Vi er snart de store

[Erin Morgaine]

Skoleåret gik på hæld og U.G.L.’erne var over dem. Denne lørdag havde Erin da også sat Peninnah Flint i stævne for at repetere til Magiens Historie. Det var et tungt, bogligt fag og det var ufatteligt hvor meget de forventede man kunne udenad. Heldigvis var Erin ret god til at lagre ting, men hun sad alligevel og gik lidt i spåner over prøven.

“Jeg føler bare at alting står og falder med det vi skal nu og det er alt for svært at koncentrere sig om så mange fag på en gang,” åndede hun frustreret ud.

[Peninnah Flint]

De fleste var ved at gå op i syningerne over U.G.L.'erne og Peninnah var bestemt én af dem. Problemet var bare, at alle omkring hende lod til at være samme sted, så i stedet for at forholde siog til sine egne bekymringer eller at Gideon Flint havde været anderledes efter forlovelsen, eller at hendes forlovede lå på hospitaltsfløjen, sad hun nu og nikkede sympatisk til sin veninde.

"Af og til forstår jeg slet ikke, at flere års engageret arbejde alt sammen bliver kogt ned til nogle minutter på den måde," indskød hun med et suk og så lidt modløst ned på sine noter.

[Erin Morgaine]

Erin pustede lidt ud og rystede på hovedet. "Nej," erklærede hun sig enig uden at behøve at tænke videre over det. "Det virker næsten uretfærdigt, at det ikke er en vurdering af de sidste år. Men så kunne Professor Yaxley selvfølgelig hurtigt få et hold på kun to elever..."

Hun pustede lidt ud. Det var et kendt faktum, at Cedrella Ogden var streng og svær at imponere.

[Peninnah Flint]

Penny slap en lyd i enighed og slap resten af luften i en tung udånding. Langsomt hævede hun blikket og så hen på veninden.

"Det ville stadig være en mere retfærdig måde at gøre det på end det her," konstaterede hun. "Så ville Professor Yaxley også være sikker på, at de, der var i hendes klasseværelse, rent faktisk fortjente at være der."

[Erin Morgaine]

Erin nikkede lidt. De forstod vist begge to hvad det betød og det var jo også rigtigt nok. "Jeg ved ikke om jeg fortjener at være det," spøgte hun dog alligevel.

"Men det vil jo vise sig hvordan den prøve kommer til at gå... Jeg håber stadig på et mirakel."

[Peninnah Flint]

Penny mente selv, at både hun og Erin på baggrund af det sidste år havde fortjent at være i Professor Yaxleys klasseværelse og slap derfor også bare en underholdt lyd over bemærkningen.

"Du har ikke brug for et mirakel. Bare et par gode dage med mig og de her bøger. Jeg har lavet nogle kort med spørgsmål og svar, som vi kan bruge, så det hele skal nok sætte sig," konstaterede hun med et mildt smil.

[Erin Morgaine]

Erin kunne selvfølgelig ikke se smilet, men hun forventede det af Penn og smilede selv ved forsikringen. "Du er vel også en slags mirakel af en eliksirmakker," konstaterede hun varmt.

"Skal vi bruge Poppy?"

[Peninnah Flint]

Penny var virkelig ikke et mirakel og rystede bare lidt på hovedet, velvidende at det højest sandsynligt ville gå ubemærket. Hun flyttede bogen lidt på sit skød og nikkede af ren vane, selvom hun, som altid, også svarede i ord.

"Lad os."

[Erin Morgaine]

Erin nikkede selv, vandt til at andre kunne læse hendes fysiske udtryk, uanset at hun ikke kunne læse deres. Hun løftede den ene hånd og knipsede hjemmevandt. Det varede ikke mange sekunder, før husalfen ankom og gjorde sig fornuftig. Et lille stykke tid inde i repetitionen, vandrede hendes tanker lidt.

"Ved du egentlig hvordan Rupert har det?"

[Peninnah Flint]

Med husalfens hjælp gik det støt fremad, selvom Pennys hoved efterhånden føltes mørt og usamarbejdsvilligt. Emneskiftet var derfor et tiltrængt afbræk, selvom hun stadig ikke helt havde vænnet sig til, at hun burde gå op i, hvordan Rupert havde det.

"Jeg tager forbi hospitalsfløjen af og til for at få en opdatering, men de må jo ikke få besøgende," svarede hun med et lille suk.

[Erin Morgaine]

Erin kendte ikke helt systemet, men det gav vel meget god mening, at Mungos sendte deres opdateringer om de indlagte til Hogwarts' sygeplejerske. Hun nikkede lidt, alvorligt.

"Nej, det er noget rigtigt rod. Ved man om de kommer tilbage til at nå nogen eksamener eller hvad der kommer til at ske...?"

[Peninnah Flint]

Penny vidste ikke, om der var andet sted at forhøre sig. Ved bekymringen omkring sin forlovedes helbred var det hospitalsfløjen, hun var søgt til og ville nok fortsætte, indtil hun kunne komme til at komme i mere direkte kontakt med Rupert.

"Jeg ved det ikke, Erin," svarede hun, ikke med vilje afvisende. "Jeg ved ikke engang, hvordan han har det eller om han får det bedre eller hvad der kommer til at ske. Jeg ved bare, at vi skal nå at huske et dusin forvandlinger og besværgelser og eliksirer og jeg ved ikke hvor mange årstal. Og samtidig holde styr på alle Gideons tanker og noter og hans-"

Hun skar sig selv af. "Skal vi ikke bare komme videre?"

[Erin Morgaine]

Erin rynkede panden over svaret. Hun var ikke på den måde en man skubbede til og rankede ryggen lidt. “Du svarer kun bitchy fordi du er nervøs, men det skal du ikke lade gå ud over mig, Pen,” konstaterede hun. “Jeg spørger bare, fordi jeg tænker på dig. Der er da andet i mine tanker end eksamen.”

[Peninnah Flint]

Der var også tusind andre ting i Pennys tanker og det var netop dét, der var udmattende. For slet ikke at snakke om alles pludselige behov for at tale med hende om Rupert. Hun tog en indånding.

"Jeg ved ikke, hvordan han har det," sukkede hun i stedet for at sige undskyld. "Eller om han får det bedre. Og det bekymrer mig, men jeg er også bekymret for, om de bekymringer fratager mit fokus fra UGL'erne. Det er lidt et rod."

Selvom hun i det mindste ikke selv var på hospitalet.

[Erin Morgaine]

Erin strakte en hånd ud mod Pen, ramte hendes knæ og gav det et klem, selvom hun lige så nemt kunne have ramt hende i maven. Hun nikkede lidt.

“Det forstår jeg godt. Vi skal fokusere på det, der er vigtigst lige nu. Jeg spørger ikke mere til Rupert. Hvis du på et tidspunkt vil spørge til Ian Ogilvy er jeg åben for det, men lad os læse lidt videre,” opfordrede hun.