Vi er snart de store

[Peninnah Flint]

Penny var både nysgerrig og gik op i sine næres liv, men hun var også tvilling til en relativt privat dreng og havde lært at vente på, at han selv fortalte, når han havde lyst til at tale med hende om noget. Derfor læste hun ikke videre, men hævede i stedet langsomt blikket for at lade det glide vurderende over Erin.

“Er der noget, du har lyst til at fortælle mig om Ian?” endte hun med at spørge, selvom hun ikke havde særlig meget lyst til at blande sig i, hvad der foregik mellem hendes og Gideons bedste venner.

[Erin Morgaine]

Erin var lidt i tvivl om tonefaldet, men hun endte med at trække på skuldrene og så lukkede øjnene kortvarigt.

“Måske. Hvad synes du om ham? Han er jo med i... Klubben.” Man sagde ikke Ren magi ude i det åbne på den måde. “Han er ret sød, ikke?”

[Peninnah Flint]

Penny var udmærket godt klar over, hvem der var med i klubben og slap bare en bekræftende lyd, mens hun betragtede Erin. Et smil strejfede hendes læber.

"Jo, det synes jeg," svarede hun og mente det. Hun og Gideon Flint var praktisk talt uadskillelige, så det var lidt af en selvfølge, at hun havde bragt en del tid med Ian Ogilvy også. "Jeg har altid godt kunne lide ham, i hvert fald."

[Erin Morgaine]

Erin nikkede lidt. Hun havde også godt kunne lide ham, altid. Men nu overvejede hun at kunne lide ham lidt bedre. Eller anderledes.

“Han... Eller jeg... Jeg tror han har inviteret mig ud i sommerferien,” konstaterede hun. “På Floridors.”

[Peninnah Flint]

Penny havde lidt forventet noget i den stil ud fra Erins ledende spørgsmål, men hun svarede alligevel ikke med det samme. Smilet lå dog stadig på hendes læber, da hun rakte ud og lagde hånden over venindens. Hun lænede sig lidt frem og sænkede ubevidst stemmen.

"Hvordan har du det med det?" spurgte hun, selvom hun vidste, at Gideon ville bekymre sig om, hvad det ville gøre ved gruppens dynamik. Selv havde hun en lidt mere empatisk tilgang.

[Erin Morgaine]

Erin var heldigvis ikke Gideon Flint og hun smilede skævt over Penns spørgsmål og lagde sin tommel over venindens hånd.

“Jeg kan rigtig godt lide ham,” konstaterede hun. “Og jeg tror han kan lide mig. Så jeg har det godt med det. Rigtig godt.”

[Peninnah Flint]

Med eksamener lige om hjørnet burde de virkelig læse og senere ville Penny måske fortryde sin prioritering. Men hun havde aldrig selv haft en kæreste eller været ude med nogen og kunne ikke lade være at være lidt nysgerrig på hele konceptet.

"Hvordan skete det?" spurgte hun nysgerrigt.

[Erin Morgaine]

Erin var heller ikke sådan blevet inviteret ud før. Men hun kunne lide det. Hun flyttede lidt på sig og trak på skuldrene.

“Vi sad bare i opholdsstuen og pludselig spurgte han om jeg ville savne ham i ferien. Og så tror jeg nærmest jeg sagde nej, for han ville invitere mig ud... Det var ret direkte af mig, egentlig.”

[Peninnah Flint]

Det lød ret perfekt på den måde, man kunne læse om det i brevkasserne i ugebladene og Penny kunne ikke lade være at smile, måske en lille smule drømmende. Overvejede, hvordan det ville være, hvis nogen savnede hende.

"Og så spurgte han dig bare, om du ville med på Floridors?"

[Erin Morgaine]

Erin smilede også lidt drømmende. Hun havde jo ikke været afsted på den date med Ian Ogilvy endnu. Det var kun en fantasi lige nu.

"Noget i den stil," svarede hun. "Jeg kan faktisk ikke rigtig huske om det var min idé eller hans..." Hun rynkede panden en smule. "Jeg var lidt distraheret af hvordan min mave slog kolbøtter."

[Peninnah Flint]

Penny slap en munter lyd, men der var desværre ingen andre end Gideon Flint, der havde fået hendes mave til at slå kolbøtter. Og det var hun meget bevidst om, var en helt anden ting.

"Så," lagde hun ud og der var en drilsk undertone i spørgsmålet. "Ville du så komme til at savne ham i ferien?"

[Erin Morgaine]

Erin kom til at grine lidt og trykkede læberne en smule sammen, før hun trak på skuldrene.

“Det tror jeg måske. Lidt. Han er lidt sød. Og han er også flot, ikke? I mit hovede er han flot.”

[Peninnah Flint]

Det var rart at se Erin på den måde. Smittende, og Penny glædede sig. Selvom en del af hende var meget bevidst om Ians blodstatus.

"Jo, han er ret flot," svarede hun med et skævt smil. Hun tøvede lidt, men endte så alligevel med at nærme sig emnet, der blev ved at strejfe hendes tanker.

"Men er det ikke... Har du ikke gjort dig tanker... I forhold til hans far?"

[Erin Morgaine]

Erin vidste godt hvad Penny talte om, men hun rystede alligevel på hovedet. “Det er to generationer siden,” konstaterede hun.

“Desuden står tilbuddene ikke ligefrem og banker på døren for mig. Og jeg kan virkelig godt lide Ian. Han er sød, betænksom... Han behandler mig fuldstændig normalt.”

[Peninnah Flint]

To generationer var ingenting, hvis man spurgte Penny, men det gjorde man selvfølgelig ikke. Og hun nøjedes med at tænke sit, mens hun nikkede lidt uden at tænke over, at Erin selvfølgelig ikke kunne se det.

"Jeg håber ikke, at det er, fordi du ikke får bedre tilbud," konstaterede hun, ikke uden en lille rynke mellem brynene.