Grønne dråber (s)

[Kala Patil-Fawley]

Kala grinede bare og var alt for flyvende til at tage sig af hans varme kinder. I virkeligheden fik de hende kun til at tage et halvt skridt tættere på ham med et blik, der kortvarigt flakkede til hans tand over læben.

"Damn, så skal vi vist have dig væk fra alt det brandbare," konstaterede hun og blinkede til ham. "Kom." Og uden omsvøb tog hun fat om hans håndled og trak ham med sig gennem lokalet.

[Elias Oliver Wood]

Glasset havde mødt læberne, da hun greb hans håndled og ledte ham væk. Heldigvis fik han ikke skvulpende dråber på hverken fødder, tshirt eller krigsmalede ansigt. I stedet fulgte han bare villigt anføreren, selvom bevægelse virkelig gjorde ham opmærksom på hvor snalret han var. Men følelsen var ikke slem. Tværtimod.

"Det føles mere som om du bortfører mig," Det var nok den blødeste protest nogensinde.

[Kala Patil-Fawley]

Kala slingrede lidt, men hun havde relativt meget træning i at gå i beruset tilstand og fik snoet sig ind og ud mellem deres medstuderende med Elias ved hånden. Protesten var forventet og hun slap blot en munter lyd og kastede et blik på ham over skulderen.

"Ville det virkelig være det værste, Wood?"

[Elias Oliver Wood]

Anføreren mærkede kortvarig en hånd mod armen, da de passerede de andre festdeltagere. Han nåede kun lige at registrere at det var en af holdkammeraterne, og mønstrede et dumt smil før han rettede blikket mod Kala igen. Huden brændte lidt under hendes fingre, følte han.

"Jeg kan forestille mig langt værre," Grinede han. Da de passerede nogen der mokkede sig lidt tættere, spildte han nogle af de grønne dråber på håndryggen, men fangede dem med læberne.

[Kala Patil-Fawley]

Der var ikke rigtigt nogen plan og da tre sjetteårs rejste sig fra en lille sofa, var Kala ikke sen til at glide ned i den og trække ørnen med sig.

"Godt, for du kan lige så godt betragte dig selv som kidnappet nu," konstaterede hun og hævede glasset til læberne.

[Elias Oliver Wood]

Det var rart nok at smække sig ned i et møbel. Først der, blev Elias opmærksom på at fødderne faktisk gjorde lidt ondt. Og han havde ikke engang tilbragt tid med at danse, ligesom Kala havde. Allerede da han gled ned ved hendes side, var han havnet rimelig tæt på hende. Men han var fuld og tænkte ikke videre over det.

Ikke før han indså hvad der var sket sidst. "Det er ikke så galt endda," sagde han og fugtede ganen. "Du havde måske brug for en pause fra dansegulvet?" 

[Kala Patil-Fawley]

Kala tænkte ikke på, hvad der var sket sidst. Eller tidligere på aftenen. Eller meget andet end mesterskabet og hun slap en tilfreds lyd over igen at sidde i et blødt møbel. Hun lænede sig lidt ind mod ham.

"Det var mist mere dansegulvet, der havde brug for en pause," grinede hun og gav hans lår et lille klem.

[Elias Oliver Wood]

"Ja. Det tror jeg på," Bemærkede Elias. Det afslørede nok at han havde set hende derude, men det tænkte han ikke lige over. Han blev egentlig også ret distraheret af hendes hånd mod låret.

"Hvil fødderne. Så kan det være at du kan trække mig med derud." Havde det været ædru Elias Wood, havde han næppe foreslået at skulle danse. Underbevidst ønskede han måske at gentage hvad han havde set ske tidligere.

[Kala Patil-Fawley]

Benene blev svunget ind over hans med lige så lidt omtanke, som Kala havde skænket de fleste andre beslutninger den aften. Hun tog en tår og hævede det ene bryn lidt.

"Og så helt uden at jeg skulle foreslå det først," bemærkede hun med et grin. "Damn, Wood. Måske har du det alligevel i dig."

[Elias Oliver Wood]

Elias lænede ryggen lidt mere tilbage, da Kalas ben røg over hans. Eftersom den ene hånd var beskæftiget med at holde glasset, var den anden efterladt til... Ja, han anede ikke hvad han skulle gøre af den. Derfor lagde han den mod hendes ben, få sekunder efter.

"Kan du lade være med at lyde så overrasket?" Han fnøs underholdt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala lagde virkelig intet i hånden på sit ben, velvidende at det var det mest naturlige i den position. Hun nød bare at have benene oppe og hjertet bankende, mens hun trak på de allerede lettere møre smilemuskler.

"Næ," svarede hun flabet. "Du er en overraskende herre."

[Elias Oliver Wood]

"Herre får mig kun endnu mere til at lyde som én på firs," Konstaterede Elias, der flygtigt lod blikket vandre ud i rummet, før det vendte tilbage til den slangende heks i sofaen. Tandrækken blev blottet i en klædelig grimasse - formodede han da. Lige nu var han nok for beruset til at bekymre sig om det.

"Hvem ved. Måske har jeg tricks i ærmet. Sådan - langt oppe i ærmet."

[Kala Patil-Fawley]

Kala kunne ikke mønstre at se bare tilnærmelsesvist fortrydende ud og trak blot på skuldrene med et smittende smil.

"Ja?" Hun rakte frem og fulgte hans ærme med fingrene. "Jeg ved ikke, om jeg køber den."

[Elias Oliver Wood]

Det vidste Elias ærlig talt heller ikke selv. Noget over ikke at vinde pokalen, og noget ved at drikke sig beruset, gav ham nu et behov for at konkurrere med nogen. Selv hvis den nogen var ham selv.

"Noget må man jo have lært af at være til så mange fester. Fifs," Proklamerede han, selvom han ikke anede om han havde taget noget til sig.

[Kala Patil-Fawley]

Elias lignede ikke én, der havde opslugt vanvittigt mange fifs af at være med til festerne, men tanken var da underholdende nok. Kalas blik på ham var i hvert fald nysgerrigt, da hun sænkede glasset fra læberne igen.

"Stop med at være sådan en tease," konstaterede hun. "Vis mig nogle af de tricks."