For sent eller lige til tiden?

[Peanaidh Ogden]

Peanaidhs røde hår flagrede efter hende mens hun hastede ned ad gaden. Hun var lidt sent på den - som sædvanlig og også i vanlig modsætning til Abigail Bancroft , der altid var punktlig og rimelig perfekt.

Hun nåede dog frem til stedet de havde aftalt at mødes og fandt sin brors kæreste uden de store problemer. Hun dumpede ned på stolen overfor hende med en lille forpustet lyd "Phew! Jeg nåede det!" udbrd hun med et grin og viklede tørklædet af halsen, selvom det undervejs kom i krig med både hendes hår og stroppen på hendes taske.

[Abigail Bancroft]

De første par gange havde Abbie ventet, tålmodigt og ordentligt, til Penny ankom. Med tiden var hendes tilgang blevet bare en smule mere pragmatisk og hun havde allerede bestilt en kande te, der stod på bordet mellem dem. Porcelænet klikkerede lidt under de voldsomme bevægelser.

"Minsandten," svarede hun og spidsede læberne i et overbærende smil. Blikket var mildt. "Jeg håber, det var fordi du glemte tiden med en sød troldmand og ikke fordi de pisker jer lærlinge på Skt. Mungos?"

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh fnøs muntert og endte med at rejse sig igen for at blive frigjort fra både taske, kappe og tørklæde "Noget midt i mellem måske. Knap så meget pisk, men masser af opgaver og ligeså mange distraherende lækre troldmænd." hun tog et skridt udenom bordet for at give Abigail et kram og et flygtigt kindkys, før hun igen dumpede ned på stolen "ELler måske var jeg bare lidt ved at fare vild på vej herover." indrømmede hun med et grin.

[Abigail Bancroft]

Abbie ventede tålmodigt, til Penny havde viklet sig ud af det værste og rejste sig, da hun gjorde. Mødte kram og kindkys på halvvejen og gled ned at sidde over for hende igen med et mildt smil.

"Du har altid haft nogle helt særlige talenter," bemærkede hun i blid spøg. "Jeg tillod mig at bestille i mellemtiden."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh satte et lettere selvtilfredst ansigt op og slog håret væk fra ansigtet med den ene hånd "Jeg ved det.. jeg er komplet unik." spøgte hun med og lod ansigtet finde tilbage i mere almindelige folder "Jeg regnede med det.. hvad har du bestilt? Ud over te? Jeg er så sulten at jeg tror jeg kunne spise en hippogrif."

[Abigail Bancroft]

Abbie slap en dæmpet, underholdt lyd, men var ikke uenig. Hun havde altid ønsket sig søstre og over de sidste næsten ti år, var hun endt med at betragte Penny og Peigi Ogden som netop det.

"Jeg troede, du havde spist," svarede hun samvittighedsfuldt. "Men det kan vi da hurtigt få rettet op på."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidhs bryn trak sig lidt sammen "Nej.. jeg troede.." hun slog en lille latter op og rystede på hovedet "Jeg har vist hovedet et helt andet sted i dag. Undskyld." fortsatte hun og havde tydeligvis troet, de skulle spise sammen "Jeg snupper noget på vej tilbage. Det skal du ikke tænke over. Jeg kan køre ret længe på te." fortsatte hun med et spillende blik og rakte ud efter kanden for at fylde sin kop "Går det godt i ministeriet?"

[Abigail Bancroft]

Abbie rynkede brynene. Selvfølgelig ville hun have et svar til, hvordan det gik i ministeret, for det kunne hun snildt tale om i timevis, men det gled i baggrunden for den næsten strenge mine.

"Hvad har du lyst til, kære? Hvis du er sulten, går det ikke, at du springer et måltid over. Især ikke sådan som jeg har set lærlinge blive pisket rundt," konstaterede hun fast. "Jeg kunne også sagtens spise."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh lagde hovedet lidt på sned og så spørgende på Abigail "Er du sikker? Du skal altså ikke gøre det bare for min skyld." hun ventede til hun var sikker og fangede så menukortet fra den lille holder på bordet "Har der så ellers været nogen spændende sager i Magiratet?" tog hun tråden op igen, mens øjnene søgte ned over mulighederne på kortet.

[Abigail Bancroft]

Hævede bryn over et sigende blik blev Abbies eneste svar på, hvad hun fandt et temmelig fjollet spørgsmål. Det blev da også belønnet med et varmt smil, da Penny tog menukortet.

"Jeg er ret optaget af den sag, vi har lige nu. Et par, der solgte eliksirer til mugglere i deres landsby. Nærmest som der var tradition for nogle steder før heksejagtene," svarede hun og rystede lidt på hovedet. At nogle magikere kunne være så historieløse...

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh så op fra menukortet med begge bryn hævet og et lettere vantro blik "An donas dubh!" udbrød hun og slog tilbage i engelsk ligeså hurtigt som hun den gæliske frase var hoppet ud "Virkelig? Kirkes korset, jeg troede ikke der var nogen tilbage med så lidt fornuft." hun rystede på hovedet og fortsatte "Hvad skete der med mugglerne?"

[Abigail Bancroft]

Abbie så lidt forskrækket ud ved udbruddet, men brynene faldt snart på plads igen sammen med hendes hjerterytme. Smilet vendte endda også tilbage, selvom der var en misbilligende linje mellem hendes bryn.

"Enkelte oplevede rent faktisk lindring på smerter eller andet. Men værst var det nok for en fjortenårig pige, der midt i sin skoledag pludselig blev fire meter høj. Det har været et ordentligt rod for oblivatorafdelingen."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh opdagede ikke Abbies befippelse, eller også var hun bare vant til at være lidt mere.. spontan, end svigerinden, og lagde derfor bare ikke mærke til det længere. Hun lyttede dog opmærksomt, med store øjne og vidste ikke helt, om hun skulle grine eller græde til sidst "Stakkels pige!" hun rystede på hovedet igen "Det er da vist ikke ret meget helbreder-erfaring nogen af dem havde. Hvilken lidelse kurerer man ved at blive 4 meter høj? Alice-syndrom?"

[Abigail Bancroft]

Abbie blinkede lidt. "Alice?" mumlede hun med en magikers forvirring, før hun rystede på hovedet og lod det glide.

"Nej, man bør tage højde for forskelle i fysiologi, før man begynder at lege med den slags," konstaterede hun fast, selvom hun i virkeligheden slet ikke mente, at magi og mugglere hørte sammen.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh hævede brynene lidt over Abbies konstatering og undlod at pointere, at selvom hun Kun var lærling endnu, var det alligevel et område hun havde en smule ekspertise på. Hun nøjedes dog med at nikke hen over tekoppen "Mhmm.. præcis." hun nippede til teen mens hun så efter en tjener "Fik de fat i alle de skyldige så?"