunne gøre hende lykkelig.

Hendes ord fik ham til at knuge hende tæt til sig. “Jeg ville aldrig bede dig om...”

[Valerie McCormack]

Valerie havde det som om, at hun var i stand til at se ting nu, som hun aldrig havde kunnet se før og det fyldte hende med en underlig ro, der opvejede samvittigheden. En beslutsomhed, som hendes hånd gled om og lukkede sig blidt, men bestemt sammen om hans nakke.

"Det ved jeg," svarede hun, uden behov for at høre slutningen af sætningen. I stedet gentog hun ord, som hun allerede havde sagt i vrede én gang den dag.

"Du er min mand og du er min familie. Hvis de vil være en del af vores liv, må de acceptere det."

[Archie McCormack]

Hårene i nakken rejste sig under Valeries blide berøring og Archies ene hånd fandt helt af sig selv ned til hendes lænd, hvor den kunne holde hende lidt tættere. Klamre sig til hende, som han gjorde med ordene, der forlod hende.

Og midt i det hele endte det med at trække ganske let i hans mundvige. "Jeg er i hvert fald ikke på vej væk," forsikrede han hende.

[Valerie McCormack]

Valerie fandt ro i nærheden, som ikke efterlod plads til tvivl eller bekymring. Og ved hans ord, buede det også blødt opefter i hendes mundvige og hun slap en lavmælt, men tilfreds lyd. De havde lovet hinanden aldrig at skilles igen og denne gang troede hun fuldt og fast på det.

Så derfor tiltede hun også blot hovedet lidt og svarede ham ved at plante et kys mod hans læber, der understregede, at hun havde det på samme måde.

[Archie McCormack]

Archie var ikke altid den bedste til at gennemskue, hvor tingene var gået galt mellem dem før, men han kunne mærke, at noget var anderledes nu til en sådan grad, at de måske for første gang havde en reel chance. Den havde han ikke tænkt sig at smide væk.

Han bukkede nakken og mødte hendes læber. Og da hun trak sig tilbage, fulgte han blot med for at fange dem igen.

[Valerie McCormack]

Det var på alle måder et bekræftende kys og det gav et velkomment sug i hende, da han fulgte efter og krævede endnu et, som hun villigt imødekom.

I hvert fald trådte hun helt tæt ind til ham, lod fingrene følge hans kæbe og tillod sig selv at dvæle ved hans læber. Understregede en pointe.

[Archie McCormack]

Archie lod sig fortabe lidt i kysset og det var først, da hans mave gav sig under højlydte beklagelser, at han trak sig millimeter fra hendes læber. Han stjal da også et kys mere, før han fik rettet sig lidt op igen.

"Du er helt exceptionel, Val," tog han sig dog alligevel tiden til at fastlægge, før han overhovedet overvejede mad.

[Valerie McCormack]

Valerie var ikke bedre end at hun rødmede bare den mindste smule over hans ord og hun sneg sig til et lille kys mere i respons på dem.

"Jeg kan kun sige i lige måde," konststerede hun og smilede blødt, før hun lod hånden falde fra hans kind, glide ned over armen og fange hans hånd.

"Kom ud og sæt dig lidt, så varmer jeg maden. Du har også haft en lang dag."

[Archie McCormack]

Archie havde lyst til at protestere, men maven overhalede ham indenom, så han nøjedes i stedet med at lægge den frie hånd over den, mens han gav hendes hånd et klem med den anden.

"Exceptionel," gentog han drillende, men ikke uden alvor, og fulgte hende ud i køkkenet.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig grundlæggende ikke specielt exceptionel og havde før kørt sig selv helt ned i et forsøg på at opnå det, men nu mindede hun også sig selv om, at Archie heller ikke altid så sig selv, som hun så ham. Måske var det samme gældende omvendt.

Så hun smilede alligevel svagt og gav hans hånd et lille klem, før hun ledte an ud i køkkenet. Tryllestaven blev fundet frem og snart var der gang i blusset, før hun tog sig af baljen på gulvet, som hun aldrig helt havde glemt, at hun havde efterladt.

En tænksom rynke havde sneget sig ind mellem hendes bryn, som hun puslede rundt og hun var for optaget af sine tanker til at bryde den stilhed, der sænkede sig.

[Archie McCormack]

Det var ikke kun Valerie, der stod for rengøring og madlavning i hjemmet, og Archie ville da også gerne hjælpe til nu. Men både blus og balje var allerede ordnet af Val, da han kom ud i køkkenet og han endte i stedet med at tage tiltrængt plads ved spisebordet.

Et langt øjeblik sad han bare og gloede tomt ud i rummet, før han alligevel fik rettet sig lidt op og stillet skarpt på sin hustru. Brynene søgte lidt sammen ved hendes tydeligt tankefulde udtryk, men han spurgte ikke ind til det, selvom han gerne ville.

[Valerie McCormack]

Valerie følte sig mere rolig nu, end hun havde gjort, men det betød ikke, at tankerne ikke stadig kørte og hun bearbejdede dem bedst, mens hun holdt sig i gang. De cirkulerede om den bratte beslutning om ikke at se forældrene, men hun følte sig kun mere og mere sikker på den, som hun vendte og drejede det i sine tanker.

Og der gik et stykke tid, før det gik op for hende, at Archie betragtede hende. Det fik lidt af rynken mellem brynene til at glatte sig ud og impulsivt tog hun det ene skridt over det krævede for at kunne plante et blødt kys mod hans pande.

"Tak," mumlede hun ind mod den varme hud, impulsivt.