For sent eller lige til tiden?

[Abigail Bancroft]

Abbie havde slet ikke skænket Penny en tanke, da hun udtalte sig om fysiologi. Helbredere vidste uanset bedre end den slags tåbeligheder, mente hun helt bestemt. Hun nikkede en gang.

"Ja, men det er en lidt svær situation," svarede hun. "Det var en familie, der stod for det. Forældre, onkel og tre børn." Hun rystede lidt på hovedet.

"Skødesløst."

[Peanaidh Ogden]

Penaidh nikkede igen, mens en tænksom rynke sneg sig ind over hendes næseryg "Ja.. meget.." hun fik øjenkontakt med en tjener og sendte vedkommende et sigende nik, før hun igen vendte opmærksomheden mod Abigail "Hvorfor ville de gøre sådan noget? Havde de en grund.. ud over penge?"

[Abigail Bancroft]

Abbie var henfaldet til tankerne om familien, der nu havde fået fejet tæppet væk under sig og revet hele livet op ved roden. Relaterede til det på en anden måde end før. Hun blinkede tankerne væk.

"Hm?" nåede hun at spørge, før det gik op for hende, at hun havde hørt hende i første omgang. "Jeg tror, det var et oprigtigt ønske om at hjælpe. Men uden tilstrækkelig viden om området."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh nåede at åbne munden for at gentage spørgsmålet, men lukkede den igen, da Abigail svarede alligevel "Ja.." hun nikkede, stadig tænksom og fortsatte "Det gør det næsten værre, ikke? At det ikke var penge der var grunden altså." en kort negl tappede let mod siden af koppen "Hvad sagde Magiratet til det hele?"

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede langsomt. Hun kendte alt til at prøve at gøre det rette og fejle. Igen og igen. Hun fugtede læberne og prøvede at slå bekymringerne ud af hovedet. I hvert fald, mens hun sad med Penny.

"Vi begynder først afhøringen på mandag," svarede hun og hævede blikket til Pennys, efter det kort havde hvilet på neglen mod porcelænet.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh nikkede, brynene krøbet lidt sammen "Jeg håber ikke de får alt for hård en straf.. hvis deres intentioner var gode altså. Alle kan træde ved siden af." konkluderede hun og så op, da tjeneren nærmede sig deres bord.

Efter at have bestilt, lænede hun sig lidt ind over bordet "Ellers ikke noget spændende nyt jeg ikke har hørt om endnu?"

[Abigail Bancroft]

Blikket faldt over Pennys ansigt, vurderende, før hun fandt tilbage til hendes øjne igen. Det var fristende at fortælle om alt, der skete derhjemme, men det var det, hun gjorde med Sinéad L. Yaxley og ingen andre. Især ikke Padraigs lillesøster.

“Hemmelighedsdekretet er ikke op til fortolkning, Penny,” konstaterede hun i stedet alvorligt.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh skar en grimasse, men havde pli nok til at sænke blikket momentært "Det ved jeg godt, Abbie." brynene trak sig sammen mens hun løftede blikket igen "Jeg siger bare, at der kan være formildende omstændigheder for at bryde det.. i min optik."

[Abigail Bancroft]

Blandt alle de magiske love, var det hemmelighedsdekretet dén, Abbie var mindst fleksibel omkring, selvom hun da godt til nogen grad kunne se de potentielt formildende omstændigheder i sagen. Men det var dén lov, der havde holdt dem sikre gennem al mugglernes idioti. Og så kunne Penny ellers skære grimasser lige så tosset, hun ville.

"Har du fundet ud af, hvad du vil have?" spurgte hun i stedet i et mere eller mindre elegant emneskifte.

[Peanaidh Ogden]

Det var et emne der altid var lidt farligt at bevæge sig ind på og Peanaidh vidste allerede, at hun havde mindre konservative meninger omkring det, end mange andre magikere. Af måske netop den grund lod hun det ligge og nikkede i stedet med et smil "Mhmm.. har du?" spurgte hun, mens hun på samme tid fangede en tjeners opmærksomhed og fik et nik til gengæld.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde været sammen med Padraig Ogden længe nok til at vide, hvilke værdier de var vokset op med, og hun var meget bevidst om, at de var langt fra dem, hun havde fået med hjemmefra. Derfor smilede hun også bare og nikkede.

"Ja. Ja, det bliver det," svarede hun og stillede det lille menukort tilbage på sin plads. Da de havde aflagt bestillingen, rettede hun igen blikket mod Penny.

"Fortæl mig så, hvordan det går på hospitalet."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh fik også bestilt og løftede tekoppen igen mens Abigail genoptog deres samtale "Fantastisk! Det er hårdt, men også vildt spændende. Nogen dage føler jeg lidt mit hovede er tæt på at eksplodere med alle de nye ting der skal være plads til." hun nippede til teen der var blevet halvlunken "I dag fik jeg lov til at tage mig af en patient, der var blevet ramt af sin egen svulme-besværgelse. Han lignede et overdimensioneret ballondyr." hun rystede på hovedet med et insisterende smil "Stakkels mand, selvom han lidt selv var ude om det."

[Abigail Bancroft]

Abbie smilede og nikkede, som en god lytter burde gøre det. Hun var da også umådeligt imponeret og på nogle måder vel også lidt stolt af den kvinde, Penny var ved at blive, efter at have kendt hende fra før hun blev ti. Og en underholdt lyd forlod hende.

"Jamen så længe, man husker at værdsætte grundene til at trække på smilebåndet," bemærkede hun med en varm glød i de brune øjne.

[Peanaidh Ogden]

PEanaidh nikkede hen over koppen og de mørke øjne spillede "Han tog det virkelig pænt det hele, selvom vi var nødt til at punktere ham, sådan helt bogstaveligt." en lille, munter lyd forlod hende da hun genkaldte sig misæren "Han indrømmede, han prøvede at bruge besværgelsen på en gris, så han kunne få en bedre pris for den, men hans tryllestav er ikke helt så pålidelig længere åbenbart. Heldigt for grisen, ikke for ejeren."

[Abigail Bancroft]

Brynene søgte op og et sekund overvejede Abbie at spørge, hvordan man helt bogstaveligt punkterede nogen. Men i sidste ende besluttede hun sig for, at hun nok helst ikke ville vide det og grinede bare af Pennys bemærkning til hele affæren.

"Nej, det lyder ikke til det. Men der er vel en kosmisk retfærdighed i, at det er sådan, ikke?" bemærkede hun og spidsede læberne om et smil, som hun igen lagde de slanke fingre om porcelænet.