For sent eller lige til tiden?

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh nikkede igen, stadig med et glimt i øjnene "Jo, lige præcis, men det var også en af de mere spændende opgaver. Det meste af det er gentagelser, men en af vores undervisere siger også, det er den bedste måde at få noget til at sidde på rygraden." hun skar en lille grimasse "Han har sikkert ret, men ind i mellem bliver det lidt trivielt. Det må jeg nok hellere vænne mig til." hun nippede til teen igen "Men det er rart ikke at have så langt hjem længere."

[Abigail Bancroft]

Det meste af Abbies arbejde var gentagelser. Forskellige sager, forskellige mennesker, forskellige numre. Men arbejdsopgaverne var mere eller mindre det samme og det var sådan, hun kunne lide det.

"Der er også en glæde at finde i de simple ting," konstaterede hun derfor med samme mildhed, hun ofte viste udadtil. Som en ordentlig fuldblodsheks skulle det. "At kultivere det, opnå perfektion i hvert skridt."

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh så ikke helt overbevist ud "Ja.. måske, men det er også rart med et afbræk i rutiner ind i mellem. Så det hele ikke bliver det samme altid." hun smilede skævt "Men nu er jeg også hende der flytter rundt på sine møbler mindst hvert halve år, fordi jeg kommer til at kede mig når ting står på samme måde for længe." lige på det punkt var helbreder-faget nok ikke det dårligste valg. Der ville altid være en god del uforudsigelighed.

[Abigail Bancroft]

Abbie var ikke altid det mest empatiske menneske og hun kunne slet ikke se sig i dét, Penny sagde. Der var en grund til, at hver enkelt møbel, bog, billed, spejl og pyntegenstand stod, hvor det stod. En grund til, hvordan hver af hendes kjoler var sorteret efter farve og længde, ligesom hun havde gjort det for Padraig Ogden. Det var sådan, det skulle være. En plads til alt og alt på sin plads. Og det var samme tilgang, hun havde til sit arbejde. Hun havde fundet sin plads.

"Så har du nok fundet en god plads på Skt. Mungos," konstaterede hun med et varmt smil, ikke mindre kærlig over for pseudosøsteren over deres forskelligheder. "Lærlingetiden er uanset ofte bare noget, man skal igennem."

Sådan havde hun i hvert fald forstået det på Sinéad L. Yaxley, dengang hun havde været aurorlærling.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh var efter ti år med Abigail i familien, udemærket klar over hvor forskellige de var på lige det punkt. Selv trivedes hun med en smule kaos og uforudsigelighed, men det var to ord hun aldrig ville bruge omkring svigerinden "Det tror jeg.. " hun smilede varmt og fortsatte "Er det ikke også det de tit siger.. at det først er når man er færdig, man for alvor skal til at lære noget. Når der ikke længere er en mentor at læne sig op ad."

[Abigail Bancroft]

Måske det var tydeligt på Abbie, at hun fandt talemåden bizar. Hun havde aldrig været den bedste til at skjule den slags. Men hun tog en tår te og rystede det af sig.

"Jeg håber nu, at du får noget ud af de år," konstaterede hun alligevel med et lille smil.

[Peanaidh Ogden]

Et insisterende smil fik Peanaidhs mundvige til at trække opefter over det tvivlsomme udtryk på Abigails ansigt. Hun var udemærket klar over, hvor forskelligt de tænkte og ind i mellem kom hun måske ikke udenom, at sige ting hun vidste Abbie ville reagere på "Det gør jeg.. stol på det. Alt det jeg kan presse ud af dem. Og så lige nogle års praktisk erfaring før jeg bygger mere ovenpå." konstaterede hun med et bestemt nik. Selvom det ikke altid virkede sådan, havde hun en klar plan for sin egen fremtid. I hvert fald rent fagligt.

[Abigail Bancroft]

Abbie nikkede med et varmt smil i en tilkendegivelse af, at hun var tilfreds med svaret. Selvom hun selvfølgelig ikke havde nogen ret til at blande sig. Det afholdt hende dog ikke fra det.

"Og hvad med fritid? Nu husker du også at have et liv uden for hospitalet ikke?" spurgte hun og bemærkede knapt, at maden blev stillet foran dem. Hun lænede sig blot lidt tilbage.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh smilede bredt over formaningen, hvilket også et øjeblik blev rettet mod tjeneren der kom med deres mad "Jeg er lige flyttet til London og har ikke de gamle til at holde øje med mig. Jeg har tænkt mig at presse alt jeg kan ud af den del også." lovede hun med et spillende, lettere uvorent, blik, mens hun pakkede sit bestik ud af servietten og skar den første bid af sin sandwich.

[Abigail Bancroft]

Abbie havde aldrig haft nogen vild ungdom. Hun var gået direkte fra skolen og til sin bundsolide tilværelse med Padraig og for blot et halvt år siden havde hun ikke set, hvorfor det nogensinde skulle forandre sig.

Men hun undte Penny en mere ukompliceret tilværelse end sin egen. Hun spiddede sin salat med gaflen og smilede varmt til hende.

"Godt. Hvordan er du faldet til i lejligheden?"

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh gumlede allerede på et stykke sandwich og nikkede lidt i takt med tyggeriet, for at kunne komme frem til at svare på Abbies spørgsmål "Rigtig godt! Peg og jeg har ikke revet hovedet af hinanden endnu, selvom hun mener jeg roder mere end hun gør. Det må da være et godt tegn." hun slap en munter lyd og satte gaflen i sandwichen igen.

[Abigail Bancroft]

Abbie elskede at være i et forhold og ville ikke ane, hvad hun skulle stille op, hvis hun lige pludselig ikke havde et menneske at kerer sig om. I forvejen var det udfordrende nok ikke at kunne være den, der lavede Padraig Ogden en kop te, når han var bekymret. Eller ikke at være den, han betroede sig til altid.

Men sommetider kunne hun godt mærke et lille stik af jalousi over aldrig at have haft dét liv. Et liv, hvor hun, i mangel på søster, kunne bo sammen med en veninde og ikke behøvede at bekymre sig om altid at være hjemme til middagstid, hvis nu Padraig skulle vælge at komme hjem. Det afholdt hende dog ikke fra at være glad på pseudosøstrenes vegne og hun smilede varmt, da endnu en bid var gledet ned.

"Det tror jeg helt klart, det er. Det er ikke alle søskende, der kan klare at bo sammen." Hun ville i hvert fald ikke selv kunne holde ud at bo med sin bror.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh spiste videre mens hun rystede på hovedet og sank før hun svarede igen "Nej.. jeg tror ikke jeg ville kunne bo sammen med Pad.." musede hun, så ud til at overveje alligevel og nå frem til samme konklusion "Peg er nemmere at lokke." fortsatte hun med et drilsk udtryk og rakte ud efter det glas med boblende vand, hun havde fået sammen med sin sandwich.

[Abigail Bancroft]

Abbie slap en dæmpet, men umiskendeligt munter lyd og prøvede at huske en tid, hvor Padraig havde været nem at lokke med sig, men måtte i sidste ende opgive.

"Han er nu ellers ikke slem at bo sammen med," konstaterede hun mildt, selvom det selvfølgelig ikke var hele sandheden. Men det sværeste var i virkeligheden de tidspunkter, hvor han ikke var der.

[Peanaidh Ogden]

Peanaidh smilede skævt og vippede hovedet lidt fra side til side som om hun overvejede og endte med det lidt på skrå "Men du er også hans kæreste, ikke hans lillesøster." pointerede hun og fortsatte med et grin "Og du efterlader ikke dine sokker i sofaen eller håndklædet på badeværelsesgulvet." hun løftede hånden med gaflen og vippede den lidt i Abigails retning "Til gengæld bager jeg de bedste cookies i London." tilføjede hun selvsikkert for at bløde op på sine egne, dårlige vaner.