For sent eller lige til tiden?

[Abigail Bancroft]

En dæmpet latter forlod hende ved de ganske rammende observationer. Alene tanken om at efterlade ting på badeværelsesgulvet fik det til at vende sig i hende og hun skyllede følelsen væk med en tår af vandet med citron.

“Jeg glæder mig allerede til en invitation, kære,” bemærkede hun med et mildt smil om læberne og stillede glasset fra sig, før hun hævede gaflen til læberne.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh var rimelig godt klar over, at Abigail var lidt af et ordensmenneske, selvom det nok var en underdrivelse, men smilet var varmt da hun fortsatte "Hvornår har I tid? Det ville være fedt at vi alle fire kunne finde en aften vi kunne."

[Abigail Bancroft]

Spørgsmålet var blandt dem, som Abbie normalt altid kunne besvare. Tid havde hun rigeligt med, trods hun arbejdede meget for en assistent og gerne brugte de fleste timer på dagen i ministeriet, var det unægteligt Hogwarts, der besværliggjorde tingene. Men hun vidste også, at det ville være påfaldende, så i stedet gjorde hun noget, hun ellers gjorde mig sjældent; hun kørte fake it till you make it-stilen.

“De fleste weekender i juni burde vist være mulige,” svarede hun. “Og ellers skal vi nok finde tid til jer.”

Det kunne Padraig Ogden vel heller ikke sige noget imod, ligesom han normalt kunne det til de andre sociale begivenheder, hun længtes mod.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh bemærkede ikke noget anderledes og nikkede bare med et stadigt smil "Jeg snakker lige med Peg når jeg kommer hjem i aften og finder ud af hvornår hun og jeg har fri samme tid. Mine vagter er lidt ud over det hele." hun skar en lille grimasse, men det var ikke noget der kunne komme som en overraskelse, i det fag hun havde valgt "Hvordan har Padraig Ogden det? Går det godt på Hogwarts også?"

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede og fik spist lidt mere af sin salat med et sympatiserende udtryk. Hendes vagter var selvfølgelig temmelig faste, når ikke hun medregnede overarbejde eller retssager, der blev rykket. Men hun vidste, at de fire kalendre kunne være udfordrende at få til at gå op sammen.

“Ja, de nærmer sig jo ferien,” svarede hun med et mildt smil. “Så det ser vi frem til.” Det vidste hun selvfølgelig ikke med sikkerhed. Men hun håbede det. Håbede, at det kunne give dem den chance, de behøvede.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh anede ikke hvad der foregik mellem hendes bror og svigerinden og selvom hun m åske burde havde fornemmet noget var skævt, havde hun haft alt for travlt med sine egne ting, til reelt at være så opmærksom. Så hun smilede skævt og nikkede "Gør man ikke altid det? Ser frem til ferie, altså. Ind i mellem kan jeg godt savne det. At man ved nøjagtigt hvornår de kommer og at de er noget længere end nu når man skal være voksen og fornuftig."

[Abigail Bancroft]

Abbie slap en dæmpet lyd og tog sit glas. Hun nippede lidt til de syrlige vand og kastede et sigende blik på svigerinden, før hun svarede.

"Du ved, hvordan din bror er. Han elsker sit job," svarede hun og formåede at få det til at lyde som om det ikke drev hende til vanvid, at det så længe havde taget fokus fra det, der ifølge hende burde være hans førsteprioritet.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh kunne ikke andet end at nikke med et varmt, underholdt smil "Jeg tror det ligger til familien, men måske mest til ham." hun tog en mundfuld af sit vand og fortsatte frejdigt "Men hey.. så har du masser af tid til dine egne ting. Det er vel heller ikke altid dårligt."

[Abigail Bancroft]

Det havde de tydeligvis vidt forskellige holdninger til, men det var Abbie efterhånden så vant til og hun smilede blot mildt til Penny og gav hende ret. Lod som om hendes egen ting ikke havde været affæren med højesteretstroldmanden, der stadig fik det til at gøre ondt i brystet ved tanken.

Til gengæld skiftede hun også hurtigt emnerne videre til mere behagelig ting og de fik hurtigt resten af frokosten til at gå med sladder fra ministeriet og hospitalet, samt delt anekdoter fra hverdagens små eventyr. Og da hun gav Penny et kram og et kindkys foran cafeen, virkede dagen endda lidt lysere.

lukket?