På kvisten

[Thaddeus Buchanan]

Der var næsten gået en måned, siden Thaddeus sidst havde set Lavender C. Buchanan. For nogle ville det sikkert være meget normalt, at der gik flere uger mellem en samtale med en svigerinde eller svoger. Men han var vant til at se hende hver uge og havde manglet hendes tilstedeværelse i sin hverdag.

Alligevel var han rolig, da han stoppede op på hendes dørtrin den eftermiddag med et emne på hjertet, der var nok til, at han havde foreslået at mødes hos hendes denne gang.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender havde selvfølgelig accepteret forslaget fra Thaddeus om at genoptage deres tirsdagsaftale. Hun skulle komme sig over sit lille crush, som hun havde navngivet det for sig selv.

Da det bankede på døren var hun klar. Hjertets banken var bare noget fjollet fysisk. Hun åbnede for Thaddeus med en stålsat beslutning om at være hans ven og svigerinde. Det var bedst sådan.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var på mange måder en rolig og rationel mand, men han var ikke hævet over følelser. Eller, at hjertet skippede et slag ved synet af Lavender. Han smilede afdæmpet til hende.

"Lavender," hilste han, stemmen rolig som altid. "Jeg havde håbet, vi kunne tale, inden vi begiver os ud."

Såfremt de ville begive sig ud efter. Han havde forberedt sig på muligheden for at gå derfra alene.

[Lavender C. Buchanan]

Nej, sagde den indre stemme højt i Lavenders hovede. Hun tog et skridt bagud i lejligheden imens hun vidste at hun burde afvise forslaget.

“Ja,” lød det i stedet over hendes læber. “Hvorfor?”

[Thaddeus Buchanan]

Det var ikke et emne, man diskuterede i døråbningen eller i gangen og Thaddeus stod lidt akavet ved siden af hende, halvt sammenkrummet for ikke at støde hovedet mod loftet.

"Lad os sætte os."

[Lavender C. Buchanan]

Nej-stemmen meldte sig igen. De skulle ud og gå. Hun skulle ikke se ham en masse ind i øjnene. De skulle være et offentlig sted og ikke alene.

Hun formåede ikke at få sagt noget af det. I stedet peb hun et dårlig-undskyldnings-“Jeg laver en kande te,” før hun flygtede ind i køkkenet.

[Thaddeus Buchanan]

Lavender fik altid ekstra lang line, men han kunne ikke undgå at være bare en smule opgivende over hende, som hun forlængede processen. Han sagde dog intet, men gik ind i stuen.

Det var også her, han stod, da hun kom tilbage med en kande te. Armene var foldet bag ryggen, der var rank som altid.

[Lavender C. Buchanan]

Det udskød kun problemet at lave te. Da hun kom tilbage med både kande og kopper var hendes nerver flossede.

Hun fik sat det hele fra sig på sofabordet, men hendes hænder rystede svagt, da hun skænkede op i begge kopper. Da hun havde hældt mælk i sin egen, havde hun dog noget at se på, i stedet for Thaddeus.

[Thaddeus Buchanan]

Syv år havde han været forelsket i Lavender på afstand, men uden mulighed for at gøre noget ved det. Nu var døren dog blev åbnet på klem og Thaddeus kunne ikke helt hæve sig over en mild frustration over, at hun ikke så på ham. Det kom dog ikke til udtryk i tonen, der var blid som altid, da han talte.

"Vil du ikke se på mig, Lavender?"

[Lavender C. Buchanan]

Lavender kunne ikke magte det. At sidde der, imens han sad på den anden side af stuebordet, helt forlovet og lukket land. Hun pustede let ud gennem næsen.

“Nej,” svarede hun, pludselig stædig. “Jeg kan ikke bare... Du gør ikke det her let for mig, Thaddeus.” Hun så alligevel op på ham. “Hvorfor skal vi til at sidde ned og tale? Det er svært nok at kæmpe for at kunne være venner med dig, når du er... Når jeg er... Når det er sådan.” Hun pustede ud. “Kan du godt lide at pine mig?”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus kunne heller ikke helt magte det, men det var af helt andre årsager. Flere år havde han elsket hende på afstand. Kæmpet og arbejdet for en mulighed for, at de kunne være sammen. Beskyttet hende og været der for hende, efter hun mistede sin mand.

Nu så han blot på hende med et blik, der for første gang rummede tålmodighed, der ikke nødvendigvis var endeløs. Og en lille smule træthed, som han holdt en opgivende hovedrysten tilbage.

"Er du færdig?"

[Lavender C. Buchanan]

Det havde han aldrig sagt før. Lavender blinkede en enkelt gang, før hun klemte læberne sammen i en mine som de fleste elever på Hogwarts ville ryste i bukserne over, hvis hun var deres eksaminator. Hun var ikke frygtindgydende, men hun var heller ikke uden bid.

“Når du har svaret mig på mit spørgsmål,” svarede hun efter en kort pause. Myndigt, men ikke helt kontrolleret.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var ingen Hogwartselev, men derimod Unævnelig og var ikke den mindste smule intimideret af Lavender. Tværtimod var han en lille smule frustreret over hendes blinde punkt, når det kom til hans følelser.

"Hvis mine handlinger igennem alle disse år virkelig har efterladt dig med en tvivl om, hvorvidt jeg finder glæde i at pine dig eller på anden måde forvolder dig smerte, så beklager jeg," konstaterede han, måske en lille smule tørt, men ikke desto mindre alvorligt.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender så lidt på Thaddeus i et langt øjeblik, før hun åndede ud gennem næsen med en svagt opgivende lyd. Det var svært at være irriteret, når man havde så intenst et blødt punkt for ham.

Det bløde punkt gjorde dog stadig ondt. Så hun trak vejret dybt, “Hvad vil du tale om?”

Hun havde frygtet dette øjeblik. Hun tvang sig selv til at se på ham og hendes mellemgulv vred sig lidt.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus vidste ikke helt, hvad Lavender havde at være opgivende over, men han stillede ikke spørgsmål til det. Der var mere presserende ting at diskutere for nu. Langsomt tog han plads i lænestolen, men gik ikke om den varme grød.

"Jeg elsker dig, Lavender," konstaterede han med et sug gennem kroppen, han endnu ikke kunne hverken placere eller definere. Men blikket på hende var ikke uden hverken følelse eller intensitet.