Blodsbånd

[Peninnah Flint]

Penny vidste udmærket godt, hvad han mente. De var kommet til verden sammen og deres skæbnelinjer uadskillelige. Det var hun sikker på.

"Hvorfor prøver du så på det?" Blikket mødte hans, de mørke øjne et ekko af det ubesvarede spørgsmål.

[Gideon Flint]

Gideon havde undgået sin søsters spørgsmål, men det overraskede ham ikke at hun stillede det igen. Tomlen strøg over hendes skulder endnu en gang.

"Du ville ikke tale med mig om forlovelsen," svarede han så bare.

[Peninnah Flint]

Måske var Penny ikke altid den skarpeste, når det kom til politik, men hun kendte sin bror. Og hun kunne gennemskue enhver løgn eller afledning, han prøvede at stikke hende, ligesom han kunne det med hende. Hun fugtede læberne, så ikke på ham.

"Det føles underligt," svarede hun ærligt og rettede i stedet et spørgsmål mod ham, som hun fandt langt mere interessant. "Hvorfor vil du tale med mig om forlovelsen?"

[Gideon Flint]

Gu' føltes der underligt. Gideon kunne ikke rigtig tygge på nyheden, uden at få en dårlig smag i munden hver gang. Montague var et godt parti, men Penny burde ikke være lovet bort til nogen allerede. Det var ingen af dem klar til.

"Fordi vi taler om alt. Deler vores bekymringer," Han håbede i hvert fald stadig at det var tilfældet, trods de ikke kunne ses så ofte som derhjemme. "Jeg kan ikke aflæse alle dine følelser, må du forstå."

[Peninnah Flint]

Påmindelsen var punkterende og Penny lænede sig lidt mere ind til ham med en unægtelig følelse af at have svigtet ham. Brudt en usagt aftale, der altid havde været mellem dem. Hun nikkede lidt og drejede hovedet, til hun kunne strejfe hans kind i et fjerlet kys.

"Det glemmer jeg af og til," indrømmede hun. Det var sandt. Han havde en tendens til at se på hende som om han kendte hver en tanke.

"Men jeg ved det ikke, ærligt. Rupert er ordentlig, tror jeg." De kendte ham trods alt ikke godt. "Jeg ved godt, jeg nok burde være glad for det, men det er jeg nok bare ikke, inderst inde." Indrømmelsen føltes næsten skamfuld. De kendte begge deres plads og det ansvar, der fulgte med.

[Gideon Flint]

Selvom de buttede læber kun mødte Gideons varme kind i et strøglet og flygtigt sekund, afmærkede de nærmest huden i sekunderne efter. Armen omkring hendes skuldre blev automatisk tungere. Tryggere.

"Det er en stor omvæltning," Bemærkede han i et forsøg på at retfærdiggøre hendes indre turmult. "Det er en del af vænne sig til, men måske kan ventetiden også være behjælpelig på det punkt."

[Peninnah Flint]

Uanset hvor de var, sneg hjemligheden sig ind over hende, når de sad sådan. Trygt lagde hun kinden på hans skulder og tog en dyb indånding, som skuldrene sank helt.

"Mh," lød det fra hende, ikke rigtigt et svar. Hun var tavs et øjeblik mere, før hun endelig fik sat ord på sine tanker.

"Jeg ved ikke, hvor meget tid kan gøre."

[Gideon Flint]

Tyngden af hendes hoved var behagelig. Velkendt. Gideons strygende tommel bevægede sig lidt opad, for at pille lidt ved en af Pennys mørke lokker. Det blanke hår mindede om hans. Bare endnu blødere.

"Det kan måske give dig lidt plads. Lidt mere frihed til at opnå dine egne mål," I hvert fald mens de gik på skolen. Rupert ville jo snart dimittere.

[Peninnah Flint]

Selvfølgelig var Gideon optimistisk omkring det og Penny blev nødt til at nikke lidt. Plads. Tid. Det lød alt sammen meget godt, men ændrede ikke på følelsen.

"Måske det bliver mere naturligt, når de også finder en forlovet til dig," musede hun og håbede det.

[Gideon Flint]

Gideons optimistiske syn, var næppe en stor refleksion af hans personlige fornemmelser omkring det hele. For, inderst inde, foragtede han ideen om at Penny skulle kontraktlægges på den måde. Han kunne ikke miste hende. Nu, forsøgte han bare at se fornuftigt på sagerne og forsøge at holde fast i de ideer som han prædikede for andre.

"Måske," Han tyggede lidt om underlæben. "Men jeg ved ikke hvor travlt de har. Om de vil lave kontrakter for os begge lige nu."

[Peninnah Flint]

For Penny virkede det fuldstændig absurd, at de havde valgt at få hende afsat først. Men hun var selvfølgelig en pige og et tilbud fra Montague var ikke at kimse af. Følelser havde ingen plads i ægteskab. Og det var jo ikke fordi hun havde følelser for en anden.

"Så må det vel være underligt lidt endnu," bemærkede hun med et lille smil om læberne.

[Gideon Flint]

Pege og tommelfingeren fra den frie hånd, satte sig blødt under Peninnahs hage for at dirigere hendes blik op mod sig. Han smilede til hende - blikket flakkende mellem de dybbrune øjne, som han fandt så meget tryghed i.

"Det skal ikke knække os," bemærkede han, som han havde gjort et par gange som barn, når de følte bare den smalleste fornemmelse af 'os mod resten af verdenen'.

[Peninnah Flint]

Hjertet slog lidt hårdere over intimiteten i øjeblikket, ikke at den kom bag på hende. Gideon havde altid været dén, hun kunne betro sig til og helt instinktivt lukkede hendes fingre sig let om hans skjorte.

"Aldrig," hviskede hun inderligt og hævede hovedet lidt mere, smilede til ham. "Det er jeg heller ikke bange for."

[Gideon Flint]

Det var nemmere at tale om dem som et hold, end at smække det hele over på Penninah, selvom forlovelsen jo egentlig var hendes byrde at bære. Det var ikke sådan Gideon så på det. Kroppen summede, da hun greb skjorten med slanke fingre.

"Godt. Så er det på plads," Han så på hende og et smil strøg om læberne. Han ville ikke rykke på sig. Ikke lige nu.

[Peninnah Flint]

Smilet var mildt, da Penny nikkede en gang som svar. Hun strammede taget lidt, før hun fik fingrene til at slappe af.

"Bare... Lad være at forsvinde lige pludselig, okay?"