Tilbagefald

[Archie McCormack]

Valerie behøvede slet ikke at fortsætte, for at Archie vidste præcis, hvad hendes forældre havde sagt. Det forstærkede kun trangen til at rejse sig, men han forblev siddende for nu, selvom han rykkede lidt på fødderne.

"Og er det sådan, du ser det? At du har smidt noget væk?"

[Valerie McCormack]

Valeries indre var i rasende konflikt. I årevis havde hun haft et iboende behov for at gøre alle glade og hun kunne næsten ikke holde ud at være i sin egen hud, fordi hun vidste, at hun havde skuffet sine forældre.

Men det fjernede ikke bare alt det, som hun havde lært om sig selv og ved Archies spørgsmål gled et næsten såret udtryk over hendes ansigt. Blikket rettede sig mod ham igen.

"Selvfølgelig har jeg det," svarede hun, tonefaldet en anelse defensivt, men med en snert af ulykke under. Hun hørte og så pludselig sin egen egoisme. "Men jeg gjorde det for noget bedre. For... Mig selv."

[Archie McCormack]

Archie så blot ind i de lyse øjne. Selvom han de sidste mange minutter havde været ved at springe på fødderne hvert sekund, var det i en kontrolleret bevægelse, at han rejste sig fra sofaen igen.

"Så, hvad er det her for dig, helt præcist?" spurgte han og under det rolige tonefald, dirrede han lidt. "Du ofrer dit værdige livsmål, hvor du rigtigt kan gøre en forskel, for i stedet at lege med os?"

[Valerie McCormack]

Det var rendyrket chok, der tegnede sig på Valeries ansigt ved hans ord. Han talte aldrig til hende på den måde og hun havde nær taget et instinktivt skridt bagud. Men så skete der noget og en gnist af harme sprang til live i de lyse øjne og for én gangs skyld søgte hun ikke at berolige ham.

"Er det virkelig, sådan du ser mig?"

[Archie McCormack]

Archie havde set den i mange former og farver over lærlingetiden, men den havde hele tiden været der. Hver gang, hun var kommet sent hjem, havde han kunne se, at hun betragtede sit job som værende vigtigere end hans og nu var den der igen. Men denne gang havde hun rent faktisk set hvad han lavede.

"Nej, jeg har ikke tænkt mig at tage den her dans med dig, Val," afviste han. "Det var ikke mig, der sagde, at du havde smidt noget væk. Eller, at du var utaknemmelig. Og du er enig med dem?"

[Valerie McCormack]

Valerie stirrede på ham, som han kastede de ord i hovedet på hende, som forældrene allerede havde gjort. Bebrejdede hende for dem. Hendes kæbe spændtes en anelse op, som hun mødte hans blik, hendes eget en anelse flammende, som det brændte følelsen af ulykke op. Og pludselig væltede ordene ud.

"Jeg ville aldrig have forladt mit job for noget, som jeg ikke anså for dybt alvorligt. Tror du, at jeg ville bruge mit liv på noget, som jeg ikke anså for vigtigt? Det betyder ikke, at det ikke er svært at give slip på mit gamle liv og ved du hvad, det er faktisk helt okay."

"Jeg er vred på mine forældre over de ting, de sagde til mig og jeg har ikke lyst til at se dem igen. Men lige nu er jeg ærligt talt også vred på dig og din selvretfærdighed."

[Archie McCormack]

Før havde deres uenigheder ført til tavshed, afstand og sænkede blikke. Men nu veg ingen af dem og han så direkte ind i det flammende blå, som han trådte frem mod hende og lod hånden strejfe hendes overarm.

"Så vær vred," bad han hårdt. "Så råb eller skrig eller fortæl mig, at jeg er en idiot, men lad være at forsvinde i rengøringsprodukterne igen, Val."

[Valerie McCormack]

For anden gang blev Valerie overrasket. Hun havde altid været bange for rent faktisk at sætte ord på sine følelser, velvidende hvor hårdt han plejede at tage det til sig. Men nu bad han om det og lidt af det, der havde knudret hendes indre og allerede havde været halvt undertrykt, løsnede sig. Skuldrene faldt en kende med det.

"Du ér en idiot, hvis du tror, at jeg mener, at det du laver, kun er en leg," mumlede hun, en anelse tvært, men ikke for alvor vred og heller ikke råbende. Til gengæld var hun dødalvorlig, som hun fortsatte. Let rystende, som ordene forlod hende, men blikket forlod ikke hans. Uden at vide, hvor denne stålsatte beslutsomhed kom fra.

"Men jeg mener det, Archie. Hvis det er deres holdning til mit liv, så vil jeg ikke have noget med dem at gøre."

[Archie McCormack]

Archies egen vrede var forduftet med hendes og han lukkede fingrene om hendes skulder uden at træde tættere på, men også uvildig til at lade hende stå alene med det. Flagrende midt på gulvet.

Hånden fulgte hendes arm ned til håndledet i en blød berøring, inviterende hende ind til sig. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hende, at hun skulle gøre hverken det ene eller det andet, men kunne han byde hende lidt støtte til det, ville han prøve.

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke været klar over, at den lille gnist af harme havde været det nødvendige for at få styr på det rod, der havde fyldt hovedet efter besøget hos sine forældre. Det betød ikke at alt bare gav mening nu eller var ukompliceret, men det gjorde hende i hvert fald mere afklaret.

Og på trods af sin irritation kort forinden, tøvede hun ikke med at træde frem og søge ind i Archies arme, hvor hun kunne tage en dyb, beroligende indånding af hans duft.

[Archie McCormack]

Hvor bevidst et valg, det havde været, vidste Archie ikke, men han var ikke komplet utilfreds med sin håndtering af situationen, da han kunne lukke armene om hende og holde hende tæt. Han tog en dyb indånding og drejede hovedet lidt, så han kunne lægge et kys mod det lyse hår.

"Jeg hader, at de føler, de kan tillade sig at tale sådan til dig."

[Valerie McCormack]

Impulserne til at organisere og kontrollere den ydre verden fordampede ganske let, som hun fandt dét sted, der havde mere tryghed end noget andet. Hun lukkede øjnene, da han talte og forsøgte at undertrykke, hvordan maven vendte sig en enkelt gang. Hun hadede, måske mere end noget andet, at vide at hendes forældre var utilfredse med hende. Valerie var ikke typen, der håndterede den slags godt, men hun tog en dyb indånding mere og forsøgte at kvæle fornemmelsen.

"Jeg har altid gjort alt, hvad jeg kunne for at gøre dem stolte," sagde hun endelig, efter et par minutters stilhed og måske for første gang i en anerkendelse af, at hun hele sit liv havde slået knuder på sig selv for at behage alle. Og det gjorde det kun så meget værre, når hun fejlede. "Men i de få tilfælde, hvor jeg har gjort, hvad jeg ville, har det aldrig været det rigtige."

Det var slående klart nu. I deres øjne, havde hun først valgt den forkerte mand og nu det forkerte arbejde.

[Archie McCormack]

Archie kendte alt til at skuffe forældre, men ikke meget til rent faktisk at gøre dem hverken stolt eller tilfreds og han nøjedes med at kærtegne hendes ryg i tavshed, mens hun fik mulighed for at tale.

Langsomt trak han sig lidt tilbage, så han kunne se hende og lagde en hånd over hendes kind uden på det lyse hår.

"Du fortjener at være lykkelig, Val. Ikke, at blive trukket ned i sådan noget troldepis."

[Valerie McCormack]

Valerie fandt et anker i Archie, der hindrede hende i at forsvinde ind i sin egen konflikt og hun tog en dyb indånding, som hun mødte hans blik. Knuden i maven forsvandt ikke, men hans ord blødte den bare en anelse op og hun sank en enkelt gang, før hun nikkede næsten umærkeligt. Tog hans ord til sig.

"Jeg er så træt af at forsøge at være den person, som andre forventer," konstaterede hun endelig, selvom det føltes en anelse hudløst. "Jeg tror, at det gør mig mere ulykkelig end det modsatte."

[Archie McCormack]

Dét var nok til at gøre Archie lidt nervøs, men han prøvede at huske sig selv på, at hun havde kategoriseret livet i ørkenen med ham som en af de valg, hun havde taget for sig selv.

"Jeg forventer ikke, at du gør andet end dét, der gør dig glad," konstaterede han alvorligt efter et langt øjebliks tavshed. "Det håber jeg, du ved."