Tilbagefald

[Valerie McCormack]

Archie McCormack

Det havde måske alt sammen været for godt til at være sandt. Valerie havde følt sig på toppen af verden, selvsikker nok i sit nye job, på trods af usikkerheden og mest af alt i en lille boble af lykke over, at knuderne på hjemmefronten så ud til at have løsnet sig. Den eftermiddag havde hun besøgt sine forældre og i løbet af de to timer hun havde været der, havde hele verden rykket sig igen. Måske burde hun have forventet den dybe skuffelse og den mærkbare skepsis omkring det valg, som hun så impulsivt havde taget, men hun havde end ikke skænket tanken.

Nu var det alt, hvad hendes tanker kunne centrere sig om, som hun stod hjemme i køkkenet og var ved at skure det ned for anden gang. Lugten af rengøringsmiddel var tyk i luften, men Valerie ænsede det knapt nok. Hun skrubbede bare mere insisterende, som om det kunne slette det mentale billede af dybt misbilligende ansigtsudtryk.

[Archie McCormack]

Måske der havde været engang, hvor Archies svigerforældre havde brudt sig om ham, men han tvivlede ærligt talt. Det var dog ikke blevet bedre af et turbulent år, hvor de uden tvivl kun havde set den samme skygge af hans hustru, som Hamish havde beskrevet. Og han aldrig helt havde sluppet tanken om. Ligesom Valeries forældre.

Derfor var han også, for første gang længe, blevet lettet over overarbejde, der havde forhindret ham i at deltage. Men hver positiv tanke, han havde haft om det, forsvandt som dug for solen, da han trådte ind i hjemmet til den meget gennetrængende lugt af rengøringsmidler.

"Val?" kaldte han, mens brynene krøb sig sammen. Han ventede ikke på svar, men søgte i stedet mod den sagte lyd af skurren.

[Valerie McCormack]

Valerie hørte døren gå, men hun reagerede ikke på hverken det eller kaldet. I stedet tog hun bare en indånding, mens hendes blik forblev fokuseret på den genstridige plet, som gav hende en anelse klam fornemmelse i nakken. Hun hørte lyden af trin i køkkenet, men så ikke op.

"Der er mad på komfuret," sagde hun i stedet, en anelse tonløst.

[Archie McCormack]

Archie havde ikke tal på, hvor mange gange han havde set Valerie sådan igennem deres tid sammen, så synet var ikke fremmed. Men det var længe siden, at han havde set hende sådan og det gav liv til en insnende følelse i brystet, der bredte sig hurtigt.

Men frem for at tage afstanden personligt og reagere ved at øge afstanden mellem dem, sank han ned ved siden af hende og lagde en blid hånd over hendes.

"Hvad siger du til at tage en pause?"

[Valerie McCormack]

Valeries tanker var et rod og rummede ikke for alvor Archies tilstedeværelse nu. I hvert fald ikke før en varm hånd pludselig lå over hendes. Hendes insisterende skrubben gik i stå og hun blinkede en enkelt gang, som hun så ned på den. Hendes impuls var at afvise ham, men det ville kun være endnu en forsømmelse, så i stedet nikkede hun let og løsnede det lettere krampagtige greb om svampen. Blikket flakkede op og et smil, der ikke nåede de lyse øjne, rørte hendes læber.

"Sæt dig ned, så laver jeg en tallerken til dig," svarede hun, som hun forsøgte at maskere sit indre rod for ham.

[Archie McCormack]

Det havde aldrig været nødvendigt for Archie, at hun skulle smile for enhver pris og han kunne sagtens gennemskue, hvornår det ikke reelt var et udtryk for hendes glæde, men i stedet en maskering af hendes følelser.

"Kom med mig ind at sidde lidt først," bad han roligt uden at flytte hverken sig selv eller sin hånd.

[Valerie McCormack]

Valerie regnede nok insktinktivt med, at han ville acceptere og trække sig, men da det ikke skete, flakkede hendes blik tilbage over hans ansigt. Smilet falmede igen og hendes mave trak sig lidt sammen, som dét at se på ham lige nu var en påmindelse om forældrenes misbilligelse. Det fik hendes mave til at vride sig lidt.

"Jeg bør rydde det her væk først," indvendte hun, men mere nervøst end bestemt. Som om alt ville skride endnu mere, hvis hun bare lod rod være rod. Rod værende den éne svamp og baljen med sæbevand, altså.

[Archie McCormack]

Engang havde Archie føjet hver af hendes nervøse tvangshandlinger og set, hvordan det havde slidt og tæret på hende. Set, hvordan han kunne være hendes anker, som hun kunne være hans og han tog hendes hånd med en blid hovedrysten.

"Jeg synes, vi skal lade det stå for nu, Val," konstaterede han omsorgsfuldt, men ikke desto mindre både fast og bestemt.

[Valerie McCormack]

Valeries blik faldt til hånden om sin og hendes mave trak sig lidt sammen. Hun havde lyst til at kæmpe imod, men efter et par sekunders tavshed, nikkede hun endelig lidt stift.

Det forblev dog i hendes tanker, som hun fulgte ham med ind i stuen, helt tavs og med bekymringen mejslet ind i ansigtet.

[Archie McCormack]

Tankerne kørte på højtryk, da Archie førte hende med sig ind i stuen. Bud på, hvad hendes forældre mon kunne have sagt, væltede kaotisk rundt mellem hinanden, det ene værre end det andet. Og da han havde taget plads ved siden af hende, var det også dét, hans ord udsprang af.

"Hvad har de sagt?"

[Valerie McCormack]

Valerie havde ikke lyst til at sætte sig. Hun havde brug for at være i bevægelse, brug for at gøre noget nyttigt. Af samme grund formåede hun også kun at sidde i omkring tre sekunder, før hun var på benene igen. Tog et par skridt ud i rummet, krydsede armene. Hendes impuls var at sige, at alt var fint og det ville hun have gjort for et år siden. Men noget var forandret nu og i stedet svarede hun, selvom hun ikke kunne se på ham imens og det fik hendes mave til at vride sig. De lyse øjne blev rettet mod vinduet og hun stirrede indædt på det, som øjnene brændte ganske let.

"De sagde, at jeg var utaknemmelig."

[Archie McCormack]

Archie havde prøvet at få hende til at sætte sig og finde noget ro, men han holdt hende ikke tilbage, da hun rejste sig igen. Han fulgte hende blot med blikket og modkæmpede impulsen til selv at komme på benene.

"Det ved du jo, ikke er rigtigt."

[Valerie McCormack]

Valerie vidste ikke, at det ikke var rigtigt, hvilket noget ved hendes udtryk afslørede. Fingrene strammede sig lidt om overarmene, mens det var alt hvad hun kunne gøre for ikke at give sig til at rydde op. Gøre et eller andet for at komme af med den urolige fornemmelse i kroppen.

"Gør jeg?" sagde hun endelig, helt lavmælt, blikket stadig vendt væk. Hun havde forladt hospitalet lige efter tre års uddannelse dér, uden så meget som at se sig tilbage. Havde forladt patienter og havde end ikke tænkt på de, der havde taget sig tiden til at uddanne hende og hjælpe hende på vej.

[Archie McCormack]

"Det håber jeg da virkelig," konstaterede Archie og rynkede brynene. Langsomt lagde han armene over kors, som nogle af de sider ved Valerie, han absolut ikke havde savnet i ørkenen, viste sig for ham igen.

"Du er stadig helbreder. Du redder stadig liv og gør brg af den uddannelse, du har fået. Hvad i dét er utaknemmeligt?"

[Valerie McCormack]

Valeries valg om at forlade hospitalet og skifte sit fokus havde været ét af de første, store valg hun havde taget kun for sin egen skyld og hun havde haft det godt med det op indtil nu. Hun blinkede mod den brændende fornemmelse, som hun endnu engang spillede samtalen med forældrene for sit indre blik.

"De fortalte mig, at jeg var tåbelig for at smide det hele væk på den måde," sagde hun endelig, let rystende. "At jeg burde vide bedre."

Vide bedre end at opgive det hele for ham, når han allerede var gået én gang. Sådan havde ordene lydt.