På kvisten

[Lavender C. Buchanan]

Brynene hævede sig lidt op i panden på Lavender, som i et kort øjeblik troede at han mente mere med det end han egentlig gjorde. Så faldt hendes skuldre dog ned igen og smerten i hendes blik tog til.

“Det ved jeg godt,” svarede hun knust og uforstående over at han følte behovet for at pine hende sådan. Det stak bag øjnene. “Og jeg sætter pris på at du stadig holder af mig, efter alt det her.”

[Thaddeus Buchanan]

Kærlighed var en underlig størrelse og selvom Thaddeus var ved at skære tænder over hende nu, forandrede det ikke på hans lyst til at tage hende i sine hænder og kysse hende. Så det gjorde han.

Rejste sig fra sin plads, sank ned foran hende og tog hendes ansigt i sine hænder, før han mødte hendes læber i et kys, han havde fantaseret om i syv år. Og hans hjerte eksploderede lidt i brystet, da virkeligheden på en eller anden måde viste sig at være bedre.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender forstod ikke hvad Thaddeus havde gang i, før hun sad med sine læber trykket imod hans og helt forbløffet ikke anede hvad hun skulle stille op. Efter et par sekunders komplet mental stilstand, besvarede hun dog tøvende kysset, imens hendes mave slog absolutte kolbøtter.

Han kyssede hende. Han elskede hende. Han elskede hende ikke som en søster. Hun var helt stakåndet af følelser, da deres læber slap hinandens igen. “Åh,” forlod det hende fortumlet, før hun blev helt forarget og instinktivt skubbede til hans skulder, brystkasse, noget deromkring.

“Hvorfor sagde du ikke det før?”

[Thaddeus Buchanan]

Brynene blev rynket over Lavenders malplacerede forargelse. Som var det ikke hende, der ud af det blå havde vendt op og ned på alting uden at give ham en mulighed for at gøre det på den rette måde. Han kunne pointere, at det var hende selv, der havde sørget for, at han måtte vente, men undlod.

“Fordi jeg er forlovet,” konstaterede han i stedet, ikke komplet uden kant.

[Lavender C. Buchanan]

Skuldrene faldt. Alvoren i Thaddeus’ svar havde sin virkning og Lavender rynkede panden.

“Men det er du jo stadig,” pointerede hun lavmælt. Og det var hendes skyld. “Hvad har ændret sig?”

Hendes blik flakkede mellem hans øjne. Hans urealistisk pæne øjne.

[Thaddeus Buchanan]

Det var dét, Thaddeus var der for. En alvorlig, rationel samtale, hvor de kunne vurdere muligheden for en fremtid sammen og han sænkede selv skuldrene lidt, nu hun lod til at være faldet til ro.

"Jeg har talt med Cedrella," svarede han roligt. "Vi er begge enige om, at et ægteskab mellem os ikke ville gavne nogen."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender blinkede over svaret. Hendes hjerte hamrede. Hun følte sig ikke ligefrem rationel eller fornuftig.

“Du vil ud af forlovelsen?” Hun løftede den ene hånd tøvende og strejfede hans kind blidt. “For... Mig?”

[Thaddeus Buchanan]

Det var udfordrende at blive siddende på den måde og bare trække hende tæt igen, men han havde allerede givet efter for impulserne én gang og ville ikke lade det ske igen. Ikke før hun var sikker.

Men han var også et menneske og lagde en hånd over hendes. Han tog en indånding. “Ja,” svarede han og fortsatte, lige så roligt som før, men de mørke øjne afslørede ham. Bar en storm af følelser.

“Jeg har elsket dig længe.” Han undlod bevidst at fortælle hvor længe.

[Lavender C. Buchanan]

Lavenders mellemgulv slog kolbøtter over Thaddeus og hun drejede sin hånd under hans og flettede fingrene ind imellem hans. Hendes øjne stak lidt og var våde, som hun gav hånden et klem.

“Undskyld jeg arrangerede forlovelsen. Jeg vidste slet ikke at jeg kunne få dig. At det var en mulighed at være med dig.”

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus var ikke mange sekunder om at lukke fingrene om Lavenders, uden han kunne forestille sig at give slip på dem igen. Eller kvinden, de tilhørte, nok nærmere.

“Der er ingen grund til at undskylde nu,” beroligede han hende og mente det. Selvom dett havde voldet både ham, familien og Yaxley udfordringer. Og det var slet ikke for alvor begyndt endnu.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender fortabte sig lidt i Thaddeus’ øjne og fandt en helt usigelig tryghed i følelsen af hans hånd. Hun rykkede sig et stykke frem for at være næse mod næse med ham.

“Kys mig igen,” bad hun lavmælt. “Det var ikke i nærheden af at være nok.”

[Thaddeus Buchanan]

Denne gang var Thaddeus ikke den mindste smule uenig. Der var selvfølgelig stadig en masse ting, der skulle vendes og ordnes, men lige nu var der ikke andet end Lavender. Og store, smukke øjne, der så op på ham.

Den ene hånd fandt vej over hendes kind og tomlen kærtegnede hende i et blidt strøg, før han lænede sig frem og mødte hendes læber i et ømt kys.

[Lavender C. Buchanan]

Lavender var lidt tabt i blå øjne og sansede det knapt at Thaddy nærmede sig, før han trykkede læberne imod hendes. Hun var dog ikke chokeret denne gang, men nærmest lykkelig i kontrast til for kort tid siden.

Hendes hjerte hamrede igen, men mellemgulvets vrid var behageligt og hun besvarede kysset blidt og lod fingrene på den ene hånd dvæle ved hans hals, før de gled lidt længere bagud og kærtegnede hårene i hans nakke. Hun slap en dæmpet lyd ind imod ham og flyttede sig en smule længere ud på kanten af sofaen. Hun havde ikke mærket en mand så længe nu og hendes følelser for Thaddeus gjorde nærkontakten fuldstændig elektrisk for hende.

[Thaddeus Buchanan]

Thaddeus levede ikke som munk, men det var oftest hendes grønne øjne, han så for sit indre blik. At det nu var selvsamme grønne øjne, han så ind i, indtil hans egen gled i, fik ham til at søge hendes læber med en intensitet, som frygtede han, at hun ville forsvinde hvert øjeblik, det skulle være.

Det gjorde hun dog ikke og hans åndedræt var skævt, da han brød fri af hendes læber og hvilede panden mod hendes.

"Lavender," åndede han dæmpet hendes navn og lod fingrene søge om i hendes nakke. "Der er stadig ting, vi er nødt til at diskutere."

[Lavender C. Buchanan]

Lavender tog en dyb indånding tæt på Thaddeus. Hun krummede tæerne sammen og åbnede ikke øjnene endnu. I stedet brummede hun dæmpet som svar og smilede svagt.

“Mm.” Hun kærtegnede hans nakke blidt. “Du kan godt tale mens vi sidder her, Thaddeus.”