Vandretur

[Cedrella Ogden]

Cedrella ønskede intet andet end at tro på hans løfte, men hun vidste også med sig selv, at hun var nødt til at se det, før hun kunne tro det. Hun havde før været uendelig tæt på lykke, kun for at få den hevet ud mellem fingrene i sidste øjeblik og en del af hende vidste, at det nemt kunne ske igen.

Men da han for tredje gang gentog de tre, små ord, var der intet hun hellere ville end at tro på det. Og selvom hun på alle tænkelige måder ikke burde, trådte hun frem og lod sine læber strejfe hans kind i et fjerlet kys, der dvælede i det korteste øjeblik.

[Padraig Ogden]

Padraigs mave slog kolbøtter ved kysset. Han blev helt elektrisk og smålykkelig. Smilet på hans læber var helt ægte og betaget.

“Lige om lidt,” mumlede han. “Det bliver frygtelig melodramatisk, når jeg hamrer din dør ned i morgen.”

[Cedrella Ogden]

Kinden var varm under hendes læber og hans duft sneg sig ind i hendes næsebor, men hun blev ikke stående der, selvom det kunne være fristende. Så hun trådte tilbage igen, mens hans ord fik hendes hjerte til at springe et lille slag over.

Men selvom hun måske burde smile og være glad, kunne hun ikke lade være med at tænke, at meget kunne nå at ændre sig fra nu og til han havde talt med Abigail. Hun tvivlede ikke på, at det ikke ville gå så nemt for ham, som han fik det til at lyde.

"Jeg går ingen vegne," svarede hun derfor, blødt, men også lidt tilbageholdende. "Jeg er her, når du er klar til det."

[Padraig Ogden]

Padraig åndede lidt ud, før han nikkede med et svagt smil. Han havde varmet op til samtalen med Abigail Bancroft i for lang tid nu, men det var virkelig på tide.

“Din forlovelse...?”

[Cedrella Ogden]

Cedrella havde lige så lidt lyst til at tilskynde hans brud, som hun hele tiden havde haft. Ærligt talt følte hun sig frygteligt skyldig over det hele, der føltes fordækt. Hun brød sig jo rent faktisk godt om Abigail. Men katten var ude af sækken og hun tøvede lidt, før hun svarede.

"Vi er enige om at bryde den," konstaterede hun lavmælt, men sandt. "Men jeg har intet ønske om at gøre det unødvendigt kompliceret fra Thaddeus. Mit håb er, at vi kan finde en udramatisk løsning."

[Padraig Ogden]

Thaddeus. Han kendte navnet, omend ikke fordi han rigtig kendte ham. Der var dog pludselig noget, der gik op for Padraig, som de stod der.

“Buchanan,” mumlede han frem for sig. “De er i familie. Din forlovede og Abbies affære...”

Han så lidt himmelfalden ud.

[Cedrella Ogden]

Dét var en overraskende udmelding, mest fordi hun havde været helt uforberedt. Øjenbrynene hævede sig lidt over informationen og hendes tanker gik instinktivt til sidste præfekt. Dét var en mærkelig tanke.

Men i sidste ende vidste hun ikke, hvad hun skulle sige til indsigten og så blot spørgende på Padraig.

[Padraig Ogden]

Padraig rynkede panden dybt. “Vores verden er så lille,” konstaterede han. Det ville få konsekvenser, de følelser han havde for Ella. Men hans hånd var ført. Beslutningen var taget i hans hoved.

“Lad mig følge dig tilbage til slottet. Hvis du bliver stående lige der, ved jeg ikke om jeg kan blive ved med ikke at kysse dig.”

[Cedrella Ogden]

Cedrella kunne godt sympatisere med hans ord og vidste, at det ikke ville blive simpelt. Ved det næste, faldt hendes skuldre dog lidt og denne gang blødte hendes læber op i et smil.

"Det må vi hellere," konstaterede hun og varmen sneg sig ind i tonefaldet. "Før jeg lader dig gøre det."

[Padraig Ogden]

En lavmælt, halvmunter lyd forlod Padraig, før han tilbød Cedrella sin hånd med et svagt smil og de fulgtes tilbage imod skolen.

Han måtte lægge bånd på sig selv. De havde næsten klaret skærene. Snart kunne han kysse hende med god samvittighed.

Lukket?