Vandretur

[Padraig Ogden]

Padraig gik stadig og tænkte. Han kunne ikke gøre noget overilet. Det var hans liv det handlede om. To andre menneskers liv. Han var uendelig splittet og vidste ikke hvad han skulle stille op med sig selv.

Han havde været ude og gå i en time og det var skumring, da en anden skikkelse dukkede op. Cedrella Ogden. Hans hjerte sprang et slag over, som de nærmede sig hinanden på stien.

“Cedrella.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde i dén grad holdt sit løfte og givet Padraig plads. De havde ikke været alene siden den ene nat, der havde vendt alt på hovedet og kun talt under tilstedeværelse af mindst én af de andre professorer. Nu var der gået næsten en måned og selvom hun var tålmodig, så var uvisheden også krøbet under huden på hende. Vandreture havde altid været hendes foretrukne adspredelse og hun havde været på en længere tur, da en skikkelse dukkede frem i det svage lys.

Instinktivt sagtnede hun farten, fordi hun genkendte ham, men standsede ikke. Hun sank en enkelt gang og rankede sig, som de endte foran hinanden og hun indså for sent, hvor åndeløs hun lød.

"Padraig."

[Padraig Ogden]

Padraig følte sig også helt åndeløs. Hans blik flakkede over Cedrellas ansigt i halvmørket og tog en dyb indånding. Pludselig var han slet ikke i tvivl. Det var meget underligt.

“Jeg elsker dig,” sagde han, som om det først for alvor var gået op for ham.

[Cedrella Ogden]

Det var som taget ud af en victoriansk roman, som de mødte hinanden i skumringen og den blide vind fik lokker af løst hår til at blæse over Cedrellas ansigt. I et par sekunder var der ikke andet end det, før han brød stilheden med tre ord, som fik tiden til at gå lidt i stå. Overraskelsen gled over hendes træk og hun indså ikke, at hun havde holdt vejret, før hun brat trak det ind. Uden helt at kunne forstå, hvad han lige havde sagt. Hun rørte sig knapt nok, da ord endelig gled over hendes læber.

"Du lyder så sikker."

[Padraig Ogden]

Padraig overraskede sig selv lige så meget som Cedrella. Han følte sig dog lige præcis komplet sikker og trådte tættere på hende, uden helt at bryde grænserne for fysisk nærhed. Det ville han alligevel ikke gøre uden hendes accept.

"Jeg er sikker," svarede han og åndede nærmest lettet ud. "Jeg elsker dig."

[Cedrella Ogden]

Cedrella var en anelse overvældet af den uventede, tunge erklæring, som fik hendes hjerte til at hamre. Det virkede en anelse absurd, men hun var ikke blind for, hvordan alt selv kriblede i hende efter at række ud efter ham. Luften var næsten knitrende. Alligevel gjorde hun det ikke, men sank, en anelse åndeløs. Selvom han lød lettet, trak hendes bryn sig lidt sammen og blikket flakkede undersøgende over hans ansigt. Spørgsmålet var næsten en udånding.

"Og Abigail?"

[Padraig Ogden]

Padraig nikkede. Tog en dyb indånding og pustede den ud igen. “Jeg taler med hende i morgen,” svarede han. “Jeg kan ikke prøve på at fornægte virkeligheden mere, Ella. Det er dig jeg tænker på hele tiden. Jeg kan ikke få dig ud af hovedet. Jeg elsker dig.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella var en anelse overvældet af erklæringen. Den fik uden tvivl hendes hjerte til at hamre, men skeptikeren i hende kunne ikke lade være med at være nervøs for, hvor meget at det, der kunne henføres til den gamle traver med at græsset så grønnere ud på den anden side. Og det holdt hende, hvor hun var.

"Padraig, det..." lød det, endnu åndeløst. Anede ikke, hvad hun skulle sige. Han var, uanset sine ord, stadig i et forhold og dermed var situationen ikke anderledes. Hun blog blikket ned, trak vejret ind, før mørke øjne søgte tilbage op til lyse.

"Jeg gifter mig ikke med Thaddeus."

[Padraig Ogden]

Padraigs skuldre faldt. Det var en lettelse. Det føltes temmelig idiotisk at forlade sin kæreste for at se ens forelskelse blive gift med en anden mand. Han åndede lidt ud.

“På grund af os?”

Var der et os? Det håbede han.

[Cedrella Ogden]

Det var et godt spørgsmål, men det fik ikke den lille tilbageholdenhed til at forsvinde. Den nagende bekymring for, om hans nuværende passion lige så meget var styret af, at han var ulykkelig i sit forhold og at hun repræsenterede en forestilling, han havde sig om, hvordan det burde være.

"Til dels," måtte hun dog medgive og selvom hun burde smile lykkeligt, trak hendes bryn sig lidt sammen, men hun gik i sidste ende ikke om den varme grød.

"Men ikke kun. Du skal ikke føle, at det placerer noget ansvar på dig. Hvis jeg viser mig ikke at være det, du tror eller ender med at ville have..."

[Padraig Ogden]

Padraig rystede på hovedet på hovedet. “Det handler ikke om ansvar. Det handler om at du er den klogeste, mest behagelige, tiltrækkende kvinde.” Han åndede hørligt ind.

“Men du skal selvfølgelig heller ikke føle dig forpligtet, selvom jeg forlader Abigail. Hvis jeg ikke er det du vil have.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella var ikke immun overfor komplimenterne, men det var snarere de sidste ord, hun havde behov for at høre. Så hun vidste, at han ikke kun forlod sin kæreste, fordi han vidste at han havde en reserve stående klar. Ikke at hun reelt regnede med, at han var sådan. Blikket gled over hans ansigt og hendes skuldre faldt en anelse.

Impulsivt løftede den ene hånd sig lidt, fingerspidserne strejfede hans bryst, før hun mindede sig selv om, at de kunne blive overset og tvang sig selv til at trække den til sig igen.

"Jeg føler mig stadig som et forfærdeligt menneske for det, men... Jeg vil ikke have andre end dig."

[Padraig Ogden]

Padraigs hjerte sprang et slag over og han kunne næsten mærke hvordan kærtegnet ville have føltes. Han slap den indånding han havde holdt et øjeblik.

“I mine tanker holder jeg dig tæt og kysser dine læber, dine kinder og din pande,” mumlede han blødt. “Og giver ikke slip før jeg absolut bliver nødt til det.”

[Cedrella Ogden]

Cedrellas blik flakkede over hans ord og hun måtte krølle fingrene sammen, for ikke at række ud efter ham. Hun var dog også mere end bevidst om, at dét, der afholdt ham fra at gøre netop det, var at han endnu havde en kæreste. Og før det ændrede sig, kunne hun ikke for alvor få sig selv til at handle på det. Blikket sænkede sig midlertidigt, men løftede sig snart mod ham igen. Sagde ord, som hun ikke burde.

"Jeg håber, at det kan blive virkelighed."

[Padraig Ogden]

Padraig tog en dyb indånding og greb sig selv i nakken for ikke at prøve at gøre det til virkelighed. “Det bliver det,” sagde han.

“Jeg lover det.”

Han pustede lidt ud gennem næsen. “Jeg elsker dig.”